Michael Bay forpasser med ’13 Hours’ en glimrende mulighed for at udfordre sit publikum ind i mellem de utallige eksplosioner.
”Jeg ved, du kan gøre det. Kom nu! Kæmp til det sidste, du kan godt klare det.” Sådanne ord kunne meget vel være blevet ytret soldaterne imellem, når de, som i ’13 Hours’, står over for en krisesituation. I dette tilfælde er det dog, hvad jeg evindelig tænkte til mig selv, da jeg i de sidste tyve minutter af den næsten to en halv time lange film igen og igen var lige ved at døse hen.
En farefuld, ufarlig film
Det er ellers en actionfilm vi her har med at gøre, og den er tilmed instrueret af eksplosions-feinschmeckeren Michael Bay. Men ironisk nok føles ’13 Hours’, på trods af utallige skuddueller, en sand historie og mistede menneskeliv, aldeles ufarlig.
Året er 2012 og vi følger en hyret specialstyrke, der er ansat til at bevogte en hemmelig amerikansk base placeret i byen Benghazi – et område der, på daværende tidspunkt, var præget af oprørsk stemning og politisk splittelse.
Ikke langt fra basen opholder en amerikansk ambassadør sig, og da hans ambassade på elleveårsdagen for 9/11 angribes af militante islamister, må vor hovedperson Jack Silva (John Krasinski) og resten af specialenheden forsøge at råde bod på situation og redde de civiles liv såvel som deres egne.
Spildte muligheder
Det er som udgangspunkt en fremragende idé at gå helt tæt på det relativt nylige Benghazi-angreb. Muligheden for at skildre en kompleks fortælling om de umulige valg, man som soldat må foretage på et splitsekund, når en akut situation opstår, er tiltalende og det fornemmes, at Michael Bay for en gangs skyld rent faktisk har forsøgt at klemme et vedkommende drama ind mellem actionsekvenserne.
Men det bliver ved forsøget. Dialogen er præget af redundans og dårlige machojokes, og når Bay endelig forsøger at udforske soldaternes splittelse mellem familie og arbejde, er alt vi får serveret en tallerken med klichetunge flashbacks og skypeopkald hjem til den savnede familie. Ingen af delene har i sidste ende relevans for filmen, der glemmer sidehistorierne og i stedet fortsætter ufortrødent med at levere en række meget ens og kun moderat nervepirrende actionscener.
Ude skidt, hjemme rigtig godt
Michael Bay har med ’13 Hours’ bedrevet en film, der udspiller sig i en problemfyldt verden, hvor menneskeliv ustandselig hænger i en tynd tråd. Alligevel ender det egentlige problem med at være Bays forsimplede historiefortælling, der aldrig tillader tilskueren at tænke eller tvivle på filmens udfald og som derfor ender med at gøre den alt for lange film aldeles uinteressant. Jeg kan knap nok huske forskel på de forskellige karakterer filmen følger, men én ting er i hvert fald sikkert. De er alle sammen store, stærke, beskæggede amerikanere, der vil gøre alt for deres land og dem de elsker.
I et af filmens flashbacks hører vi Jack Silvas børn spørge ham: ”Far, kan vi ikke alle sammen bo i legehuset? På den måde kan vi altid være sammen”, hvorefter hans kone fortæller ham, at ”børnene mangler ikke et legehus. De mangler en far”. Jeg har stor respekt for, at den virkelige verdens Jack Silva tog kampen op og reddede menneskeliv, men filmens version måtte faktisk godt være blevet hjemme.