Ben Stiller og de magiske museumsgenstande drager igen på eventyr i en ligegyldig fortsættelse af ’Nat på Museet’-serien.

Vi er nu nået til den tredje og sidste film i ’nat på museet’-franchisen. Filmen hedder ’Nat på Museet: Gravkammerets hemmelighed’ og går ligesom de to første film grundlæggende ud på, at der på Natural History Museum i New York befinder sig en magisk guldtavle, der vækker museumsgenstande til live om natten. Det er så nattevagten Larry, spillet af Ben Stiller, der skal holde styr på kaosset, når historiske personligheder som Teddy Roosevelt og Attila skal finde ud af det med hinanden.

Filmen starter imidlertid ikke i nutidens New York, men i stedet i Egypten i 1938 ved udgravningen af en faraos grav. Da de ansvarlige arkæologerne pludselig snubler over det centrale gravkammer, finder de en mystisk guldtavle. Som hvide imperialister er deres første inklination selvfølgelig at tømme graven for værdigenstande og sende dem hjem til deres respektive hovedstæder. En gammel egypter begynder dog usammenhængende og fablende at advare om en forbandelse, der vil blive kastet, hvis man fjerner tavlen fra graven. Arkæologerne er selvfølgelig ligeglade, og gravens indhold deles op og sendes henholdsvis til USA og England.

I 2014 begynder forbandelsen dog endelig at virke, idet guldtavlen langsomt begynder at erodere og miste sine magiske kræfter. Hvis tavlen går i stykker, vil museets inventar ikke længere komme til live om natten. Sikkerhedsvagten, Larry, og de levende voksdukker fra museet, er derfor nødsaget til at tage til London for at tale med en mumie fra samme grav som guldtavlen, der eftersigende skulle vide, hvordan man fikser den.

Kliché, idioti og CGI
’Nat på museet: Gravkammerets hemmelighed’ er en af de film, hvis plot falder fra hinanden i samme øjeblik, man tænker over det. Starten er ikke alene klichefyldt og dårligt skrevet, men sørger også for, at man øjeblikkeligt sætter spørgsmålstegn ved filmens grundlæggende præmis – forbandelsen – som er det, der sætter plottet i gang og fortsætter med at drive det fremad hele vejen igennem filmen. Problemet er, at alt mystikken og den faretruende stemning, der typisk er omkring forbandelser overhovedet ikke er til stede i filmen. Sammenlignet med stort set alle andre filmforbandelser, der typisk involverer en masse døde mennesker eller i hvert fald en eller anden, der bliver lavet om til et dyr, kommer det, at en guldplade langsomt begynder erodere, til at virke meget vagt og uintimiderende. Hele præmissen føles generelt som en undskyldning for at tage til England for at reklamere for London Natural History museum og namedroppe Ben Kingsly og Hugh Jackman i nogle ligegyldige cameos.

Filmen er desuden et stort CGI-orgie. Computereffekterne ser ganske udemærkede ud og fungerer fint det meste af filmen. De har dog samtidigt et tilpas kunstigt præg til, at de nok kommer til at se outdatede ud om et par år. Filmen har til gengæld et virkeligt stærkt cast: Steve Coogan, Owen Wilson, Ricky Gervais, Ben Stiller og den nu afdøde Robin Williams er alle sammen skuespillere, der kan være rigtigt sjove – det er de bare ikke i ’Nat på Museet: Gravkammerets hemmelighed’. Der er dog lige præcis nok morsomme øjeblikke i løbet af filmen til at redde den fra at være en katastrofe. Særligt en dialog mellem Ben Stiller og Ben Kingsly som egyptisk farao om det gode ved jøder ender faktisk med at være rigtig sjov.

Filmen er dog mere end noget andet en ørkenvandring med små oaser af sjov, hvor man får lov til at smile overbærende. Dens største bedrift ender med at være, at jeg tog på Nationalmuseet, da filmen endelig var færdig.