Ligesom hovedpersonen Kevins mange personligheder, har Split både gode og mindre gode karaktertræk.

Teenageren Casey (Anya Taylor-Joy) bliver sammen med hendes to klassekammerater, Claire (Haley Lu Richardson) og Marcia (Jessica Sula) kidnappet af en sindsforstyrret mand, Kevin (James McAvoy), der lider af personlighedsspaltning. I et kælderrum holder Kevins skizofrene sind pigerne indespærret med det formål, at de skal bruges som madding. De får nemlig snart besøg af Kevins nye identitet – Bæstet. Forberedelsen til den nye gæst gør det dog sværere og sværere for Kevin at opretholde en facade når han er hos sin psykolog, Dr. Fletcher (Betty Buckley) og hun får færten af, at noget lurer under overfladen.

Bæstet er på farten
Hvad nu hvis ens mentalitet havde styrken til at ændre ens fysiske kræfter? Og kan personlighedsspaltning åbne op for sindets ukendte potentiale? Disse spørgsmål bliver undersøgt i fortællingen om Kevins sygdom. Netop hvordan de forskellige identiteter kan differere i køn, grad af intelligens og sågar andre sygdomme. En interessant teori som bliver testet når vi møder Kevins 24. karakter, det selvnavngivne Bæstet. Mødet med den karakter er igennem filmen et tilbagevendende spændingsmoment da Kevin flere gange nævner, at ‘bæstet er på farten’.
I farten snubler det længeventede Bæst desværre akavet op af trappen til filmens klimaks, som et unødvendigt monster i en ellers troværdig thriller.

Hvis man ikke syntes det er uhyggeligt nok, at Kevin har 23 forskellige personligheder, bor i et underjordisk kælderkompleks af hemmelige tunneler, har kidnappet tre piger og har det tilfælles med Casey, at de begge er blevet mishandlede som børn, så kan det være at man venter i spænding på, hvad bæstet mon hidbringer. Ellers vil man måske sidde og tænke, at det moment kunne være sparet væk til fordel for at undersøge om den rigtige Kevin, strippet af sine mange personligheder, stadig er et bæst.

En splittet fortælling
I et komplekst karakterdrama mellem Casey, Dr. Fletcher og deres relation til Kevins identiteter er det befriende, at historien har en simpel struktur. Vi er enten ’under overfladen’ i kælderen eller ’på overfladen’ i Dr. Fletcher konsultationsrum. Det pyntes med yderligere metaforisk krymmel. Alt imens Casey prøver at finde vej ud af de underjordiske tunneler forsøger Dr. Fletcher parallelt at undersøge de mange tunneler i Kevins mentalitet med henblik på at påvise at Kevins sygdom kan åbne op for ukendte kræfter i hjernen.

Og det er selvsamme teori, der gør at fortællingen kan se sig splittet mellem to scenarie, der hvert for sig er fængslende, men sammenflettet har svært ved at overbevise. Der mangler en sensibilitet til de seriøse og realistiske problematikker, der skildres i filmen. Emner som børnemishandrling og dét at have en mental lidelse syntes at blive tilsidesat ved at introducere Bæstet. Ved at blive bygget op til at være filmens overnaturlige antagonist, fjerner det samtidigt fokus for det virkeligt skræmmende. Den karakter, der om muligt er den mest interessante i filmen er Kevin selv. Det er mest nervepirrende endelig at skulle møde ham, men det står desværre i skyggen når filmen prøver -lag på lag – at intensivere uhyggen, der til sidst ender som en smattet lagkage.

Genialt eller banalt?
Der lusker altid noget uventet og overraskende i M. Night Shyamalans historier. Et twist, der skal være en drejning i handlingen eller som denne film udforsker. Et ’hvad-nu-hvis’ scenarie omkring hvad der både skræmmer og betager os om sindets ukendte kroge.
Om det er nok for at gøre filmen interessant kan være svært at afgøre. Sjældent oplever jeg som anmelder at blive distraheret af tanker om, hvordan jeg ville have eksekveret scenerne anderledes, hvis jeg var i en instruktørs sko. Desværre spiller Shyamalan på nogle banale gyser-elementer, der gør historien banal snarrede en medrivende.

James McAvoy leverer alsidigt og solidt i rollen som Kevin. Desværre bliver præstationen sat overfor nærmest udtryksløse unge medskuespillere, og deraf kan McAvoys præstation til tider virke overdramatiseret og bringe associationer til tidligere set komiske karikaturer. Reminiscencer til Vince Vaughns portrættering af Norman Bates eller Adam Sandlers sataniske voksenbaby Little Nicky.

Filmens todelthed adskiller et intenst portræt af den skizofrene Kevin og Caseys kamp for overlevelse fra en forceret og forudsigelig film om mennesket som et overnaturligt bæst, der kun kan bekæmpes af en uskyldig teenager-heltinde. I kampens hede sigter den erfarne jæger Casey med et haglgevær efter beast-mode Kevin. Om hun rammer plet må man selv ind i biografen og finde ud af, men hun skyder i hvert fald en dalende anmelder-stjerne bort.