3 Monkeys – Premiere d. 13/3

Himlen og menneskene i opbrud i tyrkiske "3 Monkeys" af Cannes-hædrede Nuri Bilge Ceylan. Photo courtesy Sunrise Film

En_tyrkisk kunstfilm af Cannes-darlingen Nuri Bilge Ceylan, der med prisen for bedste instruktør i 2008 endnu engang har høstet hæder i Cannes – og det er tilmed tredje gang i træk! Ceylan har som få andre instruktører formået at fastholde sin kunstneriske kontrol over sine film, og 3 Monkeys viser da også, at han er en filminstruktør med både stilistisk selvsikkerhed og kunstnerisk ynde.

Filmen, der på tyrkisk hedder Üç maymun, får med sin engelske titel nærmest uundgåeligt associationerne til at kredse om Terry Gilliams 12 Monkeys fra 1995. Men udover ligheden i titlen har disse to film nærmest intet at gøre med hinanden, da tyrkiske 3 Monkeys befinder sig meget langt fra Gilliams univers med tidsrejser, alt-udslettende vira og sindssyge miljøaktivister. Det er derimod en film, som i et langsomt tempo udforsker de psykologiske og følelsesmæssige spændinger i en lille familie på tre, der pga. af løgne, fortielser og tilfældigheder er tæt ved at opløse både familien og hele livet. Man kommer nok lidt længere med at sammenligne Ceylans sindsgennemborende fortællestil med Ingmar Bergmans eller Carl Theodor Dreyers, selvom disse to skandinaviske herrer nok er i en lidt anden klasse. Således lader Ceylan selvsikkert kameraet hvile længe på sine hovedpersoner og undlader unødige klip, hvilket giver filmen et undersøgende og observerende udtryk, der dog til tider bliver næsten søvndyssende.

3 Monkeys handler om familiefaren Eyüp, der med en god slat penge af sin chef bliver overtalt til at tage den fængselsstraf, som chefen egentlig skulle have haft for at i en sen nattetime at have kørt en person ihjel. Mens Eyüp er i fængsel indleder hans kone imidlertid en affære med chefen, og den lille families stille liv bliver mere og mere kaotisk. Sønnen Ismail bliver mere egenrådig og kommer bl.a. hjem fra byen en sen nat gennemtævet efter at have opsøgt ballade i nattelivet. På hver sin måde forsøger de tre familiemedlemmers at få afløb for undertrykte og fortiede hændelser, og deres sølle sameksistens bliver testet samtidigt med at himlen – som en fin metafor for deres tungsind – med sine bølgende mørke skyer er i opbrud.

Stilistisk er filmen virkelig flot lavet, og i et magisk samspil med de vejrmæssige fænomener som den grålige, tunge himmel og den susende vind i de hvide gardiner, skaber et gulligt, blegt modlys, som på gamle fotografier, i nogle scener en gruende stemning af forglemmelse og undertrykte minder.

Hvis du kun ser film med fart og feltet og mindst ét klip i sekundet, så har du nok ikke tålmodighed til 3 Monkeys. Men filmens 109 minutter kan nu sagtens bruges i biografsædet på i ro og mag at dykke ned i den lille, tyrkiske families kompliceret liv, som så manges andres er i opbrud pga. bitter fortielse og undertrykte følelser. 3 Monkeys har Danmarkspremiere fredag den 13. marts i Gloria og Vester Vov Vov i København.