Svenske Mikael Persbrandt i Susanne Biers intense drama Hævnen. Photo by Per Arnesen. Photo Courtesy of Nordisk Film Distribution.

Yep. Så er der IGEN mulighed for at score et par gratis billetter til en af årets bedste film og så er den endda dansk.

Nosferatu sætter 5×2 billetter på højkant til Hævnen af Susanne Bier. For at vinde skal du svare på nedenstående spørgsmål, sende svaret til quiz@nosferadio.dk og huske at skrive din adresse, så vi kan sende billetterne til dig - hvis du er en af de heldige vindere. Husk at du kun kan deltage en gang i konkurrencen.

Spørgsmålet er:

Hvilken amerikansk skuespillerinde havde hovedrollen i Susanne Biers film Things We Lost In the Fire?

Skriv til os og deltag i lodtrækningen om 5 x 2 billetter, hvis du har det rigtige svar.

Konkurrencen kører til og med lørdag d. 11. september 2010

Husk at deltage i vores poll om sommerens bedste film - her på siden!

Hold om mig. Stærkt ungdomsdrama af Kaspar Munk. Photo courtesy Sandrew Metronome, photo by Jens Juncker Jensen.

Af Maj Weise Christiansen

Ungdommen kan være barsk. Meget barsk. I hvert fald hvis den er, som den debuterende spillefilmsinstruktør, Kaspar Munk, fremstiller den som i sin debut-spillefilm “Hold om mig”.

“Hold om mig” beskriver et døgn i fire unge menneskers liv. Der er den dygtige, men lidt indelukkede Sara (Julie Sandra Brochorst Andersen), som holder sig mest for sig selv. Der er klasseværelsets “dronning”, den udspekulerede, intrigerende og opmærksomhedssyge Louise (Sofia Mileva Cukic), som regerer inden for skolens fire vægge. Der er Hassan (Hicham Najid), der i sin fritid hjælper til i sin fars cykelbutik. Og der er Mikkel (Frederik Christian Johansen), der kommer fra en kernefamilie og har et godt øje til Sara.

Alle fire unge er skrøbelige og tumler med hver deres problemer. De har svært ved at åbne op og række ud efter hinanden, hvilket får fatale konsekvenser for dem alle fire.

“Hold om mig” bygger på en virkelig historie fra Polen. Det er en barsk historie om mobning, ensomhed, de unges relationer til deres forældre, kærlighed og identitet. Den konkrete handling vil jeg ikke komme nærmere ind på her, andet end at omdrejningspunktet er en scene i klasseværelset, hvor en arrig Mikkel, omringet af klassekammeraterne, simulerer en voldtægt af en sagesløs Sara. Louise har sat rygter i gang om, at Sara og Mikkel har været sammen, men det er løgn, og Mikkel, der tror, at Sara har spredt rygtet, lader sin vrede gå ud over hende - stærkt hjulpet af Hassan, der holder fast i den skrigende Sara. Mens dette sker, filmer en skadefro Louise optrinnet. Efterfølgende spreder hun videoen, og det bliver fatalt for de unge.

“Hold om mig” er en barsk film, der beskriver en barsk ungdom, og den er rå og brutal i sin beskrivelse af de unges handlinger. Men den er også stærkt virkelighedstro. De fire hovedpersoner spilles med nerve af de unge skuespillere. Personerne er ikke karikerede. Især debutanten Julie Sandra Brochorst Andersen er god i rollen som den stille Sara.

Selvom der er tempo på i de 76 minutter, som filmen varer, giver instruktøren sig dog også tid til at dvæle ved de enkelte billeder. “Hold om mig” er smukt filmet, og musikken er drømmende og dragende.

Min eneste anke er dog, at filmen godt kunne være 10 minutter længere. Set i bakspejlet går udviklingen frem mod filmens tragiske slutning for hurtigt. Det føles ikke helt troværdigt. Der mangler nogle scener til at nuancere karakterernes handlinger.

Men alt i alt er “Hold om mig” en god ungdomsfilm, som kan ses af alle aldersgrupper - både unge og voksne. Især kan forældre måske lære noget af filmen - om hvad man i hvert fald ikke skal gøre som forælder! Som tilskuer frustreres man nemlig over, hvordan de respektive forældre handler - eller ikke handler.

“Hold om mig” viser, hvor vigtigt det er, at forældre har god kontakt til deres børn. På den måde er det en meget lærerig og debatskabende film.

4 ud af 6 stjerner

En Ganske Rar Mand sammen med nogle knap så rare mænd. Foto: Camera film

Af Martin Wolsgaard

En Ganske Rar Mand er skrevet af danske Kim Fupz Aakeson, instrueret af norske Hans Petter Moland og har svenske Stellan Skarsgaard i hovedrollen. Et skandinavisk samarbejde når det er bedst. Fupz brillerer, Moland er bare dygtig og Hr. Skarsgaard- it goes without saying – er enestående.

Ulrik (Skarsgaard) er den rare mand, som filmens titel refererer til. Han er en mekaniker, der netop er løsladt efter en 12-års fængselsdom for mordet på hustruens elsker. Ulrik er ingen hårdført gangsteragtig kriminel – han er i langt højere grad en stille observant end en, der deltager i livet og tager affære.

De fleste af En Ganske Rar Mands karakterer er såkaldte lowlifes: heriblandt Ulriks tidligere partners in crime, bossen Rune og hans stik-i-rend-dreng Rolf, der dirigeres rundt med som en sølle køter for comic relief. Karen Margrethe er Ulriks vulgære udlejer, som, iført det ene stygge outfit efter det andet, kræver at stakkels Ulrik opfylder visse behov, alt imens hun råber og skriger religiøse termer – om hun tilbeder Jesus Kristus eller Djævelen afhænger vidst af, hvor beskidt hun føler sig. Til sidst er der Ulriks chef på mekanikerværkstedet, Sven, der tilsyneladende lider af noget, der bedst kan karakteriseres som munddiarre.

En Ganske Rar Mand der yder en speciel service. Foto: Camera Film

De karakterer, der er bedre assimileret i samfundet, som Ulriks søn og den dertilhørende gravide kæreste samt den unge kønne Merete som Ulrik begynder at have en romantisk affære med, er i essensen kedelige og unuancerede. Molands hjerte og sympati ligger tydeligt hos de marginaliserede og idiosynkratiske. Den ukuelige Ulrik er undtagelsen, som plottet drejer sig om, og det faktum, at han ikke skejer ud eller nogensinde reagerer overilet, men bare glider med, giver de andre karakterer mulighed for at udspille deres neuroser. Den overordnede plotlinje, der handler om, at Ulrik skal finde og hævne sig på manden, der sladrede til politiet og fik Ulrik i fængsel til at starte med, er essentielt intet andet end et fortælleteknisk værktøj, der får historien til at skride fremad. Men det fungerer.

Hvad end Ulrik har begået af fejl i sin fortid, forbliver han en fornuftig og ganske rar mand med gode principper og værdier. Konfronteret med livets store spørgsmål vælger han i sidste ende livet over døden – det gode over det onde. Molands elegante stil og Fupz’ Coen’ske manuskript forsømmer aldrig karakterernes menneskelighed og ynde – selv ikke de, der er længst ude i absurditeterne. Dette giver dels fortællingen en behagelig ærlighed, der styrker den som en knaldgod feel-good film, og det giver den dels et flow, der flere gange fik den pressefyldte sal til at grine højlydt.

5 af 6 stjerner

Mademoiselle Chambon. Photo courtesy Miracle Film Distribution

Af Andreas Baumann

Mademoiselle Chambon er en lille og triviel kærlighedsfortælling i en fransk provinsby, hvor et møde mellem en lokal håndværker og skolens lærerinde puster forsigtigt til de gængse rammer for hverdagen. Det er en sød historie, men stor filmkunst kan man ikke kalde det, og filmen illustrerer nærmere, at Frankrig fortsat leder forvirret efter fordums tids førende position inden for filmkunsten.

Hovedrolleindehaveren, Vincent Lindon, der spiller den jordbundne murer Jean, kan man ikke klandre for noget. Han spiller aldeles overbevisende, selvom rollen ikke lægger op til det store. Jean arbejder flittigt både med at nedrive og opbygge huse i den lille by, men en dag han bliver inviteret til at fortælle om sit arbejde for sin søns klasse, møder han klassens lærerinde Mademoiselle Chambon, der også spilles glimrende af Sandrine Kiberlain. Hun betages hurtigt (ligesom alle børnene i klassen) af Jeans evner som håndværker og hans ligefremme væremåde. Modsat fascineres Jean af lærerindens viden og evner med en violin, som han får demonstreret ved et af lærerindens belejligt planlagte besøg, da hun skal have udskiftet vinduer i sin lejlighed. Men da Jean både har barn og en gravid kone, bliver kærligheden mellem håndværkeren og lærerinden aldrig rigtigt til noget. Violinen er i øvrigt et gennemgående musikalsk element i filmen, der til kvalmepunktet understreger de sentimentale pointer i fortællingen.

Filmen er en triviel historie, der såmænd er fortalt nogenlunde habilt af instruktør Stéphane Brizé, men det hele trækkes i langdrag uden nogen egentlig spænding, og når billedsiden ikke engang er nævneværdig betagende, så smuldrer grundlaget for, hvorfor filmmediet overhovedet er det rette medie for denne slags fortælling. Det skulle da lige være, hvis man har vanskeligheder ved at læse, men ellers kan man sikkert ligeså godt holde sig til Eric Holders roman, der har dannet grundlag for filmen. Man må bare håbe på, at instruktøren finder en fortælling med lidt mere bid næste gang kameraerne tændes.

Mademoiselle Chambon er en småkedelig film, som dog sikkert nok vil vække behag og glæde blandt frankofile filmfans, men bortset fra, at man kan få øvet sit franske lidt, er der ikke megen grund til at betale for at se denne film.

2 af 6 stjerner.

Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm i Susanne Biers "Hævnen". Photo Courtes Nordisk Film. Copy right Per Arnesen.

Af Henrik Seehuusen

Dansk films største kvindelige kraftværk Susanne Bier er vendt tilbage til det nordiske, og det klæder hende rigtig godt. Sproget er igen (næsten) dansk, og skuespillere og manuskripforfatter er i høj grad de gode gamle. Og jeg tror at hvis nogle var i tvivl om hvorvidt de havde savnet Susanne Bier, så overbeviser hun med Hævnen alle om, at det har vi.

Det er som at Susanne Bier i hævnen har fundet en dobbelthistorie, som også gør hende i stand til at sammensmelte sine egne to sider – den intime, voldsomme personlige historiefortæller, som til tider virker som om hun har fingeren inde under huden på selve danskheden, og den storladne, blide og bredt favnende underholder, som i ægte Hollywood-tradition vejer publikums helbred tungere end pligten til at tale sandt. Stilen er forskellig i de to Bierske inkarnationer, f.eks. hader Hollywood-Bier zoom, mens den danske Bier holder den Ballingske tradition i hævd – uanset hvor gammeldags den må synes. Begge dele fungerer, og der hvor Bier virkelig træder i karakter og viser styrke, er når hun tager de traditionelle sammensatte Hollywoodske pakkefortællinger, der dukker op u-undskyldt, og formår at forløse dem med en tvetydighed og omtanke som mere end retfærdiggør dem, og viser at hendes evner både med hænderne og hovedet står over hendes amerikanske brødre og søstre.

Hævnen kan bedst beskrives som en powerfilm. Og det er kendetegnende ved en powerfilm, er der er nogle powerpræstationer. Filmen er fuld af dem, og alle kan fremhæves. Der er ikke nogen smalle steder hos Bier når det kommer til skuespil, og når man ser hvad hun får ud af en mand som Kim Bodnia, minder det mig om Billy Wilder og hans evne til at få Marilyn Monroe til at fremstå som en af sin generations bedste skuespillerinder. Stærkest lige nu og, forventer jeg, resten af mine dage, står Trine Dyrholms gennemtrængende ansigt, som ikke lader en kigge væk. Hun symboliserer, og personificerer, filmens ultimative teknik – denne her film prøver igennem hele dens løbetid at tvinge sit publikum til at tage den alvorligt. Der er ikke et sekund i filmen som ikke føles som om man burde føle alvoren, og man burde lade den føre en med sig uden distance. Det er farligt at lade sig overbevise, det kan ende med at jorden forsvinder under en, men vi befinder os alle på skrøbelig grund, og det har vi nogle gange godt af at blive mindet om.

Hævnen er en meget ambitiøs, og vanvittigt god film. Den formår at ramme bredt uden at være overfladisk, og den leverer varen på alle måder. Hævnen er rystende god.

6/6

Henrik Seehuusen

Verdens mest loyale legetøj. Toy Story 3. Photo courtesy of Disney Pictures.

Af Dorte Winkler

Med den tredje film i Toy Story sagaen er der igen godt nyt for animationsfans i alle aldre. Efter 11 års pause er Pixar tilbage med tredje og, formodentlig, sidste film om verdens mest loyale legetøj, cowboyen Woody og hans mange venner, herunder den heroiske Buzz Lightyear og den neurotiske dinosaurus Rex. Nu er Anders på vej til at flytte hjemmefra på kollegie og legetøjets skæbne skal afgøres: skal de med på kollegie, skal de på loftet eller venter der en grum skæbne i form af en tur i skraldespanden? Selvom Anders har rare planer for sine gamle venner, så sker der selvfølgelig en frygtelig misforståelse som sender holdet ud på en overlevelsesodyssé af hæsblæsende dimensioner, lige fra et børnehave-paradis/helvede til forbrændingsanstalten.

Toy Story 3 har klædeligt valgt at følge den oprindelige tidslinie ved at lade Anders være blevet voksen (selvom han ligner en knægt på 15) og dermed ikke lægge op til at det populære legetøjsensemble skal optræde i endeløse efterfølgere. Det ligner en trilogi og det er ganske passende og sætter samtidig et fint fokus på den skæbne meget legetøj må lide i dette brug-og-smid-væk samfund. Samtidig er der også fokus på retfærdighed, som i børnehaven Sunnyside hvor en mafia bestående af en forsmået lyserød krammebjørn og hans uhyggelige side-kick, Big Baby, sørger for at nyt legetøj får den hårde medfart hos de helt små børn, mens de selv hygger sig med de større børn. Der er også masser af selvironi i mødet mellem Barbie og Ken, som især de voksne nok vil grine meget over. I det hele taget er den virkelig morsomme dialog stærkt møntet på de voksne og de mere actionprægede scener på børnene, og det fungerer ganske fint for der er masser af scener hvor de to forenes – ikke mindst åbningssekvensen, hvor vi er med i en herlig leg et sted i det vilde vesten.

Generelt fungerer de ”rigtige” mennesker ikke så godt rent animationsmæssigt, hvilket er ubetydeligt, men den lille fantasifulde Bolette som får en afgørende rolle i historien, er skildret bedårende fint og stjæler på lige linie med legetøjet ens hjerte.

I det hele taget er Toy Story 3 et hjerteligt gensyn og selvom denne anmelder nok ville have foretrukket at se versionen med de originale stemmer, så fungerer de danske stemmer og den danske oversættelse rigtig godt, hvilket mest noteres ved at man ikke hæfter sig ved det. Til gengæld er det ren trend at Toy Story 3 er udsendt i 3D – dét får man ikke noget ud af, så spar brillerne og se filmen på old school manér. Men se den. Det vil du ikke fortryde.

5 ud af 6 stjerner

Et eksistentielt vendepunkt: Wally (Jason Bateman) med en tom kop. Photo courtesy of SF film.

Af Dorte Winkler

Sensommerens bud på en romantisk komedie har den evigt populære Jennifer Aniston som den kvindelige halvdel af det par som skal finde hinanden henover filmens 102 minutter. Aniston spiller Kassie, en kvinde i sin frugtbarheds sensommer, som beslutter sig for at blive gravid ved hjælp af en donor. Hendes bedste ven, Wally, spillet af Jason Bateman (Up In the Air, Juno), er lidt af en neurotisk hængemule, som er pænt skuffet over ikke at være blevet spurgt om han vil være far til barnet. Wally er, selvfølgelig, hemmeligt forelsket i Kassie, men vil ikke indrømme det over for sig selv. Da Kassie holder inseminationsfest – noget der nok kun kan foregå i New York – kommer den stangvisne Wally til at hælde donoren Rolands (Patrick Wilson) sæd i vasken og kan ikke komme i tanke om andet at fylde bægret op igen – med sin egen sæd selvfølgelig… og så går filmen ellers sin slagne gang uden de store overraskelser.

Både Kassie og Wally har hver deres halvskøre side-kick, der skal stå for en del af filmens komedie. I Kassies tilfælde er det veninden Debbie, spillet lettere overdrevet af Juliette Lewis, og i Wallys er det Leonard, en skødesløs charmør spillet af Jeff Goldblum, en rolle som han ramte perfekt allerede i Lawrence Kasdans klassiker i The Big Chill (1983), og som vel kan betegnes som hans varemærke. Af alle de involverede er Goldblum klart den sjoveste, især replikmæssigt, men det er ikke meget vi ser til ham og det er ikke meget han har at spille op imod.

Det er filmens første halvdel der er den mest morsomme – her er nogle gode scener med især Goldblum, men også en god og interessant personkarakteristik af hovedparret. Tilsammen er Aniston og Bateman et nydeligt og likeable par og portrætterer hver for sig fint den del af den voksne generation der ikke hoppede på familietoget sammen med alle de andre og som føler at de er sakket agterud i en verden de ikke er helt trygge ved. Men når først ”the switch” har fundet sted bliver filmen forudsigelig på den kedelige måde, hvor man bare venter på at lyset skal gå op for alle så det hele kan falde på plads og give en happy ending. Det er klart en manuskriptfejl at man ikke har kunnet gøre denne del af historien mere interessant og morsom. Lyspunktet i filmens anden del er Thomas Robinson, som spiller sønnen Sebastian – han må tage prisen som en af de mest alvorlige og verdensbekymrede børn på det hvide lærred i lang tid. Han gør det rigtig godt og er en hel god grund til at se filmen.

Filmen har nogle alvorlige undertoner, ikke mindst i den plagede Wally, hvis problemer aldrig fremstår som særlig morsomme (som fx Woody Allens neurotiske karakterer), men nærmere som reelle problemer som kan gøre en hel trist på hans vegne. Det hænger ikke fornuftigt sammen med ønsket om at lave en romantisk komedie med så plat en tagline som ”Hun så det ikke komme”.

3 ud af 6 stjerner

Christian Mckay er Orson Welles

Af Martin Wolsgaard

”I am Orson Welles, I own the store!”

Det iøjnefaldende store spørgsmål vedrørende Me and Orson Welles er for mainstreampublikummet såvel som for filmnørderne, hvorvidt den unge Disney-darling Zac Efron faktisk kan spille seriøst skuespil eller ej. Men som denne coming-of-age historie udfolder sig bliver det hurtigt tydeligt, at den altoverskyggende historie drejer sig om, hvem Christian Mckay er, og hvorfor man først ser ham nu. I sin debutrolle som titelkarakteren Orson Welles indfanger han glimrende, imponerende og åbenbarende alle Welles’ idiosynkrasier og udstråler en umiddelbar presence på lærredet, så han fuldstændig stjæler billedet i samtlige scener, han er med i. Vi har altså at gøre med en præstation, der er det ikoniske geni, som Welles utvivlsomt var, værdig. Man må sige, at Efrons største bedrift i denne indie, instrueret af Richard Linklater (Before Sunset & Before Sunset), og som han bestemt gør beundringsværdigt, er at følge med Mckay, når han for alvor folder sig ud.

Me and Orson Welles = Zac Efron and Christian Mckay

Me and Orson Welles er en historie om en ung drømmende mands uge med Orson Welles. Den byder på et stilsikkert og fint udført tidsbillede af den hektiske teaterverden i New York City i slutningen af 30’erne. Den unge mand der spilles af Efron mister sin uskyld og blåøjede livssyn i takt med, at hans forhold til Welles udvikles. Året er 1937 og den store Welles er 22. Det for nyligt åbnede Mercury Theatre, som styres af Welles og John Houseman (Eddie Marsan), er i fuld sving med af forberede den første produktion – en total genfortolkning af Shakespeare’s Julius Caesar. Vi ser Welles gennem Efrons øjne. Efron spiller den 17-årige Richard Samuels, der som high school knægt bluffer sig ind i Welles’ produktion. Welles ser Samuels som en knægt med talent, og filmen igennem ser de hinanden an. De har dog et voldsomt ulige forhold, da Welles som instruktør og hovedrolleindehaver i teaterproduktionen forfører og tryner alle omkring ham, fyrer skuespillere som han lyster og generelt opfører sig som Gud på jorden. På trods af, at Linklater forfalder sig på nogle banaliteter gennem historien, er filmens styrke, at den forbliver tro mod Orson Welles’ faktiske produktion af Julius Caesar og til 30’ernes teaterverden.

I sidste ende bliver fokus på Efron dog en hæmsko for filmens helhedsindtryk, da hans historie og egentlig også aura som skuespiller er mere eller mindre uinteressant i forhold til portrætteringen af den teaterverden, hvor handlingen udspilles, og som nævnt tidligere, Mckay’s Welles.

4 ud af 6 stjerner.

Af Henrik Seehuusen

Luftens sidste mester (org. The Last Airbender) er en filmatisering af tegnefilmserien “Avatar - The Last
Airbender” fra Nickelodeon (Avatar blev fjernet fra titlen af filmen for at undgå copyright issues med den anden Avatar-film). Den fremragende børneserie har fået hollywoodbehandlingen, og blev udsendt midt i den hedeste sommer “over there”, hvor serien naturligvis også har haft størst gennemslagskraft. Nu får vi så endelig lov at se filmen i Danmark, hvor serien har kunnet ses på DR1, og på trods af den klodsede oversættelse af titlen, glæder man sig over at man ikke, som med de første Harry Potter-film, har
begået fejltagelsen at udsende en dubbet version. Også selvom det er fordi serien ikke har nydt den helt store popularitet herhjemme.

Og det er en skam! For Airbender var en kompakt eventyrfortælling, med et spændende og visuelt nyskabende univers, og karakterer som udviklede sig igennem hele serien. Sammensat med barnlig humor
og udtryk, var mere modne overvejelser om at vokse op og tage stilling til verden, og oveni hatten en masse fremragende action, hvor man gang på gang blev imponeret over de kreative måder, ’bending ’blev brugt på.

Begrebet ’bending’ (på dansk: betvingning) kræver en forklaring. ’Airbender’ referer til en person som, bogstavelig talt, ’bende’ air, altså betvinge luften. Der findes 4 slags ’benders’ og de har hver deres element – Luft, vand, jord og ild. Denne idé giver mulighed for fantastiske visuelle sekvenser hvor elementerne bliver betvunget via kampsport, og tegnefilmene leverede varen. Nu hvor skuespillerne er rigtige mennesker,
kræver det også realistisk udseende effekter, og heldigvis er denne centrale del af universet den som bedst har klaret springet til det store lærred. De visuelle effekter i filmen er fremragende og imponerende. Sammensat med et kraftfuldt og medrivende score af James Newton Howard, gør det filmens
actionscener til virkelige højdepunkter, akkurat som de var i serien.

Filmen er en roadmovie, som dog bliver fortalt rimelig letbenet og med flere smutveje (læs: dårlig narration). Sådan går det når man prøver at presse en sæson på 20 afsnit ned til under 2 timer, og det kan man leve med, selvom det nogle gange er lige ved at blive frustrerende. For kendere af serien er der ikke meget nyt at hente i filmen. De fortælletråde som er med i filmen er stort set uændrede fra serien, og resten simpelthen skåret væk.

Skuespillet er sekundært i en film som denne, og i så meget større grad når hovedpersonener alle er børn. Og selvom der er lige lovlig meget Hannah Montana/High School Musical æstetik over børnene
(flere af dem ligner allerede nærmest plasticdukker), så klarer de sig nogenlunde, og formår ikke at ødelægge scener som kan reddes. Nogle steder er det dog tydeligt at folk er akavede over de replikker de skal levere, og det er mest manuskriptets skyld, som nogle steder bliver ret opslugt i mærkelige ord
og forhastede følelseserklæringer. Den slags slipper man trods alt stadig bedre fra i tegnefilm.

Det skal nævnes at Airbender er instrueret af M. Night Shyamalan, og man må sørgeligvis konstatere at han har nået det punkt de fleste hollywood-instruktører ender ved; der hvor man har givet afkald på sin egen identitet og bliver en del af maskineriet. Det er stort set umuligt at se at Shyamalan har instrueret filmen. Hvor hans film for bare 10 år siden osede af tålmodighed og selvsikkerhed, virker de nu som forjagede forsøg på at tilfredsstille et kernepublikum. Hvadend årsagen må være, er det synd at Shyamalan ikke har formået at komme med noget modspil til serien, og ender med at virke som en tolk som simultanoversætter til live action og misser nogle ting i farten. Forhåbentlig får han lov til at færdiggøre trilogien, så han får mulighed for at vokse med opgaven, og bringe lidt af sig selv med ind i projektet.

Airbender er en actionfilm for børn og voksne, men mest børn. Der er nogle fremragende visuelle idéer som er ligeså perfekt udført som de er komplekse, og nogle antydninger af de ting ved serien som gjorde at den hævede sig over de fleste andre børneprogrammer. Serien blev betydeligt stærkere i anden sæson, hvilket jo kun kan give forhåbninger om en bedre 2’er. Men for en som er ukendt med universet, vil det være svært at se, hvad der skulle gøre denne fantasi anderledes fra alle de andre.

4/6

]]> http://www.nosferadio.dk/?feed=rss2&p=3446 http://www.nosferadio.dk/?p=3428 http://www.nosferadio.dk/?p=3428#comments Thu, 19 Aug 2010 10:01:58 +0000 Dorte Winkler http://www.nosferadio.dk/?p=3428

Smukt tyrkisk drama. Honning. Photo courtesy of Miracle Film

Af Maj Weise Christiansen

Det smukke tyrkiske drama ”Honning” (”Bal”), som i februar vandt Guldbjørnen i Berlin, kan nu ses i danske biografer. ”Honning” er instrueret af tyrkiske Semih Kaplanoglu, og den er den tredje og sidste film i trilogien ”Sjælens bånd”, der også inkluderer to af Kaplanoglus tidligere film, ”Æg” (”Yumurta”) og ”Mælk” (”Süt”). De tre film er uafhængige af hinanden bortset fra, at de alle tre har en hovedperson ved navn Yusuf som gennemgående karakter.

I ”Honning” centrerer handlingen sig omkring drengen Yusuf (Bora Altas), der lever med sine forældre i bjergrigt og isoleret område af Anatolien i Tyrkiet. I filmens åbningsscene bliver man præsenteret for faderens (Erdal Besikcioglu) job. Han er biavler, og med et reb om livet må han klatre mange meter op ad glatte træstammer for at få fat i den honning, som er familiens livsgrundlag. Men den gren, hvorpå rebet er bundet, knækker, og pludseligt hænger faderen med hovedet nedad i 50 meters højde. Hvad hans skæbne bliver, får man først svar på senere i filmen, men åbningsscenen er med til at kaste en dyster stemning over filmen.

Yusuf er en meget mut dreng. I skolen er han en outsider, han stammer, og der bliver grint af ham bag hans ryg. Når Yusuf begiver sig ud i skovene med sin far på jagt efter honning, liver han dog op. Mellem fader og søn hersker der et særligt bånd, og det er kun sammen med faderen, at Yusuf er sig selv.

”Honning” er en meget stille film. Instruktøren Semih Kaplanoglu formår således at trække tempoet helt ned og dvæle ved hvert enkelt billede. Men selvom der tydeligvis er kræset for billedsiden, så bliver filmen dog noget langtrukken i længden.

Det skyldes især, at der er mange scener, der bliver gentaget. Fx Yusuf, der spejder ud over skoven, eller Yusuf der fra et vindue betragter sine legende klassekammerater. Derudover er der meget lidt dialog i filmen. Karaktererne er lidt glansløse, og man kommer aldrig helt ind på livet af dem og lever med dem. Det sker kun i få scener, fx i de scener, hvor Yusuf foran sine klassekammerater stammende forsøger at læse op fra sin lærebog. Der gør det rigtigt ondt.

Men ”Honning” er en meget smuk film, og naturen er en stor og nådesløs aktør i filmen – og dermed ikke blot et dekorativt bagtæppe. Naturen påvirker handlingen og er med til at skabe filmens forløb. Da bierne i de stader, hvorfra Yusufs far henter honning, dør, må faderen begive sig længere ind i skoven for at sætte nye stader op i trætoppene. Og det bliver skæbnesvangert for ham.

På trods af at ”Honning” er en usædvanligt smuk film, og på trods af filmens historie om forholdet mellem far og søn er vedkommende, så blev jeg dog aldrig rigtigt fanget. Faktisk tog jeg mig i at ”svømme hen” i egne tanker flere gange under filmen. Men hvis man er til de mere stilfærdige og dvælende film, kan ”Honning” anbefales.

3 ud af 6 stjerner.