Med mindre man af uransagelige årsager er kæmpe fan af Frankie Valli og hans ”Four Seasons” band, vil ’Jersey Boys’ nok ikke ophidse den gennemsnitlige biografgænger mere end en tirsdags doku-soap på TV. Det er en kæmpe ”ommer” til Clinten.
Biopicen må efterhånden være en af de mest udtømte kategorier i Hollywood, og det er da heller ikke første gang at selveste Clint Eastwood prøver kræfter med genren, da han tidligere både har haft Nelson Mandela og J. Edgar Hoover som sine biografiske forbilleder. Denne gang danner det musikalske bagkatalog af ”Frankie Valli & The Four Seasons” rammerne for historiens gang fra New Jerseys gangsterslum til rockmusikkens ”Hall of Fame”. Filmen fungerer således som enhver anden ”rise to stardom”-historie, med alt hvad det indebærer af succeshistorier, intriger, nederlag, kærlighed og tragedier. Drengene fra Jersey’s forbindelser til det kriminelle miljø gør det dog bestemt ikke lettere for dem at gøre tingene på den konventionelle måde, og snart er der bøvl med lånehajer, mafiabosser og de obligatoriske elskerinder.
Stop nu for fanden med at kigge ind i kameraet!
Måden Clinten har valgt at fortælle historien på er, at lade de fire bandmedlemmer, på skift, bryde den fjerde væg og således fortæller, fortolker og forklarer de hvorfor, hvordan og hvorledes. Man kan vel sige at lige netop dette aspekt af filmen er noget, der får den til at skille sig en smule ud fra sin genre, men nøøøj hvor er det dog irriterende, og totalt ikke hvad Clinten normalt gebærder sig i. Det er jo ikke fordi denne fortælleteknik ikke kan fungere (tænk Frank Underwood), men når den bliver brugt til at understrege den anekdotiske og fuldstændigt fragmenterede struktur, er denne stil med til at punktere et hvert drama der skulle være under opsejling, da man ca. hvert tiende minut runder af med at fortælle, hvad der så skete. Hele filmens struktur, som netop er bygget op omkring en montagestil, afslører filmens sande natur: En corny musical uden hoved eller hale, hvis eneste appel er dens halvsjove små chauvinistiske jokes, og et par sange man kan genkende og synge med på.
Stage performance så det batter!
Fortællemåden er taget direkte fra sceneopsætningen af samme navn, og endda med en del skuespillere der har deltaget i en eller flere af disse opsætninger. Påvirkningen fra dens musicalrødder skinner igennem på en utroligt kitsch måde hele vejen igennem filmens kedelige narrativ for til sidst at eksplodere i en farce af en rendyrket ”musicalsk” danse/syngescene, hvilket er vildt forvirrende, for man er bare ikke sikker på, om det er meningen at det her skal tages seriøst eller ej, om filmen er et drama eller en letbenet musical.
Et grundlæggende problem
Biopicgenren har det ofte med at blive en hyldest til den person, der bliver portrætteret, og den får fuld skrue i ’Jersey Boys’. Det lader til at respekten omkring Valli, plus kumpaner, simpelthen er for stor i forhold til graden af kunstnerisk udfoldelse. Eastwood vil have alle de gode små anekdoter med, samtidig med at han forsøger at afbillede et følelsesdrama imellem Valli og hans datter Francine, der knap får skærmtid, men alligevel synes at have en eller anden form relevans for historiens udvikling. Personligt fandt jeg det utroligt svært at blive emotionelt investeret i nogle af filmens karakterer, der mod slutningen føles fuldstændigt statiske. Der er ingen følelse af at have oplevet, opnået eller overlevet noget som helst andet end at have lyttet til et par sange, som heller ikke er bedre, end at de var gode dengang i 50’-60’erne.
Flot tidslomme
Netop det skabte tidsbillede er et plus ved filmen, hvor der må siges at være blevet investeret end del tid i at få det hele til at se super lækkert ud. Alt fra påklædning, set-design og sociale relationer. Det er dog bare ikke rigtig nok, når dramaet er så tyndt og den bedste underholdning var at spotte ”Sopranos stjerner” undervejs. Jeg talte tre – dog må ’Jersey Boys’ nøjes med to herfra.