Efter en lang aften mandag havde begge reportere svært ved at slippe sengen, med det resultat at morgnens første visning blev aflyst til fordel for et par ekstra timers tiltrængt søvn. Således halvt udhvilet fik vi kæmpet os frem til en plads i vores favoritbiograf Palast til en Out of competition visning af den amerikanske indie Please Give, der som titlen indikerer, handler om at give til andre. Det er en til dels klassisk feelgood, men breder sig alligevel ud over en del undergenre, heriblandt komedie, drama og romantik, hvilket får den til at blive en smule rodet. Langt hen ad vejen bærer den det dog okay, blandt andet med solidt skuespil fra navne som Catherine Keener, Amanda Peet, Rebecca Hall og Oliver Platt, men man kommer dog ud af salen med en lidt nå-agtig fornemmelse, da man ikke rigtig ved om man skal grine eller græde. Please Give slår egentlig på samme tema som den nyeste Noah Baumbach-film Greenberg, som vi så tidligere på festivalen. Budskabet om, at mennesker primært er dårlige mod hinanden, spydige og usympatiske – og at det tager dem lang tid at indse, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Overordnet er Please Give lidt en tøsefilm i den forstand, at tre generationer af kvinder bliver portrætteret i filmen, med de problemer og strabadser der henholdsvis fremkommer for hver generation.
Med en hurtig bid brød og en Red Bull(der er blevet en obligatorisk del af reporternes dagskost), gik turen imod en ny destination; Babylon ved Rosa Luxembourgs plads, hvor 5 af kortfilmkonkurrencens film blev vist. Her var udover to danske repræsentanter i form af Megaheavy og Ønskebørn film fra så forskellige lande som New Zealand, Finland og Kina. Biografen havde noget af det samme ostalgie over sig som International på Karl Marx strasse og var godt fyldt op til dels takket være, at instruktørerne og flere af skuespillerene fra filmene var mødt op til en kort Q&A bagefter. De fem film var af meget forskellig kvalitet med kinesiske Warmth of orange peal som den dårligste og den iranske Ask the wind som den mest helstøbte. Her ankalges en kvinde for et muligt mord, da hendes tørklæde rives med af vinden, da hun er på en skoleekskursion. Danske Megaheavy var den bedste af de to danske med sit skæve portræt af den mildt sagt nørdede Jollys første møde med kærligheden.
Efter Berlinale Shorts begav vi os tilbage mod centrum, hvor Martin stærkt har advokeret for den nye Jackie Chan-film Little Big Soldier, som lod til at være lidt af et brag! Martin var nemlig som forvandlet fra seriøs aspirerende topanmelder til Jackie Chan-fanboy det sekund vi trådte ind i salens mørke i håbet om noget god gammeldags Jackie Chan action. Det skal dog siges, at et spændende plot og omtale af filmen (“Jackie Chan i topform”) også lagde ekstra brænde på bålet. Desværre faldt filmen lidt for ofte tilbage på det velkendte komiske og fjollede, og glimrede kun få momenter med seriøsitet. Hvis man er stor Chan-fan generelt, er det en fed film, for den er fyldt med flotte og gode actionscener, men ja – det mesterværk, især Martin, håbede på, var den altså ikke.
Da metaltrætheden over festivalens mange indtryk havde præget Nicolai hele dagen, var han indstillet på at tage hjem efter den kinesiske sværd-og-sandal komedie. Martin havde egentlig billet til en sen visning af En ganske snill mann men ombestemte sig, da han ikke gad at vente 2 1/2 timer. Derfor besluttede makkerparret sig for at resten af aften krævede lidt R&R på Das filmcafe. Prosst!!!
Af Nicolai Eskesen og Martin Wolsgaard.