A Ghost Story

stjerner6

af Mathilde Johanne
1. februar 2018

Det er svært at forstå, hvordan man kan se så meget sorg i Casey Afflecks øjne, når de blot er to sorte huller i det lagen, han har over hovedet.

Det er også svært at forstå, hvad sorg er for en størrelse. Men instruktør David Lowery skildrer med sjælelig akkuratesse ensomheden i tabt kærlighed med både teknik og tema.

Affleck som tegneseriespøgelse
Udgangspunktet lyder mere end langt ude. Mange gange har folk fortalt om ’A Ghost Story’, filmen hvor Casey Affleck går rundt med et lagen over hovedet og stirrer ud i luften. Det er ikke helt ved siden af. Kun navngivet af deres forbogstaver C og M, bor et ungt par i et lille kedeligt hus midt i ingenting. Et lys glimrer på væggen, og der kommer en mærkelig lyd fra klaveret om natten. Selv hvis man ikke har hørt Casey-i-lagenet-historien, vidner et distanceret, nærmest alvidende kamera om, at freden snart er forbi. De fleste af indstillingerne er livløse i det meste af deres varighed, som om de glimtvise handlende mennesker er kommaer i tidens stilstående væsen.

Hvordan føles det at dø
Spøgelser opstår ikke ud af den blå luft. Afflecks C dræbes på stedet i en bilulykke, og den lamslåede Rooney Maras M, tager afsked med hans døde krop i et koldt hospitalsrum. For seeren føles det ikke som om, der går mere end et par minutter, før han pludselig rejser sig op under ligklædet, og begiver sig ud i en hæsblæsende verden, hvor tid og rum er opløst.

Skildringen af tid er ubehageligt effektiv. Som seer følger vi spøgelsets perception af historiens gang, hvor der ingen rolige holdepunkter er. Spøgelset søger ro, men vejen dertil er som at finde en nål i en høstak, og det er ikke let med lagenluffer. Klipningen er udført med så perfekt omtanke, at man føler smerten ved livets opløsning på egen krop.

Gribende filmpoesi
Regner man med en generisk quirky film med Sundance ry, får man langt mere end forventet. Måske endda mere, end man kan klare. Hvis man overgiver sig til den intense fortælling, har man et af sit livs biografoplevelser i vente. Personligt tror jeg ikke, mit verdensbillede har været så svækket af intens gråd, siden første gang jeg så Isao Takahatas ’Grave of the Fireflies’.

Lowery leverer et intenst udramatisk livsværk, der overskrider naturlovene. Kemien er elektrisk mellem spøgelset og den efterladte, der for evigt er splittet af skellet mellem liv og død. Det er gift for romantikere. ’A Ghost Story’ er så sørgelig, at kroppen hulker den lydløse gråd, som man kun kan græde over det, der virkelig betyder noget. Hvad der lyder som en latterlig indie-gimmick, bliver moderne filmpoesi.