A Womb of Their Own – MIX

stjerner6

af Fred Hoff
4. november 2017

Heteroseksuel og ciskønnet filmskribent lærer markant mere om alternativ kønsidentitet på 85 minutter end på en hel levetid.

Jeg følte mig mildest talt mindre end kvalificeret, da jeg satte mig ned for at overvære Cyn Lubows nyeste dokumentar ’A Whomb of Their Own’. På plakatens så jeg, hvad der så ud til at være to glade mænd, der holdt om hinanden – den ene af dem med en stor flot graviditetsmave. Allerede her var jeg forvirret.

I forvejen betragtede jeg mig selv som en ret moderne DR2/Politiken+-segment Dansker, men jeg mente dog at kunne huske fra folkeskolebiologi, at graviditet plejer at være et fænomen forbeholdt kvinder. Jeg var således allerede i fremmedterritorie inden filmens begyndelse, og jeg frygtede snarligt at måtte opsige både min status som rummelig hyggesocialist og mit Politiken abonnement.

Netop inden jeg gav op og erklærede mig endeligt uegnet til at forstå dette fremmedartede værk, gik filmen i gang, og det var som om en varm faderlig (og på samme tid moderlig) hånd lagde sig på min skulder. Det var Lubow, der i den allerførste scene stille og roligt tog sit overskæg på og forklarede mig filmens koncept. Pludselig var jeg helt rolig.

Slap af
I ’A Whomb of Their Own’ følger vi seks mennesker, som alle er eller har været gravide, og som alle identificerer sig uden for de klassiske kønsnormer. Ud over dette er der tale om seks enormt forskellige individer med hver sin historie og hver sin unikke kønsidentitet og seksualitet.

Den første af de seks er instruktøren selv, som er ældre end de andre og allerede har to voksne børn. Trods sine fødsler identificerer Cyn sig ikke som kvinde, hvilket åbenlyst er lidt af en provokation, da rollen som moder for mange er et af de sidste begreber, der kan erklæres entydigt feminine. Alligevel lykkes det Lubow med sin afsindigt jordbundne og afslappede facon at gøre konceptet 100% spiseligt og naturligt allerede inden for de første 5 minutter.

Tilbage i skolen
Filmen består af en lang række interviews med de seks mødre, som både beskriver komplikationerne ved deres specielle fødselssituation, men også deres respektive komplekse køn og seksualiteter. 85 minutter med rent snak kunne nemt blive ensformigt, men personerne og deres historier er simpelthen så interessante og rørende, at skærmen på intet tidspunkt mister min opmærksomhed.

Dokumentarer kan både være kunstneriske og informative, men ’A Whomb of Their Own’ bevæger sig klart mest i den sidstnævnte kategori. Ud over få korte animationer af todimensionelle påklædningsdukker og et langt fra bemærkelsesværdigt soundtrack er filmen mest af alt en lærefilm, som skal bedømmes herefter. Jeg er endeløst begejstret for at være på skolebænken hos lærer Lubow.

Da mine seks undervisere er færdige, og rulleteksterne er på vej hjem, sidder jeg udmattet, rørt og vis tilbage. For jeg er jo ikke ukvalificeret til at se ’A Womb of Their Own’. Den er lavet til mig. Til alle os velmenende ciskønnede, der har kilovis af spørgsmål men aldrig får dem stillet. Tak for forelæsningen.