Alien: Covenant

stjerner2

af Niels Harpøth
17. maj 2017

I biografen kan alle høre dig gabe af ’Alien: Covenant’. Den serverer middelmådighed på middelmådighed i et forfejlet forsøg på at tilfredsstille både publikums forventninger om rumgys og Ridley Scotts filosofiske og litterære interesser.

Ridley Scott er ligeglad med xenomorphen. Han er heller ikke synderligt interesseret i mennesker. Han giver I hvert fald ikke mere end en fløjtende fis for besætningen på koloniseringsskibet Covenant, der blandt andre tæller Ripley suppleanten Daniels og androiden Walter. De har kurs mod en lovende og sikkert ganske ufarlig planet, da de opsnapper et nødsignal og derfor lægger deres kurs om for at undersøge kilden: En fremmed planet, hvor der selvsagt venter dem død og lemlæstelse.

Langt fra LV-426
Men vi er stadig langt fra det monster, som vi kender og elsker. I stedet for at komme i karambolage med facehuggers kommer diverse sikkerhedsfolk til at frigive nogle sporer, der flyver ind i næser og øregange. Før nogen kan sige ”pixel” eksploderer nye varianter af xenomorphs ud af deres kroppe: Små, blege bæster der mest af alt ligner resultatet af en stangstiv trekant mellem abe-, huskatte og H.R. Gigers skabning.

Ret skal være ret- det er relativt effektivt første gang sådan en klam Satan hiver sig selv ud af ryggen på en anonym karakter. Men så er der heller ikke flere penge på monsterkontoen. ’Covenant’ er ekstremt kedeligt fortalt. Når et af de hersens blege xenomorph-light monstre flår underkæben af en sagesløs statist og det eneste man tænker over, er den ekstremt konventionelle brug af shakycam til formidling af panik og intensitet, så ved man, at det gået helt galt for Scott og kompagni.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at designæstetikken har ladt H.R. Giger i stikken og i stedet trækker på polske Zdzisław Beksińskis golde og vindblæste mareridtslandskaber. Væk er de voldsomme seksuelle konnotationer og samme historie kunne være fortalt med velociraptorer.

Djævlen i maskineriet
I det mindste er Michael Fassbender nogenlunde fængende. Hvis der er noget, som Scott går op i, så er det hans androider og deres komplekse forhold til hinanden. Og til deres skabere. For ikke at nævne deres skaberes skabere. Eller, interesseret er måske så meget sagt. ’Covenant’ samler en god håndfuld tråde op fra ’Prometheus’ og prøver at spinde dybsindige tematikker. Dog uden den store succes. Man kan smide om sig med litterære referencer i dialogen, men det er i sidste ende ligegyldigt hvis de ikke gribes af plottet og bare lander pladask på jorden.

Foruden kedsommeligheden er filmens dødssynd, at den har ordet ’alien’ i sin titel. Det placerer nemlig et element i forgrunden, selvom det mest har virket som en bagtanke. ’Covenant’ skraber aldrig bunden som sin forgænger. Samtidig har den ingen sekvenser, der brænder sig fast i hukommelsen som abort-scenen fra ’Prometheus’. For hver interessant ide har to dårlige sneget sig med ind i fortællingen og ’Covenant’ ender som en hybrid: Ikke et perfekt monster som dens skaber måske havde håbet, men som et slattent misfoster. Hvis det er nogen trøst, så er det svært at se det som en tragedie, når det bare er endnu en i rækken.