Grum forulempelse af sind og sjæl.
Instruktør Michael Cuesta samt de fire krediterede manuskriptforfattere har begået en thriller om terror der er omtrent ligeså vellykket som krigen mod ditto. Misfosteret er en filmatisering af Vince Flynns bogserie om CIA-agenten Mitch Rapp. Bøgerne har opnået bestseller-status hjemme i Guds eget land, og det er tydeligt, at produktionsselskabet CBS Films lægger op til en arvtager til Bourne-trilogien. Hvis han findes, altså Gud, så kuldsejler projektet, inden vi når at se flere film i serien. Denne anmelder krydser i hvert fald fingre.
En psykopat fødes
Da Rapps (Dylan O’brien) idylliske badeferie bliver afbrudt af islamiske terrorister og kæresten skudt, starter en ubehagelig rejse for publikum. 18 måneder senere har vor helt udviklet sig til lidt af en hævngerrig psykopat. Vi ser hans evne til fungere i samfundet er stærkt begrænset, og han begår selvtægt i et forsøg på at hævne kæresten. Mitch er altså en radikaliseret, farlig og mentalt ustabil ung mand, men det er cool, fordi han kun vil dræbe terrorister.
CIA pågriber ham, men chefen (Sanaa Lathan) ser potentiale i hans forstyrrede unge sind – han bliver fluks sendt til en hemmelig træningslejr under ledelse af den bistre Stan Hurley (Michael Keaton). Han træner en ny generation af hemmelige agenter, som skal operere alene i felten uden støtte eller officiel anerkendelse og med instruks om at begå selvmord, snarere end at blive fanget. Træningen bærer præg af indoktrinering og Hurley påpeger selv Mitchs ustabile mentale tilstand. Indtil videre minder heltene i filmen altså utrolig meget om de fjender, de skal bekæmpe.
Træningen afbrydes da russisk atomart materiale bliver stjålet, og frygten for et nukleart terrorangreb stiger. Snart optrævles et plot involverende Iran og den italienske mafia styret af den mystiske Ghost (Taylor Kitsch), der er en tidligere elev af Hurley. Pladen fuld på skurkeklicheer, og så går jagten ellers vanen tro igennem sceniske kulisser fra europæiske storbyer.
Kreativ falliterklæring
Alt dialog er eksposition eller uoriginale one-liners. Koreografien i kampscenerne er set bedre i John Wick-, Bond- og Bournefilmene. Computereffekterne, som navnlig klimakset afhænger af, er pinligt ringe – uden tvivl de mindst overbevisende jeg har set i en blockbusterfilm i mange år. Skurke- og heltegalleriet udgøres af stereotyper uden karismatiske skuespilpræstationer eller et manuskript, der giver plads til karakterudvikling.
Der er tale om utroligt dovent filmhåndværk, der forsøger at læne sig op af etablerede franchises uden selv at nå op på samme niveau eller at bidrage med noget originalt – kombineret med et uinspireret soundtrack og ditto kameraføring virker filmen længere end de små to timer, den varer.
Problematiske budskaber
Rapp er en ”bad hombre” som gør rigtig grimme ting, men filmen iscenesætter ham som et nødvendigt onde. Desværre har jeg det bare ikke godt med at skulle sympatisere med blodrusen hos en psykisk ustabil selvtægtsmand, som tydeligvis er ligeså radikaliseret som hans modstandere.
Hvis der var tale om en superheltefilm eller bare en film, hvor institutionen bag agentens træning/beføjelser selv kritiseres (som i Bourne-serien), så ville jeg ikke have et problem med filmens moralske gråzoner. Men da der netop er tale om en mere jordnær og forsøgt realistisk skildring af terrorisme, så fik jeg oplevelsen af at være vidne til en obskur hævnpornofilm, hvilket kun understøttes af, at det er en meget mere brutal og blodig affære end f.eks. Bond-filmene.
Jeg gider faktisk ikke se fingernegle blive trukket ud, når det ikke tjener andet formål end at få mig til at føle et eller andet, fordi resten af filmen er så forbandet middelmådig. På den anden side illustrerer lige dén scene meget godt min biografoplevelse: ren tortur.