Annabelle 2: Skabelsen

stjerner4

af Claus Nygaard Petersen
10. august 2017

Der foregår ting og sager i det lille uhyggelige hus på prærien. En usædvanlig creepy dukke, en masse piger der skriger og lidt dæmonisk tilstedeværelse giver et godt lille sommergys.

Horrorfilm har det med at få efterfølgere. Endda mange af dem. For hvorfor ikke? Den originale film har været en succes, og nu kan man bare køre videre på navnet i søgen efter den nemme indtægt. Hvis man endda også kan slippe afsted med at lave dem på et mindre budget – ja, så gør man selvfølgelig også det. Det hele handler jo om penge trods alt. Denne fremgangsmåde producerer ofte nogle pauvre resultater, men engang imellem sker der noget smukt. En af efterfølgerne viser sig at være god. Endda på højde eller bedre end originalen.

Den føromtalte dukke bliver skabt af en dukkemager (Anthony LaPaglia), der sammen med sin kone Miranda Otto) og datter, bor i et stort hus i midten af ingenting. Datteren dør pludselig og efter nogen år, tilbyder dukkemageren husly til en gruppe børnehjemsbørn og deres værge, nonnen Charlotte (Stephanie Sigman). Noget er dog ikke helt som det skal være. I starten er det kun pigen Janice (Talitha Bateman) der lægger mærke til det. Men snart kan ingen af dem undgå det der lurer i mørket.

Snigende ondskab
Den her slags horrorfilm har et mål; få dig til at springe, som en velspændt fjeder i sædet, af skræk. Og det lykkedes faktisk her. Instruktør David F. Sandberg sætter fint universet op og i stedet for at bombardere med skræk fra start, vælges der en langsom og metodisk opbygning. I starten forgår alt i skyggerne. Man kan lige ane noget bevæge sig, man kan høre noget der ikke burde være der.

Denne leg med publikums forventning om, at nu kommer der noget uhyggeligt og så holde det tilbage, er en svær kunst. Men Sandberg leverer varen her. Mere end en gang kigger Janice ned ad en mørk gang og man ved bare der kommer til at ske noget. Her har de oftest valgt at lade scenen være fuldstændig stille, så det eneste der høres er Janices vejrtrækning. Det er simpelt, men alligevel særdeles effektivt. Lyddesign kan skabe eller dræbe en horrorfilm. Heldigvis er det her det første der er tale om.

Kommende stjerner
Kernen i filmen er venskabet mellem Janice og veninden Linda (Lulu Wilson). Deres kemi er så god, at man vitterligt tror de er de bedste veninder i verden. Hvor Janice fornemmer problemer fra start, er Linda bare glad for at være det nye sted. Det ændrer sig dog og Linda bliver nødt til at stille op og være der for veninden. Udviklingen fra skræmt lille mus til helt virker heldigvis ikke ude af trit med karakteren.

Både Bateman og Wilson leverer i den grad varen. Batemans tiltagende rædsel for hvad der sker brænder virkelig igennem og i anden halvdel, Wilsons higen efter at redde veninden ligeså. Begge har en stor fremtid foran sig, hvor Wilson i og for sig allerede har etableret sig indenfor horrorfilm med denne præstation og ’Ouija: Origin of Evil’.

Ingen præstationer falder igennem og overspil er bemærkelsesværdigt fraværende med tanke på, at det er en horrorfilm der er tale om. Noget genren ellers har et berømt og berygtet ry for at levere.

Den lille horror der ku’
Det er fedt med en film, der ikke forsøger at være mere end den er. Det er en fin lille horrorfilm og Sandberg får det maksimale ud af det han har at arbejde med. En fin opbygning og et hæsblæsende klimaks, tilsat et par fine referencer til andre horrorfilm, resulterer i sommerens herligste gys.