Ant-Man and the Wasp


Den lille mand kæmper i en stor film, der selv kæmper med gigantiske problemer og stupiditet, så man til sidst ender med den størst mulige hovedpine, når man tænker alt for meget over den.

Er Marvels film univers (MCU) efterhånden ved at nå sit mæthedspunkt? Hvad der før var inspirerende og ambitiøst, med et stort, og til tider kompliceret, spindelvæv af film, der foregik i det samme univers og nåede sit indtil videre absolutte klimaks med den kataklysmitiske ’Avengers: Infinity War’, skal nu køre videre med lidt let action-komedie.

En utaknemmelig opgave for enhver film og forudsætningerne er ikke ligefrem bedre, når der er tale om en fortsættelse til en af de mere forglemmelige MCU-film, ’Ant-Man’.

Den titulære Ant-Man, Scott Lang(Paul Rudd), er stadig i gang med at lære, hvordan man skal være en superhelt og også en god far for sin lille datter. Hank Pym (Michael Douglas), den originale Ant-Man, og Scotts måske/måske ikke kæreste, Hope van Dyne (Evangeline Lilly), har brug for hans hjælp til at redde Hopes mor, Janet (Michelle Pfeiffer), fra den ellers sikre død.

Skønne spildte kræfter
Jeg kan egentlig godt lide det meste af Marvels film. Så længe man er med på, at det bare er underholdning, så er der som regel 1.5-2 timers fin eskapisme. ’Ant-Man and the Wasp’ er dog ikke dette, den er det man flygter fra.

For det første, så er Scott Lang en voldsomt irriterende helt. Kendere af tegneserien vil vide, at Pym karakteren rummer langt mere interessante og komplekse emner, som ville give Ant-Man karakteren noget tiltrængt dybde og kant.

I stedet har man valgt at gå ’Far til fire’ vejen, med sødsuppe, fjollerier og moraler en masse. Hvilket i og for sig også kunne være acceptabelt, men den italesætter sig selv som værende mere intelligent end den egentlig er. Havde filmen anerkendt sin egen dumskab og gået fuldt ud på det, havde der været god mulighed for en ubesværet sommerflirt – resultatet er dog nærmere et akavet one-night-stand, hvor begge parter prøver at glemme hvad der lige er sket.

Hvilken skurk, suk
Der er en god film et eller andet sted. Hovedskurken, Ghost (Hannah John-Kamen), kommer dog aldrig ud over kanten, selvom potentialet er der. Motivationen for hendes gerninger giver mening, men hvad der kunne have været en rigtig farlig modstander i næsten hvilken som helst anden MCU-film, ender her som en halvvåd papfigur.

Utroligt at ingen af filmens 5 manuskriptforfattere har tænkt ”Hey drenge, skal vi ikke lave en spændende skurk, sådan som de gjorde i ’Black Panther’ og ’Infinity War’?”.

Nerve og intensitet er ikkeeksisterende, endda i en sådan grad, at jeg sad og længtes efter at se 1’en igen. Der er nogle fine kampscener og der leges lidt med at skrumpe- og forstøre ting, men igen, det er bare ikke nok.

’Ant-Man and the Wasp’ er til dato lavpunktet i MCU. Den er kedelig og tandløs, dog med enkelte lyspunkter. Men osen af spildte muligheder er så stærk, at jeg håber dette var den sidste film om den irriterende myre-mand. Ellers må der en god gang insektspray til.


foto: kino.dk