Avengers: Infinity War

Hollywoods stjerner er samlet i Marvels ultimative, endegyldige og episke opgør på det store lærred.

 

 

 

Marvels nyeste og største film ’Avengers: Infinity War’ lever op til dens hype og formår at give et twist på en model, som har cementeret superhelteselskabet som bossen af Hollywood.

Hjem kære hjem

Hvis du er ligesom mig, har du set godt ti års franchisefilm, der essentielt set har ledt op til den her film. Det i sig selv kan være en overvældende tanke. Som fan er jeg dybt begejstret for idéen om at alle mine yndlingshelte for lov til at møde hinanden. Som kritiker strider det imod alle mine naturlige instinkter om, hvad en film på 2,5 time kan nå at gøre.

Men når ’Avengers: Infinity War’ lægger op til, at alle heltene skal mødes på tværs af rummet for at bekæmpe den universelt onde titan Thanos (Josh Brolin), sidder man og klapper i sine små nørdede hænder. Det er eskapisme når det er bedst.

Thanos vs. MCU

Marvels logo flasher over lærredet og jeg kan mærke spændingen i kroppen. Vores første helte bliver introduceret og jeg sidder med det samme på kanten af stolen for at følge med i, hvad de bliver udsat for. Jeg er positivt overrasket over, hvor godt tempoet er. Især i forhold til den skare af karakterer vi skal igennem. Filmen starter lige på og hårdt, og man er ikke i tvivl om, at Thanos er en, du skal frygte. Hans mål er at fjerne halvdelen af universets befolkning. Han skal have de ekstremt magtfulde infinity stones for at opnå det. Ræset er i gang.

’Avengers: Infinity War’ fortsætter med at imponere. Overgangen imellem de forskellige Marvel film er legende let og man skulle tro, at det var det her Russo brødrene altid har lavet. Dér er ’Guardians of the Galaxy’ og her slap vi sidst fra ’Thor: Ragnarok’ og også Hulk for lov til at udvikle sig gennem filmen. Karakterne beholder de motiver, som er blevet udviklet igennem de andre film, så de kan være sig selv, uden at skulle gå på kompromis med det nye store plot.

Spændingen forsætter helt til slut og man sidder ret mundlam, da rulleteksterne begynder. Man har nogle forventninger til actionfilm, men det er et ret stort statement ’Infinity War’ laver med sin slutning.

Ja, der er nogle karakterer, som ville have godt af at have mere spotlight, i forhold til at de ikke har deres egne film. Den overordnede komposition af det onde, som Thanos repræsenterer vs. heltenes idealer og personlige motivationer rammer dog plet.

En liga for sig selv

Så her kommer problemet: Marvel film er ikke som andre film. De er unikke i deres succesfulde imperium af et univers, der er utroligt godt oversat fra tegneserierne. De er i en liga for sig selv, for der er ingen andre franchises, der har kunne gøre det, som ’Avengers: Infinity War’ kan. Du skal ikke læse bøgerne for at forstå plottet. Du behøver ikke at se de andre film, men det ville nok give et bedre emotionelt spark.

Men de fleste mennesker ser nok ikke denne slutning på ti års Marvel uden at kende en smule til det. Skal man så dømme filmen som et individuelt værk eller efter hvor godt den formår at samle de enkelte plotlinjer?

Pointen er, at når du først kan lide Marvel film, er det ikke så svært at forsætte med at holde af dem. De er bare gode. ’Avengers: Infinity War’ serverer en palet af excentriske karakterer og actionpacked, veludviklede plots, som er synkroniseret perfekt. Man griner, man er imponeret, man er underholdt. Godt gået.

 

 

Foto: imgur.com