Bare Juliet

‘Bare Juliet’ handler ikke bare om Juliet. Faktisk handler den om alt andet.

’Bare Juliet’. ’Juliet, Naked’. Okay. Så altså en film om en ”Juliet”. Så langt så godt. Hun er måske nøgen. Eller måske føler hun sig lidt billedligt afklædt. Det må være Rose Byrne, der spiller hende. Det er jo hende på plakaten. Hvad er hun mon fyldt med af følelser? Der er også to mænd på plakaten. Trekantsdrama-alarm! Hvad skal alle de plader på plakaten betyde? Kunne den i virkeligheden have heddet ’Pladder, plader og parforhold’?

Du har på nuværende tidspunkt måske fanget, at jeg var uden anelse om, hvad der ventede, da jeg fandt mig til rette i biografsædet, udover at forfatteren bag har skrevet historier og manuskripter, jeg holder virkelig meget af. Nu skal du holde godt fast kære læser, for nu forklarer jeg hvad der ligger i titlen ’Bare Juliet’

Endnu en sang om kærlighed
’Bare Juliet’, eller ’Juliet Naked’, er titlen på et kassettebånd med en demooptagelse af et album, der hedder ’Juliet’. Juliet er navnet på sangeren Tucker Crowes (Ethan Hawke) store kærlighed, som fødte hans første barn. Et barn, som han efterlod i en håndvask på en bar. Ovenstående er dog kun et lille sideplot, men selve kassettebåndet er nøglen til fremdriften i hele fortællingen.

Båndet dukker nemlig op i postkassen hos den kultdyrkende, hjernevaskede nørd Duncan (Chris O’Dowd), som har et helt rum til at dyrke denne Tucker Crowe, der har været forsvundet i 20 år. Det er tydeligt, at han dyrker figuren Tucker Crowe og sine medsammensvorne mere, end han dyrker sex med sin kæreste Annie (Rose Byrne).

Bare kedelig
Man undres over, hvorfor de overhovedet er kærester. Særligt fordi det med meget tydelige hints bliver påpeget, at Annie drømmer om børn, imens det rager Duncan mere at føde konspirationsteorier om en afdanket musikers liv. Forholdet brast heldigvis, fordi den vattede Duncan lader sig forføre af en fra arbejdet. Det giver plads til, at Annie kan dyrke den relation hun i mellemtiden har fået med Tucker Crowe, der har mailet frem og tilbage med hende om stort og småt. Ja – den Tucker Crowe.

Det er svært at hade ’Bare Juliet’, for den falder lidt i samme kategori som en lille fluffy hund. Blød, nuttet og kælevenlig, men også pisse irriterende, naiv og ikke mindst afsindigt forudsigelig. Det føles som at sidde og vente på, at klovnen falder i bananskrællen, alt imens (eks)kæresten fra helvede Duncan render rundt og forstyrrer med sin dårlige kropsholdning, bedrevidenhed og barnlighed.

Tandløs, monoton og futil
For mig er ’Bare Juliet’ en fortælling om Annie, der gang på gang render ind i nogle rædsomme mænd, og det bliver en lille smule (læs: helt overdrevet meget) for meget ’mom-rom-com’ til min smag. Den fejler ingenting, og det er muligvis hele problemet.

Er du en kvinde i alderen 48,3-48,6 der altid har drømt om at bo ved vandet og blive revet med af, hvad du tror er et romantisk eventyr, så god tur i biffen. Alle andre kan nøjes med at sortere deres myslibeholdning, tælle murstenene i naboejendommen eller fjerne alle hår fra kroppen med en pincet.

Foto: Scanbox