Køen til pressens billetluge var som altid uoverskueligt lang, da Anne i morges tog ekstra tidligt af sted, for at øge chancerne for en billet til Matthew Weiners ’Are Your Here’ torsdag aften.

En morgensur og fortravlet franskmand hidsede sig gevaldigt op over at være blevet uretmæssigt overhalet i køen. ”Nå, så tror man lige man kan snyde sig foran i køen, hva’?!” Anne havde bestemt ingen skumle planer om noget som helst, og lod, med en lettere spids kommentar, den uvenlige journalist gå foran.

Al bekymring og tværhed var glemt, da billetten nogle minutter senere lå trygt i tasken, og dagen kunne nu fortsættes med Peter Greenaways ’Eisenstein in Guanajuato’.

At ophavsmanden til montageteorien, Sergei Eisenstein, var lidt af en spilopmager, havde ingen af os regnet med. Den russiske instruktør med det viltre hår havde vi kun set på sort-hvide fotografier til forelæsninger på studiet, så den omkringfarende, energiske, humorfyldte figur på lærredet kom noget bag på os.

Selvom store dele af handlingen utvivlsomt er opdigtede, pryder autentiske fotografier og historiske optegnelser filmen med en vis evidens om, at der gemte sig en farverig person bag de monokrome, let grynede fotografier.

Filmen fortæller den (delvist) sande historie om Eisenstein, der i 1931 rejser til Mexico, Guanajuato, for at lave en film. Selvom det forlyder, at han fik over 400 km film i kassen, ser vi intet til optagelser i Greenaways filmiske fortolkning. I stedet ser vi en speedet, karikeret Eisenstein, der nyder livet i luksuriøse omgivelser og mister sin mødom til den smukke rejseguide Cañedo (hvilket involverer nogle meget eksplicitte og overraskende komiske sexscener).

Greenaway er sin eksperimenterende stil tro og krydrer her tilmed klipningen med Eisensteins egne metoder. Flere steder kommer det desværre til at virke som om Greenaway har siddet med et glas Cognac i hånden og haft det temmelig fedt over sig selv, mens han udtænkte filmen. Dette sker blandt andet, når Eisenstein i samtlige scener ævler derudaf om alle mulige historiske personer og de samtidigt popper op på lærredet – flere gange uden at de tjener nogen anden funktion end at udvise Greenaways omfattende viden.

Skuespillerne fortjener dog at blive bifaldt – i særdeleshed Elmer Bäck, der spiller hovedrollen som den sovjetiske instruktør.

Vi synes desværre karakteren var temmelig irriterende og anstrengende at lytte til i de to timer, som filmen varede.

Efter filmen var der pressekonference med instruktør Peter Greenaway og de to hovedrolleindehavere. Greenaway viste sig at være en mand af format – ganske som hans film kunne varsle det. Man glemte hurtigt hvad spørgsmål han svarede på, da han snakkede som et vandfald og fabulerede vildt i alle mulige retninger. De fremmødte pressefolk lod, i modsætning til os, til at æde filmen råt, og der var utallige klapsalver til Greenaways underholdende og provokerende pointer om film og kunst. Manden er klart den person, der er brændt mest igennem til en pressekonference på Berlinalen, og hvad end man synes om filmen, kan man ikke undgå at imponeres over hans viden og gejst.

Pressekonferencen varede da også mere end dobbelt så lang tid, som de normalt gør.

Og så skete det: ’Fifty Shades of Grey’ fyldte det gigantiske Cinestar IMAX, og Arthur kom endelig til at sidde helt oppe foran lærredet (hæhæ – det var vist ikke helt så rart i dette tilfælde).

Filmen vil blive anmeldt her på siden under ’Anmeldelser’, så vi vil egentlig ikke sige særlig meget om den.

Underholdningsværdien var i top den første time, hvorefter det hele stagnerede lidt med for mange situationsgentagelser. Derudover: Scenerne, hvori Christian Grey (Jamie Dornan), badet i måneskin, sidder ved flyglet og spiller sørgelige klaverstykker, skulle flås ud af drejebogen og tilintetgøres i vilde flammer. Men han er selvfølgelig stadigvæk helt overnaturligt flot, såvel som hans kvindelige modstykke (Dakota Johnson) er det. Man kan vist roligt sige, at filmens underholdningsværdi ville styrtdykke, hvis man havde valgt uattraktive skuespillere.

Vi sluttede dagen af med at spise på den italienske restaurant Papà Pane di Sorrento i bydelen Mitte, som Brad Pitt bl. a. har benyttet sig af, da han var med i ’Inglourious Basterds’. I morgen kan vi glæde os til at lægge ud med det tyske historiske drama om Georg Elsers Hitler-attentat i 1939.