Berlinale – Hesteopera, congothriller og minimalisme

af Arkiv
11. februar 2011

Området som Nosferatus udsendte hovedsageligt bevæger sig rundt i - biografmekkaet omkring Potzdamer Platz

Dag 2

En dag på Berlinalen starter tidligt. Efter at have brugt dagen i går på at flyde rundt i Berlin og nyde os selv og andre, begynder festivalen i dag rigtig at leve, og vi kan koncentrere os om det, det hele handler om, nemlig filmene.

Og vi starter med en rigtig festivaloplevelse. Viva Riva! Hedder vores første film, og det er en thriller som udspiller sig i Congo. Thrillers har man set før, men en film som denne er skabt til at blive set på en festival, medmindre man naturligvis selv er fra Congo, hvor man sikkert vil få mulighed for at se den i almindelige biografer. Viva Riva! Er som sådan en ganske skabelon-agtig thriller, en god måde at varme op på til 6 dages intensive filmoplevelser, men den har alligevel en vis eksistensberettigelse via dens afrikanske mentalitet. Den er simpelthen noget mere dyrisk og primal end vores vanlige vestlige film. Det er ikke hver dag man ser de sædvanlige krimi-intriger stoppe i flere minutter, for at lade hovedpersonen gøre mundtlig kur til sin udkårne, igennem et tremmebesat vindue. Og så er vi ellers vågne!

Efter en kort spise og rygepause – dem lærer man at planlægge og sætte pris på – er det tid til noget mere højprofileret. Coen-brødrenes True Grit er åbningsfilm og trækplaster på festivalen, og på trods af dens måneder på bagen, formår den at bære alt dét og mere til. I lige under 2 timer er vi fortryllet af et gennemført og sikkert western-univers, befolket med interessante karakterer, portrætteret af professionelle og meget kompetente skuespillere. Her er, som ofte før hos Coen-brødrene, ikke skyggen af slinger i valsen, og True Grit er en film som nærmest er umulig at sætte en finger på. Fremragende underholdning fra første billede, og en hilsen fra Amerika om, at dét der med at underholde, det er deres specialitet. Filmnydelse på højt niveau – med tilhørende klapsalver fra det internationale publikum.

Dagens sidste film er noget helt tredje. Utopians er en amerikansk film fra den modsatte ende af spektret. Den er nærmest en anti-film, og drama og historiefortælling slet ikke bliver dyrket, og på den måde virker instruktøren Zbigniew Bzymek som Coen brødrenens diametrale modsætning. Det er en film som er svær at blive klog på, alting tager lang tid og ingen ved hvor noget fører hen, men den portrætterer et univers, hvor mennesker er mindre handlekraftige og bevidste om deres egne roller i verden, end i film som True Grit. Muligvis er det mere interessant end underholdende, men når man først sidder i biografen og ellers er tvunget til at bruge sin tid på en film som denne (hvilket en stor del af salen igennem filmen også besluttede sig for at lade være med, og simpelthen gå ud), sætter det også nogle tanker i gang på en helt anden måde. Hvor man hos Coen-brødrene kan læne sig tilbage og nyde, er man hos Bzymek nødt til at læne sig fremad, og yde. Der er simpelthen næsten ingen oplevelse, udover den man selv skaber mens man ser filmen. Det er også kunst, men i en helt anden genre, og en festival kommer virkelig til sin ret, når man er i stand til at tage True Grit om formiddagen, og Utopians om eftermiddagen.

Der ventes ivrigt på celebrities til åbningen

Festivaler og den røde løber går nu engang hånd i hånd, og naturligvis har Berlinalen også en af slagsen, og det til trods for at der ikke er mange stjerner og celebrities at mænge sig med hernede, men det hører sig til. Åbningsdagen bød dog alligevel på et par af slagsen da Coen-brødrene og Jeff Bridges & Co. fra True Grit troppede da også trofast op og smilede pænt foran blitzhelvedet og tossede fotografer der insisterende skreg: ”JEFF! JEFF!” for at få stjernens opmærksomhed. Vi måtte desværre sande at vi overraskende nok ikke er vigtige nok til at få plads til pressemødet med selvsamme hovedpersoner, så vi blev hurtigt enige om at det var deres tab at de måtte undvære vores skarpsindige spørgsmål. Pressekonferencen måtte opleves på storskærm i stedet og spørgsmålene var i en helt anden kaliber end hvad Nosferatus udsendte ville kunne have præsenteret for panelet.

Efter en steak-dinner med tilhørende Weissbier, er vi tilbage på værelset, og venter på et opkald fra København. Vi har begge prøvet at være i den anden ende af røret på denne tid af året, men vi er begge enige om, hvor der er sjovest at være.

2 Comments
  1. Pingback: Tweets that mention Berlinale – Hesteopera, congothriller og minimalisme -- Topsy.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>