Dag 4

Hvor meget kan man tillade sig at slappe af på Berlinalen? Efter en våd aften kan det være nødvendigt med et pusterum, men det nytter jo ikke at man går glip af noget. Nogle gange må man ofre velvære for at bevare sin gode samvittighed, og andre gange må man fortælle sit overjeg at hvis øjnene ikke kan se, og ørerne ikke kan høre, så bliver alting alligevel skuffende. Så i dag ser vi den første film 13.45…

Det er den fransk-canadiske En Terrains Connus (engelsk: Familiar Ground). En filmfestival er et af de bedste steder i verden hvis man kan lide overraskelser, og En Terrains Connus er en ganske overraskende film. Den virker som en ganske tilforladeligt lille familiedrama, halvt udmærket og halvt kedelig, men som filmen skrider frem viser det sig at være lidt anderledes. Pludselig begynder filmen at introducere elementer som burde være helt fremmede for dens univers, og den tvinger publikum til at acceptere dem sammen med karaktererne, uden at ændre filmens tone. Det er lidt noget snyderi, men det er et godt trick, og overraskelsen er utvivlsomt det værd. Samtidig er filmen gennemsyret af en hverdagshumor som er utrolig charmerende og afsmittende, og på trods af de deprimerede karakterer og de deprimerende handlinger ser man filmen med et smil på læben, og et latterbrøl eller to bliver der faktisk plads til. Meget godt klaret af en film hvis kapitler hedder “1. Katastrofe”, “2. Katastrofe” og “3. Katastrofe”.

Og så er det ellers tid til virkelig at eksperimentere. Vores næste film er en verdenspremiere, og den berømte tyske ordenssans lider sit hidtil eneste knæk i optakten. Der hersker stor forvirring om, hvilke symboler der giver adgang til denne hellige sal, og mens tyske herskerinder i høje hæle fiser rundt og ser bekymrede ud, står flere hundrede mennesker som sild i en tønde, uden at vide om de er købt eller solgt. Og hvad ender det med? Det ender med at de lukker os ind, for derefter at stille sig i vejen og sige “STOP!” (at dette stop bliver sagt af en ægte, fysisk intimiderende tysker er ganske foruroligende, men det kan han jo ikke gøre for), for derefter at lade os komme forbi. Svedende og mærkbart bekymrede over hvad forsinkelsen betyder for resten af programmet, prøver vi at koncentrere os filmen. Den hedder The Mortician, og er en simpel, dystopisk film som virker nærmest designet til at være en kultfilm. Det helt store trækplaster er en efter sigende ny måde at bruge 3D-effekten på. The Mortician er så at sige ikke så meget en 3D-film, som den er en film i 3D. Og hvad skal det så betyde? Det betyder at 3D her ikke fortæller en historie – det prøver ikke at vise os at verden er forandret, og der er ingen som spiller Yo-Yo ned i kameraet – det bliver brugt til at støtte den historie der i forvejen fortælles. På højde med musik, lyssætning (som for engangs skyld er beregnet til det helvedes mørke man ser alting i når man får brillerne på) og alle de andre redskaber som er blevet udviklet igennem årtierne. Men hele filmen er i 3D, og pointen kan til tider være svær at få øje på. Når 3D er for tydeligt bliver det kaldt en gimmick, men når det ikke er tydeligt hvad det skal bruges til, begynder man så småt at undre sig over hvorfor man skal have briller (og I svagtseende tilfælde er det jo sågar ekstra briller) på. Derudover kommer overvejelser omkring billetpriser, som vi heldigvis er forskånede for her på festivalen. Er det bedre end vores elskede 2D-film? Jeg tror vi er mange, som gerne vil lade os overbevise, men endnu ikke er det, og The Mortician er et gedigent forsøg, uden at levere den store forløsning. Dertil er filmen simpelthen for svag i sig selv, der er usikre præstationer og en rodet historiefortælling, som især mod slutningen bliver trættende.

Og så var det ellers ud af døren I en fart af flere årsager, men frem for alt – verdens mest sexede kvinde (subjektivt) stod klar klokken 20.00, og den slags misser man ikke, hvis man ellers nyder at have det godt.

Dagens sidste film var Ingmar Bergmans Scener ur ett äktenskap med en introduktion af Liv Ullmann. Hvis nogen skulle have hørt torsdagens sending af Nosferatu ville man have hørt Henriks fascination af Ingmar Bergman og kærlighed til Liv Ullmann, så det var heldigt at netop denne Berlinale skulle stå i dennes tegn. Filmen er en nedklippet version af en tv-serie på seks timer, men for dem (Lars) som ikke har set tv-serien føles det ikke som om at der mangler noget – overhovedet. Det er en ret minimalistisk opsætning med kun to skuespillere, men hvis man tror at det bliver trist og ensformigt at se på to skuespillere i ganske almindelige omgivelser i to en halv time tager man fejl, for Liv Ullmann og Erland Josephson spiller blændende og ærligt i denne forfærdelige fortælling om et ægteskabs forfald. Det var fantastisk at opleve dette på det store lærred hvor nærbillederne blev smækket direkte i synet på en, og med sådan en oplevelse er det jo heldigt at Henrik har sneget flere Bergmanfilm med i programmet.