BERLIN: Sikken voldsom trængsel og alarm

Fuld fart frem, U-bahn, S-Bahn, togbanen slanger sig gennem byen. Under jorden, over jorden. Ned i mørket i F’Hain, op igen på Potsdamer Platz. Lyseksploin og dansende bjørne.
Gaderne omkring Potsdamer Platz er fyldt horder af reportere, anmeldere og fotografer, behængt med pressekort i alle regnbuens farver.
Krumryggede af festivaltasker med kilo-tunge programmer og regnskove af tryksager spæner festivalcirkusets gøglere mellem Berlinale Palats, Cinestar, CineMaxx og alle de andre biografer, som fortravlede, omvandrende juletræer.

Berlinalen går ikke stille med dørene.

Sammen med branchefolk og filmindkøbere, stjerner, vandbærere og helt ordinære festivalgæster, bliver det til en enorm mængde filmhungrende mennesker, der står i kø til den senste buzz-film, udveksler anbefalinger over cafe-bordene og strækker hals for at se Clive Owen eller Kate Winslet på den røde løber.

Tom Tykwers ‘International’ åbnede festivalen torsdag. Det er en thriller, om Interpol-agen Louis Salinger, der har fået færden af en ordentlig stinker i den internationale bankverden.
Den Luxemborg-baserede bankgigant IBBC har gang i en våbenhandel, der trækker tråde både til Den Kinesiske Folkerepublik og en magtsyg general i den afrikanske stat Namibia.
Salinger og Interpo-makkeren Tom Schumer har fået kontakt til en afhopper fra den hovedrige bankkoncern, men både Schumer og afhopperen må lide døden i frosøget på at afdække den grusomme sandhed.
Dermed bliver Salinger kastet ud i en vild kamp mod finansgiganten, der må den allermest belejlige vis fører ham igennem 4 af verdens allermeste fotogene storbyer.
På toppen af den onde kransekage finder vi IBBCs bestyrelsesformand, Jonas Skarssen. Han er personificeret ved danske Ulrich Thomsen, der meget overbevisende giver den som skruppelløs gullashbaron i det 21. århundrede.
Thomsen leverer endnu engang en glimrende skurk – eller er han bare en funktionær i kapitalismens svar på nazisternes kz-lejre? Hør hvad han selv mener her.

Plottet er avanceret og spændende, billederne er gudesmukke og skuespillet er udsøgt. Særligt fantastisk er en kæmpe shoot out-scene, hvor vor helt må kæmpe sig igennem New Yorks’ Guggenheim museum med automatvåben og blod, der løber ned af den lange vindeltrappe.

Filmen behandler den skruppelløshed og svigtende menneskelighed der opstår, når den globale kapitalisme får lov til at piske sine heste og gallopere over verdens befolkninger, uden tanke på andet end sorte tal og mange nuller på bundlinjen.
Er det i orden at basere sin indtjening på blodige konflikter i tredjeverdenslande?
Hvem har interesse i freden, når de internationale banker tjener milliarder på dens fravær?
Hvordan påvirker det demokratiet, når folkevalgte regeringer er dybt afhængige af banker som IBBC, der kan skalte og valte med menneskeliv i fx Afrika?
Det er nogle af de spørgsmål filmen stiller – og på det mere personlige plan, giver det mening, ene mand, at kæmpe imod en profit-hungrende sygdom, der tilsyneladende har spredt sig fra den kriminelle underverden over bankeverdenen til verdens regeringer.

Hvad konklusionen er, skal jeg ikke røbe her, men det er helt klart en tur i biografen værd, for at finde ud af det.