Big Time

stjerner4

af Katrine Fugl
4. maj 2017

Hvem er Danmarks største stjerne? Den lille havfure? Dronningen? Lars von Trier? Nej. Den danske arkitekt Bjarke Ingels var i 2016 på TIMEs liste over de 100 mest influerende personer i verden – nu kan man følge hans rejse på det store lærred.

”Jeg måtte aldrig lege på taget selvom det er det sjoveste sted på hele huset.” Vi starter med begyndelsen. På vej ud til familien Ingels i Vedbæk gennemgås samtlige fritidsjob som stjernearkitekten har varetaget førend hans forældre afleverede hans ansøgning til arkitektskolen. Irma-dreng, postbud, pølsemand, sågar numsetørrer på et plejehjem. Bjarke Ingels selv drømte ikke just om at tegne bygninger, men havde kærlighed til tegnekunsten og med en lettere emsig mor endte en ung Bjarke alligevel med at pakke blyant og papir og troppe op på arkitektskolen i København. Nu er hans arkitektfirma BIG (Bjarke Ingels Group) på toppen af alverdens bygherrers lister når nye bygninger skal skabes. Det er svært ikke at lave en brandvarm dokumentar om et så fascinerende menneske som Bjarke Ingels, men instruktør Kasper Astrup Schröder spænder alligevel ben for sig selv i ’BIG TIME’.

Kan man instruere virkeligheden?
Jeg har før spurgt mig selv hvad i himlens navn en instruktørs rolle er i en dokumentar. Dokumentar er jo et billede af en så ægte virkelighed som mulig. Til det har jeg med tiden lært, at det ikke er så entydigt endda (bare se ’The Act of Killing’ fra 2012). I ’BIG TIME’ bliver man instruktørbevidst i nogle tilbagevendende masterclass-agtige scener, hvor Bjarke Ingels ruller en rulle papir ud og begynder at fortælle og tegne med verdens største sprittusch. Det er lige fascinerende hver gang Bjarke ruller rullen ud og indfører publikum i hans genialiteter, eksempelvis hvorfor operahuset i Sydney er hans yndlingsbygning. Der er dog en ting, der skærer i ørerne. Hele seancen er på dansk/engelsk. Resten af filmen er på dansk som førstesprog og engelsk som andetsprog, og det virker som et ærgerligt forsøg på at gøre filmen mere international. Det er uden tvivl en dokumentar, der i sig selv har internationalt potentiale, og den dansk/engelske tegnestue fremstår som et leflende knæfald for det globale marked.

Tænk stort!
Instruktøropgaven fuldfyldes også gennem orkestreringen af den enorme mængde materiale, der kan skabes over fem år. Med en spilletid på lige over halvanden time kan man næsten mærke smerten fra klipperummet når godt og vedkommende materiale er blevet skåret fra. Det er toppen af VM-(is)bjerget vi får at se. Ligeså meget jeg er nysgerrig efter de ofringer der findes i sådan et hæsblæsende liv, ligeså flot synes jeg det er at se reklamelignende panoramabilleder af kunstnerens værker på det store lærred. Balancen er svær, især når filmens hovedperson er sit arbejde. ’BIG TIME’ tager sig ikke helt samme vovede frihed og leger på taget som Bjarke Ingels gjorde som barn, og som han nu gør med sin innovative arkitektur. Heldigvis er omdrejningspunktet så opsigtsvækkende, spændende og levende, at det er umuligt ikke at lade sig rive med af sin indre nationalist, sin indre skaber, sin indre drømmer.