Brad’s status

stjerner3

af Linda Nygaard
14. december 2017

Med ’Brad’s status´ er der ingen karikeret, overgearet Ben Stiller i tåkrummende situationer. Til gengæld er der masser af blød snak og en irriterende voice-over.

 Har du tænkt over, hvad der er vigtigst for dig? Dit forhold til verden (status) eller dit forhold til din familie og venner? Det er det, der er udgangspunktet for Mike Whites nye film.

Brad Sloan (Ben Stiller) lever et roligt og uglamourøst middelklasseliv i Sacramento med sin søde kone Melanie (Jenna Fischer) og deres teenage søn Troy (Austin Abrams). Brad befinder sig i en eksistentiel midtvejskrise, hvor livet på ingen måde er endt, som han havde forestillet sig dengang han var ung og passioneret. På en tur til Boston med sønnen, som skal kigge på colleges, bliver Brad konfronteret med sin status og kommer til at sammenligne sig selv og sit liv med de gamle studiekammerater, der alle har opnået væsentlig større succes end ham selv. I hvert fald ifølge Brad selv.

En underspillet Ben Stiller!?

Jeg må indrømme, at jeg har det lidt ambivalent, når jeg skal se en film med Ben Stiller. Det kan nemlig lidt gå begge veje. Enten er det hylende morsomt (´Tropic Thunder og ´Vild med Mary´), eller også er det hysterisk latterligt (´Nat på museet´ og ´Meet the Fockers´). Men en ting er sikkert. Ben Stiller er ofte enten en overspillet karikatur, eller den lidt kiksede fyr, der kommer ud i vanvittige penis-fast-i-lynlås-mens-alle-ser-det og afskåret-forhud-ned-i-svigerfars-suppe-pinagtigheder. Derfor sad jeg også under hele filmen og forventede, at et eller andet klassisk Ben Stiller moment ville komme. Men det gjorde der (næsten) ikke.

´Brad’s status´ er på ingen måder en klassisk Ben Stiller film. Den har et langsomt tempo, og der er mange bløde og til tider højtravende samtaler om livet og verden. Men vigtigst af alt: der er ingen overgearet Stiller med ansigtsfolderne i Jim Carreyske ekstremiteter, og det er forfriskende. Ben Stillers karakter formår faktisk at være sympatisk og realistisk i sine valg. Der er noget genkendeligt i hans dilemma om ikke at være der, hvor man troede man ville være. Men så er det heller ikke mere spændende.

Skru ned for den voice-over

Det er som om historien og Ben Stiller gentager sig selv. Ikke mindst på grund af den enerverende voice-over af Brads tanker. Konstant bliver jeg taget ud af historien og føler mig talt ned til, når Ben Stillers stemme braser igennem højtalerne med eksplicitte tanker og frustrationer, som jeg IKKE behøver. Jeg forstår godt, hvad der sker på skærmen. Ben Stiller formår faktisk at gengive sine følelser udmærket igennem sin mimik. Jeg behøver ikke få det serveret på et sølvfad. Show it, don’t tell it, tak!

Udover en dejlig nedtonet Ben Stiller, gør den unge Austin Abrams, der spiller sønnen, det virkelig godt. Han portrætterer den mutte men alligevel tænksomme teenager virkelig fint. Man tror på far-søn forholdet og der er en skøn underspillet begejstring over de små succeser gennem filmen.

´Brad’s status´ er en udemærket lille film om en mand i en midtvejskrise, men så er den heller ikke meget mere end det. På trods af en fin og meget sigende pointe, så er jeg ikke medrevet af historien eller investeret i karaktererne. Selv om det virkelig er befriende at se Ben Stiller så nedtonet og afslappet, så falder det lidt til jorden med den irriterende og konstante voice-over. Til trods for et par få grin og til tider interessante betragtninger på livet, så bliver det hele en smule kedeligt.

Foto: Scanbox Entertainment