BYENS LYS

stjerner5

af Sarah Sander
12. oktober 2017

Chaplin klassiker genfinder sin vej til biografen og i hjertet på biografgængeren.

I en tid hvor ’the talkies’ gik sine sejrsrunder i biograferne, valgte Charlie Chaplin at skrive, producere og selv optræde i en stumfilm, som nu er en international anerkendt klassiker.

’Byens Lys’ fra 1931 omhandler Chaplins ikoniske karakter ’the Tramp’, hans liv i storbyen og hans forsøg på at charmere sig ind på livet af en blomsterpige. Kort efter at havde mødt hende, går det dog op for ham, at hun er blind, og ikke kun bogstavlig talt- den unge dame er en af de få karaktere i filmen, som værtsætter vagabonden for hans generøse handlinger, i stedet for at dømme ham på hans hærgede udseende.

Vagabonden må døje med den ene udfordring efter den anden for at kunne overleve og overbevise blomsterpigen om, at han er en rig gentleman. Han lader sig ikke blive holdt tilbage af sit lasede tøj, og insisterer på at udføre sin rolle som galant charmør og kærlig ven.

Chaplins charmende humor

Chaplin er en sand mester når det kommer til pantomime. Hans vidunderlige udtryk fremmer både medfølelse og latter, idet han leder os sikkert gennem filmen. Vagabonden er en sjov lille mand, som aldrig helt passer ind, men stadig formår at udtrykke sig sådan at alle kan være med og med det samme forstå.

Latteren var til naturligt til stede for dem som sad med i biografen, og jeg har på fornemmelsen at dét er, hvad gør, at Chaplins karakter bliver foreviget: den universelle humor. I løbet af den lille halvanden time som filmen tager, glemmer man helt, at de aldrig udtaler en hel replik. I stedet udføres dialog med kazoo voice-over og mime, og det er nok til at man sidder og klukker fornøjet. Hans opsætning af slapstick humor er så veludført, at man ikke kan lade være med at blive charmeret af manden.

Den eneste ulempe er blot genbrugen af gimmicks. Når man har forstået hans joke, kan scenerne til tider virke lettere langtrukne. Heldigvis er der næsten altid et nyt lille twist, der gør at man stadig sidder limet til skærmen.

Stærke værdier

Men humor er ikke det eneste som Chaplin kan servere. Kontrasten mellem hans vagabond karakter og overklasseløgene han omgås med stilles op igennem hele filmen. Chaplin udtrykker klart hans værdier når det kommer til skellet i samfundet. Vi ser den ultra rige millionær, som har mistet sin kone og forsøger selvmord adskillige gange sammenlignet med vagabonden, som, trods hans mangel på penge, stadig har livets og kærlighedens gejst.

Vagabondens konstante kamp om at kunne gøre sig fortjent til blomsterpigens opmærksomhed vægtes med spørgsmålet ”Ville hun virkeligt have mig hvis hun vidste hvem jeg egentligt var?”, og det dilemma hænger ved til det allersidste øjeblik.

Chaplin spiller på medlidenhed som om det var et instrument han selv har bygget, og støtter det udførligt med både noget solidt kameraarbejde og skuespil. Han ved hvad han laver.

En let komedie fyldt med følelse og en ikonisk optræden fra selveste Charlie Chaplin. Det kan ikke andet end at snige sig ind i hjertet på dig.