City of Ghosts

stjerner6

af Claus Nygaard Petersen
3. august 2017

Krig er helvede. Men hvis ikke der er nogen, der dækker krigen, ved vi så, at helvede er der? Takket være disse mennesker gør vi!

I det uendelige hav af intetsigende opslag på diverse sociale medier, er der rent faktisk nogle, der bruger dem til noget fornuftigt. Overgreb begået mod befolkninger kan nu ikke længere holdes hemmelige. Alt der kræves, er en smartphone og en internetforbindelse.

Byen Raqqa i Syrien sparkede først Assad-styrets tropper på porten. Men ikke så snart var en fjende væk, før en anden rullede ind. I 2014 udråbte Islamisk Stat byen som deres hovedstad. De kontrollerede informationsstrømmen. Eller det troede de i hvert fald. En gruppe mennesker besluttede sig for at gøre omverdenen opmærksom på de uhyrligheder, der blev begået. ’Raqqa is Being Slaughtered Silently’ (RBSS) var født.

Virkelighedens brutalitet
Filmen følger en håndfuld af gruppens medlemmer, men især talsmanden Aziz, matematiklæren Mohamad og kameramanden Hamoud bliver givet ekstra tid. De har hver især sat livet på spil. Først ved at dokumentere begivenhederne selv fra Raqqa og senere fra eksil i Tyskland og Tyrkiet, da IS kom på sporet af dem i Syrien.

Det er ikke småting, der bliver skildret. Henrettelser ved nakkeskud og afhuggede hoveder bliver vist ucensureret. En af de mest hjerteskærende scener er, da Hamoud sidder og ser en video, hvor hans egen far bliver henrettet. Forinden har han selv forklaret, hvordan IS har udviklet deres videoproduktion fra at have været rimelig primitiv, til nu at være ”Hollywood” lignende. Det er voldsomt at se den detaljegrad, der er blevet brugt for at iscenesætte henrettelsen. Filmmediets magt til at manipulere bliver i den grad vist frem i fuldt flor her.

Mod i særklasse
Instruktør Matthew Heineman formår i den grad at lave dokumentarfilm, hvor man reelt frygter for personernes sikkerhed. Hvad enten der er tale om mexicanske karteller, eller som her journalistiske rebeller, så engagerer han publikum i sine personer. Først med et par hurtige billeder fra før de startede i RBSS og senere med mere personlige scener, hvor de f.eks. venter på nyt hjemme fra Raqqa og deres familie.

Det er i det hele taget et meget åbent portræt af disse journalister. Mere end én gang brydes den ”professionelle” facade og tårerne melder sin ankomst hos dem. Især efter at mange af dem er kommet til Tyskland og har fået tid til at tænke over, hvad der er sket. Ikke mindst tid til at tænke på dem, der stadig er der, og dem de har mistet. På intet tidspunkt tvivler man dog på, at de ville gøre det hele igen, hvis de havde valget. Så vigtigt var og er det.

Perfekt
Det er en masterclass i dokumentarisme Heineman har strikket sammen. Han tager journalisternes optagelser og kæder dem sammen med sine egne, så de bliver portrætter af dem, der har lavet dem og sat livet på spil. Det er lige tilpas og går ikke over i følelsesporno. Der er intet unødigt fyld og man skal heller ikke trækkes med en overdreven insisterende musik, der vil fortælle én, hvad man skal føle i den pågældende scene. Den musik der er, er ligesom resten af filmen: lige tilpas.