Confessions of A Shopaholic – Premiere 20/3/09

af Arkiv
21. marts 2009

I bogform er Shopaholic en sjov, charmerende og let ironisk skildring af nutidens forbruger. Derfor var der sikkert mange der så frem til 2009s filmatisering af samme. Man havde måske håbet på noget der lagde sig op af Bridget Jones eller andre engelske romantiske komedier, men sådan skulle det ikke gå. Problemet med Shopaholic er, at den oprindelige engelske charme er blevet totalt fjernet i denne amerikanske filmatisering.

Lykken er ikke en... men mange poser med tøj og sko. Isla Fisher som den købesyge Becky Bloomwood. Foto Disney/Sony Pictures.

Rebecca Bloomwood (Isla Fischer) er journalist på et ”home & garden” magasin. Hendes store drøm er at arbejde for modemagasinet ”Alette” – en fiktiv pendant til Vouge. Måske er det derfor hun er lidt af et modeoffer, og elsker at bruge penge på dyrt og smart tøj. Desværre for Rebecca er dette en vane, der koster, faktisk det koster rigtig meget. Så meget at hun bliver registreret som en dårlig betaler, og konstant jages af inkassatorer. Derfor er gode råd dyre da hun fyres fra sit arbejde. Ved et tilfælde får hun et job på et ”Successful Savings”, og skal sjovt nok rådgive folk om deres økonomi. Man forstår aldrig helt hvad det er der gør at Rebecca ansættes på bladet, da hun mildest talt virker über dullet og uintelligent til samtalen, men hun får stor success med sin klumme: ”The Girl with the Green Scarf”, hvor finanskriser og obligationer altid kan perspektiveres til Max Mara og Jimmy Choo sko.

Men det er ikke nemt at leve en tilværelse, hvor man udadtil skal have styr på tingene mens man flirter med sin lækre chef, og prøver at bilde sin bedste veninde ind at alt er fint. Kort sagt: Rebeccas facade begynder langsomt at falde sammen.

Det skal selvfølgelig nævnes at filmen har sine øjeblikke, men når rullerteksterne er i gang har man glemt hvad de var. P.J Hogan, der mest er kendt for ”My Best Friend’s Wedding” burde have taget sig sammen, og skabt noget ordentlig. Hvis jeg var Sophie Kinsella, forfatteren af ”Shopaholic”-serien, havde jeg sagtsøgt gud og hver mand, der har haft fingrene i denne produktion. Derudover er det grænseløst irriterende at endnu en film om kvinder, kærlighed og designergear skal foregå i New York – der findes altså andre byer!

Sko kan man ikke få for mange af...eller kan man?! Foto Disney/Sony PIctures.

Isla Fischer har uden tvivl komisk talent, men det er synd at hun druknes i latterlige forestillinger om kvinder og deres trang til dyre sko. I birollerne kan man bl.a. se Kristin Scott Thomas som fransk moderedaktør, og Leslie Bibb – nogen husker hende måske fra den hedengangne tv-serie ”Popular”, det har P.J Hogan ihvertfald for hun spiller stort set samme rolle. Og så er der selvfølgelig Hugh Dancy der udover at fungere som eye-candy, minder helt utroligt meget om Hugh Grant og det er jo altid godt at have en back-up, når den første er blevet for dyr (eller for gammel).

ANNEMETTE TRABERG

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>