CPH PIX – Blog # 1

Pix blev skudt i gang I onsdags med galla premieren på ‘Gainsbourg – Manden Musikken Myte i Imperial. Fra i torsdags kunne man så ellers begynde at boltre sig i de alt for mange og spændene film tilbud årets Pixprogram tilbyder. Nosferatus udsending nåede to film torsdag og fire lørdag og fortsætter filmræset den næste uge. Filmene vil blive beskrevet og bedømt kort på siden, og man kan måske få en lidt bedre ide om, hvad der er godt og skidt end ved bare at læse i programmet, hvor alt lyder fantastisk.

————————————————————————————–

I Love You , I Don’t. / Serge Gainsbourg


I Love You, I Don’t er første film af den berygtede liderlige franskmand Serge Gainsbourg. Det er også den første film af Serge denne anmelder har stiftet bekendtkskab med, og kan stadig ikke få armene ned efter at have set den. Hvis man kan lide sex, flotte filmiske sekvenser, humor og god musik, og hvem kan ikke det? Så er filmen lige i øjet. I Love You, I Don’t leger med kønsrollerne og seksualiteten. I filmen følger vi bøsseparret Krassky og Padovan, der kører rundt i en lastbil fyldt med skrald og fjoller rundt. På en diner ’right in the middle of nowhere’ møder de Johnnie, en ung pige spillet af Jane Birkin, som på grund af hendes flade bryst og smalle bagdel har fået drengenavnet. Krassky bliver betaget af den drenget pige og en bizar love affair opstår som bygger på det paradoks at Krassky elsker Johnnie fordi hun ligner en fyr. Det hele bliver som sagt fremført med en stærk dosis humor, vold og sex og det er helt tydeligt at der står en rigtig æstetiker bag filmen. Meget anbefales værdigt.

Kan opleves søndag d.18/11

————————————————————————————–

My Son My Son, What Have You Done / Werner Herz

Et samarbejdet mellem Werner Herzog og David Lynch må være enhver filmbuffs vådeste drøm. Werner Herzog har instrueret filmen, og David Lynch har fungeret som executive producer. Selvfølgelig er det blevet til et sært afkom af en film, hvor sjovt nok Lynches særpræg, der ’kun’ har produceret syntes at skinne mest igennem. En ung mand har mistet besindelsen og taget flere folk som gidsler i hans mors San Diego villa. Igennem filmen får vi gennem pårørende fortalt hvordan hans vanvid har eskaleret frem mod gidseltagningen. Michael Shannon, som også spillede lettere sindssyg i Revolutionary Road spiller godt og excentrisk og William Dafoe spiller sikkert som politibetjent. Filmen er seværdig, men slet ikke et mesterværk for nogle af de to filmmænd. Der er gode sære sekvenser med skør og excentrisk Lynch/Herzog humor i filmen, men indimellem bliver det så karikeret, at det grænser til det kedelige og søgte.

Kan opleves søndag d. 18/04 14:00 Dagmar  + søndag d. 25/04 14:15 Cinemateket

————————————————————————————–

Scarlet Diva: Asia Argento

Scarlet Diva er første film Asia Argento, som er en af de instruktører der også besøger København I anledning af Pix. Nogle vil måske ligge mærke til hendes efternavn, og ja hun er såmænd datter af den Italienske Gyserguru Dario Argento. Asia spiller selv hovedrollen i denne grovkornet debutfilm. Filmen er optaget på video og kan derfor godt minde lidt om et filmskole projekt. Æstetikken i filmen viser derimod en moden instruktør, som kender sit filmsprog og ikke ønsker at kede sine seere. Asia spiller selv hovedrollen i filmen, som bevidst bruger ting fra hendes eget liv. Temaer som sex, ungdommens rodløshed, berømmelse og Hollywood bliver godt bearbejdet i filmen, der finder sted i adskillige europæiske byer, hovedsagelig Rom, og et enkelt smut til Hollywood.

Scarlet Diva kan nå at ses i Dagmar d. 22/04 14:30

————————————————————————————-

Nothing Personal: Urszula Antoniak

En meget stille og fin film om en pige, der strefer omkring i det meget smukke irske landskab. En ulykke af en slags er sket hende, men man får aldrig at vide hvad. Hun støder ind i den midaldrende Martin, som bor ude midt i ødemarken, og hun får lov at arbejde hos ham for mad og husly som betaling. Langsomt begynder de to ensomme personer at lære hinanden at kende og at nyde ensomheden sammen. Det lyder lidt forudsigeligt, og det er det egentlig også. Filmen har kvaliteter i form at flotte irske landskaber og stemningsmættede billeder, men skuespillet mellem irske Stephen Rea og hollandske Lotte Verbeek slår bare aldrig rigtig gnister. En fin og hyggelig, men også halv kedelig affære. Mange vil nok kunde genkende den sympatiske Stephen Read fra The Crying Game.

Nothing Personal går d. 24/04 19:00 i Palads

————————————————————————————-

The Bad Lieutenant: Port of Call – New Orleans : Werner Herzog

Nicolas Cage er ’so over the top’ i denne film. Werner Herzog har instrueret denne genindspilding af en bad cop thriller fra 1992, som denne gang finder sted i New Orleans. Lad det være sagt med det samme, at samarbejdet mellem Herzog og Cage er yderste vellykket. Meget af filmen er en reel cop thriller, men så indimellem skinner der drømmende og skøre Herzog påfund ind. Nicolas spiller så stærkt og intenst som den dybt korrupte og skøre politibetjent Terence Mcdonaugh. Filmen kan ses udelukkende for Cages meget underholdende præstation. Råddenskaben hersker i Herzogs gudforladte skildring af New Orleans og er en af hans klart bedre nyere film. Meget anbefalsesværdig og Cage får fastslået, at han stadig kan spille med i andet end Disney film.

The Bad Lieutenant: Port of Call – New Orleans : Werner Herzog kan nå at ses I Dagmar d. 20/4 21:30

————————————————————————————–

Harry Brown / Daniel Barber

Harry Brown er en grum film, der portrætterer et goldt og volds præget britisk samfund, hvor happyslapping og overfald er hverdagen i en grå og gudsforladt beton hverdag. Det bliver for meget for den pensionerede militærmand Harry Brown, og efter hans bedste ven er blevet overfaldet og sparket ihjel tager han sagen i egen hånd. Det kan lyde som en underholdende selvtægsfilm, hvilket flere unge drenge ved visningen åbenbart havde sat sig op efter med råb og hujen, men Harry Brown prøver bestemt ikke på at være sjov. Det er en af de væmmeligst film jeg længe har set, men den er meget spændende og yderst gennemført. 77 årige Michael Caine er stadig genkedelig som den sympatiske og kølige brite vi kender ham som, og spiller som altid stærkt og overbevisende. Der er ikke meget håb i Harry Brown, men den bør ses alligevel. Det er anden film af instruktøren Daniel Barber, og det bliver spændene at se hvad han laver næste gang.

Harry Brow blev desværre kun vist en gang.