Festivalen byder igen i år på et fantastisk varieret program fra det seriøse, politiske og aktuelle, til det udforskende, sære og kunstneriske. Denne reporter har i første omgang søgt at udfordre sig selv med nogle af de mindre udforskede afkroge af festivalens program, der har fokus på det musikalske, det filosofiske og det finurlige.
Det musikalske
For undertegnede startede CPH:DOX på Bremen Teater med norsk ompa-rock. Filmen The Accidental Rockstar om det norske band Kaizers Orchestra tager udgangspunkt i bandets symbolske frontmand, Helga Risa. De, der har oplevet bandet live, vil kende til den mystiske mand i gasmaske, der slår på olietønder og spiller pumpeorgel til deres koncerter. Gasmasken viser sig at gemme på den fromme, generte, kristne Risa, der ved et tilfælde havnede i et band, og som egentlig bare har gjort det, som de andre i bandet bad ham om, hvilket den efterfølgende Q&A også illustrerede. De andre bandmedlemmer plejer endda at sige, at de er fem i bandet + Helge, så på en mærkelig måde er Helge Risa både i periferien og i kernen af bandet.
Selve filmen er udformet som en parallelklipning mellem interviews, hjemmevideo og koncertoptagelser. Det er samtidig en rejse gennem Helges hoved, hvor han bevæger sig igennem forskellige rum, hvor han møder folk og genstande fra det univers, bandet har bygget op omkring sig. På den måde væver filmen sig også godt sammen med bandets besynderlighed og giver et interessant indblik i, hvordan manden, der slet ikke ville være rockstjerne, til sidst er den eneste, der gerne ville blive ved med at spille i bandet.
Efter filmen var der til lejligheden blevet fundet et pumpeorgel frem, hvorpå Risa, ene mand, spillede et par af bandets sange. Det var på den ene side en meget sød koncert, da salen var fyldt af Kaizers-fans, men på den anden side føltes det hele også lidt akavet og tvungent, da filmen jo netop havde pointeret, at han gerne ville have, at bandet var blevet sammen. Det gav derfor et indtryk af en meget ensom mand.
Det filosofiske
”To be is to be connected”. Det er på godt og ondt budskabet i den funderende ‘Dreams Rewired’, der sammenligner vores fascination af og skepsis ved moderne teknologier med den benovelse og frygt, der var for over 100 år siden, da man begyndte at kunne optage lyd og billeder. Filmen består udelukkende af arkivbilleder, stumfilm og illustrationer af apparater med Tilda Swintons stemme til at bære os igennem en teknologisk tidsrejse, der både hylder og sætter spørgsmålstegn ved, om vi nu lever i den fremtid, folk en gang drømte om. Den fremhæver vellykket fascinationen af nogle af de ting, vi i dag tager forgivet, fx muligheden for at høre sin egen stemme uden at man taler. Det kan hurtigt få snapchats seneste regnbueselfies-opdateringer til at blegne. Omvendt stiller den også spørgsmålet om, hvor det bringer os hen, bliver det til en human zoo, og hvad kan det egentlig blive brugt til?
Filmen giver stof til eftertanke, men den bliver også lidt lang og svævende. Folk med kendskab og forkærlighed til stumfilm vil formentlig sætte pris på dens sammenklipning af alt fra Muybridges fotoserier til Panserkrydseren Potemkin, mens andre nok bør gå ind med en stærk kop kaffe, hvis de skal holde koncentrationen hele vejen igennem på trods af de ellers meget vigtige spørgsmål, der stilles.
Det finurlige
Det lidt excentriske tema går igen i både filmen ‘Disaster Playground’ og dens publikum. Filmen følger et netværk af mennesker, der er bekymret for truslen udefra, nærmere bestemt, asteroiderne, og hvordan de forsøger at få etableret et system til at redde verden. Blandt disse mennesker finder man både politikere, en tidligere astronaut og en del forskere, og flere af dem minder ret meget om Gareth fra den britiske version af ‘The Office’ i deres parathed til at lave meget lavpraktiske iscenesættelser af, hvad de gør, når de opdager en asteroide med kolliderende hensigter (de har indtil videre været få og små).
Filmen er lavet af kunstneren Nelly Ben Hayoun, (med ægte, tyk fransk accent, der får flettet ordet ”voila” ind i næsten alle sætninger), og den er fuld af sære objekter, som en stor rød telefon og en lille grøn dinosaur, der ofte er i billedet uden grund. Der er også mange foreninger, institutter og forkortelser i filmen, så det kræver en del opmærksomhed at følge med, hvilket desværre ikke altid lykkedes for undertegnede, da herren til højre for mig virkede til at mangle et eller andet fix. Den påstand baserer jeg på det antal gange han flyttede rundt på sig, og grinte nervøst og skrev sms’er, så det oplyste hele midten af salen. Til venstre for mig sad en anden herre heldigvis noget mere roligt, bortset fra når han lo (på højst uventede tidspunkter), så mit sæde og muligvis hele rækken rystede.
Filmen følger også de mere officielle kræfter, fx hvordan man i FN kæmper sig igennem bureaukratiet for at få oprettet et slags asteroidenedslagsudvalg. Detaljerne heromkring fik jeg dog heller ikke helt med, da herren foran, der tilsyneladende havde århundredets værste forkølelse, blokerede det nederste af skærmen, da han kom øjendråber i sine øjne.
Denne film var også fulgt op af en Q&A, der viste sig at sætte lige så meget fokus på publikum, som på filmskaberen. Flere af spørgsmålene gik lidt panisk på, hvad vi dog skulle gøre, mens herren til venstre for mig mente, at de burde have haft bedre ”performers” i filmen, måske fordi han havde taget filmens komiske iscenesættelser lidt for seriøst. Pludselig var der en baby, der hostede bagerst i salen, hvilket fik de fleste til at kigge forundret op på en stærkt uberørt mand med en baby hængende på maven, der måske, måske ikke, hele tiden havde været til stede. ‘Disaster Playground’ er næppe en film, der vil blive vist i mange biografer; det er den lidt for smal og pudsig til. Men på en festival som DOX er den perfekt, ikke mindst fordi den viser, hvorfor det er vigtigt at se film på festivaler. Det handler nemlig ikke bare om de film, de viser, men også om de folk, det tiltrækker, som er med til at gøre oplevelsen helt unik.