CPH:DOX – The distant barking of dogs

En barsk og usentimental skildring af en krig, set igennem et barns øjne.

Konflikten imellem Rusland og Ukraine er en voldsom og kompliceret affære, som jeg ikke skal komme nærmere ind på. Det gør filmen ’The Distant Barking of Dogs’ nemlig ikke. Den forholder sig nøgternt og observerende næsten hele vejen igennem.

Vi møder den 10-årige Oleg og hans bedstemor, der bor i det østlige Ukraine, et område midt i en krigszone. Her er der ofte genlyd af antiluftskyts og missilbomber. Nogle gange høres disse skud langt væk, andre gange er de skræmmende tæt på. De fleste i landsbyen har forladt området, men Oleg og hans bedstemor bliver tilbage. De forsøger at opretholde en normal hverdag, men der er langt fra den trygge hverdag vi kender herhjemme. I skolen lærer Oleg hvordan de undgår landminer og de laver evakueringsøvelser. Derhjemme leger Oleg med sin yngre fætter og den noget ældre dreng Kostia mens lyden af bomber og skud flyver om ørerne på dem.

Hele filmen er set fra Olegs perspektiv. Der er ham vi følger rundt, når han leger krig med sin fætter i de trøstesløse omgivelser. Uden nogensinde at henvende sig direkte til kameraet, forstår vi alt, hvad Oleg føler og tænker. Gennem hans store melankolske øjne og den spage frygt i stemmen når skuddene kommer for tæt på, fornemmer vi det usagte der ligger mellem linjerne, når han spørger den store Kostia om ikke han er bange. Netop denne facade overfor både fætteren og Kostia går igen. Det er tydeligt, at her er der ikke plads til at være bange og gemme sig. Skuddene er hverdagskost og kan man ikke klare mosten, er man ikke en rigtig mand.

Men Oleg ER et barn og i samværet med bedstemoren kommer dette virkelig tydeligt frem. Forholdet mellem de to er nemlig så rørende og fyldt med kærlighed, at jeg får en klump i halsen. Den omsorg og ømhed som bedstemoren har i stemmen hver gang hun taler til Oleg bringer en varme til lærredet, som ellers er prydet med sneklædte landskaber og grålige nuancer. Netop disse deprimerende billeder af en øde landsby, hvor vi næsten aldrig ser mere end kun de få karakterer, der omgiver Oleg og hans bedstemor, giver mig en følelse af klaustrofobi. Dette bringer en endnu større håbløshed til den skæbne som Oleg og hans bedstemor er fanget i. Dog brydes  denne tristesse af den inderlige kærlighed, som fornemmes mellem bedstemor og Oleg.

Fortællingen holdes observerende og nøgtern. Kun afbrudt af en voice-over fra bedstemoren hvor vi hører hendes tanker, hvilket bryder den ellers usentimentale skildring. Men det der rammer mit modergen er Oleg og hans oplevelse af denne krig. For filmen skildrer på fineste vis, hvordan den barnlige uskyld, som en 10-årig naturligvis har, blandes med det voksne og hærdede sind, som enhver der konstant lever i frygt for bombninger måtte få. Lyden af de frygtindgydende bombadementer i det fjerne kommer til tider så tæt på, at jeg selv der i det trygge biografsæde får lidt hjertebanken, og lyst til at hoppe ind i filmen og hente lille Oleg ud.