CPH:PIX forventninger

(Copyright: CPH PIX)

I anledning af at CPH:PIX løber af stablen fra imorgen har de tre Nosferater, der deltager i filmfestivalen tilkendegivet hvad de ser allermest frem til at opleve i mørket.

 

Katrine Fugl

Vinterbrødre
Det er svært ikke at forelske sig i Islands varme kilder og kølige luft. Ikke nok med det så tog islandsk film mig med storm tidligere på året med ‘Heartstone’. Relationen mellem to unge mænd i ‘Heartstone’ går igen i Hlynur Pálmasons drama ‘Vinterbrødre’. Med en dansk rolleliste, der præsenterer nye friske talenter som Simon Sears og Elliott Crosset Hove håber og tror jeg på at det bliver en rammende og medrivende film. Smuk vinter, stærke karakterer og mand til mand drama. Jeg er vild med det hele!

Eyes Wide Shut – on location
Hvis ikke du har mødt en Stanley Kubrick plakat på din er det tid til at åbne øjnene. Cinemateket og Kunstforeningen Gl. Strand er gået all in på Kubrick og det kommer heldigvis også til udtryk under CPH:PIX. I et helt særligt orkestreret arrangement afholdes der maskebal på et endnu ukendt sted i indre København. Har du ikke allerede gættet det bliver der vist ‘Eyes Wide Shut’ ved samme lejlighed (der er den eneste Tom Cruse film jeg rigtig kan lide). I det hele taget er der flere ‘on location’ arrangementer under festivalen, der med garanti vil give helt unikke filmoplevelser, som jeg synes er værd at tjekke ud.

Andreas Michaelsen

Salyut-7
Hvis du elsker rumfilm kan du for første gang nyde en af slagsen med kosmonauter fremfor astronauter i hovedrollerne. Rent visuelt har den russiske instruktør Klim Shipenko fundet inspiration i de visuelle effekter fra 2013’s ’Gravity’. Der er dog ligesom med ’Apollo-13’ tale om et historisk drama fremfor pure fiktion. ’Salyut-7’ følger to kosmonauter der i 1985 opsendes for at reparere rumstationen af samme navn. Undervejs udsættes vor helte for alverdens prøvelser og livsfarlige situationer – deraf følger forhåbentlig et medrivende rumeventyr for publikum, jeg glæder mig i al fald!

Animation-celebration
CPH-PIX 2017 byder på et væld af animerede herligheder. To film der især pirrer mine audiovisuelle smagsløg spænder imellem sober alvor og afbrændt tegneserieaction – nemlig ’Tehran Taboo’ og ’Mutafukaz’.

Tehran Taboo
Iranskfødte Ali Soozandehs debutfilm omhandlende seksualitet og køn i det iranske præstestyre. Vi følger fire forskellige unge storbyboers udskejelser i nattelivet og deres brud med det puritanske regimes tabuer, alt samme bragt til live med rotoscope animation.

Mutafukaz
Japansk/fransk syretrip sat til dunkende technomusik som bedst kan beskrives som en blanding af Studio Ghibli og Tarantino. Pizzabudet Angelino forulykker på knallerten da han ser en skønjomfru på fortovet. Efter episoden begynder han at se monstre på gaden i Dark Meat City – asfalthelvedet hvor han bor. Velkomponeret musikvideo-inspireret slå-på-tæven rabalder følger.

Claus Nygaard Pedersen

The Mermaid
Stephen Chow har beriget verdenen med to af de fedeste kung-fu film nogensinde, ’Shaolin Soccer’ og ‘Kung-Fu Hustle’. Efter en lille pause er han nu tilbage med ’The Mermaid’, som er hans fortolkning af det klassiske H.C, Andersen eventyr. En havfrue, der forelsker sig i den person hun har besluttet sig for at snigmyrde, fordi han er en trussel mod hendes races økosystem? Ja tak!

Blade of the Immortal
Takashi Miike er altid garant for en grusom fornøjelse. Her er det Japans enfant terribles film nummer hundrede, der serveres og hvilken ret han disker op med! En samurai, forbandet til evigt liv, lover at hjælpe en ung pige med at hævne drabene på hendes forældre. Oh yes, there will be blood! 

The Killing of a Sacred Deer
Meget kan man sige om Yorgos Lanthimos, men kedelig er han bestemt ikke. Denne gang beriger han os med, hvad der efter sigende skulle være han mest dystre film i det græske genis stadig spæde karriere.

Der er ulmende uhygge når en kirurgs liv begynder at spinne ud af kontrol som følge af en teenagedrengs handlinger.

På trods af den potentielle mangel på folk der gør som hunde eller bliver forvandlet til ditto, så har jeg tillid fænomenet Lanthimos.