Daddy’s Home 2

stjerner3

af Morten Kildebæk
23. november 2017

Hvis ikke du kan få nok af middelmådige julekomedier – heller ikke før vi når december – så er dette lige en film for dig! 

Vi befinder os i november, og det betyder naturligvis, at der kan tages forskud på julen. Supermarkederne er allerede godt i gang med at tvinge tørre Karen Volf-klejner og serveringsklare risengrødspølser ned i halsen på de højtidsstressende forbrugere, så det er vel også ved at være tid til at projektere juleunderholdning op på biograflærrederne.

Tidligere på måneden kunne man med ’A Bad Moms Christmas’ se, hvordan produktionsselskaber forsøger at tage del i julehandlen. Tag en halvdårlig amerikansk komedie, skriv en relativt unødvendig 2’er og placer handlingen i december. Samme opskrift er skaberne af ’Daddy’s Home 2’ gået efter, men overraskende nok er det faktisk lykkedes dem at skabe en fortsættelse, som er bedre end forlægget.

Fem fine fædre
Faderrollen er selvfølgelig igen i fokus, men hvor vi i den første film måtte nøjes med det ensformige samspil mellem den biologiske far Dusty (Mark Wahlberg) og stedfaren Brad (Will Ferrell), tilføres der denne gang yderligere tre fædre. Mel Gibson og John Lithgow tilslutter sig selskabet som forældre til hver af de to hovedpersoner, og æblet falder ikke langt fra stammen. Dustys far Kurt, spillet af Gibson, er en kvindebedårende machomand, som kun kommer på besøg hvert femte år, mens Don, som Lithgow spiller, er en optimistisk og kærlig familiefar. Desuden møder vi igen John Cena i en mindre rolle som muskuløs og frygtindgydende far til Dustys forkælede steddatter.

Som det måske fremkommer af taglinen ”flere fædre, flere problemer”, har vi ikke at gøre med en revolutionerende komedieformel, men de nytilkomne personager skaber faktisk den dynamik, som etteren manglede. Samtidig bliver Ferrell og Wahlbergs karakterer både sjovere og mere sympatiske, når de interagerer med og spejler sig i deres fædre. Dette betyder dog ikke, at figurerne indeholder nogen nævneværdig dybde. Specielt Gibsons Kurt er så ensidig, at det bliver trættende i længden.

Gentagelser avler redundans
Det er netop denne træthed, som sniger sig ind på beskueren efter en times spilletid. Når gags fra den første film gang på gang genbruges, mister man efterhånden interessen. Gentagelserne savner at blive italesat på samme skarpsindige måde, som det eksempelvis blev gjort i ’22 Jump Street’, der også var en fortsættelse til en velindtjenende komedie.

Det går ydermere op for én undervejs, at flere af karaktererne egentlig bare er overflødigt fyld. Filmens kvinder får markant mindre skærmtid end deres ægtefæller, og når de engang imellem faktisk har replikker, er deres interne konflikter ganske uinteressante. Bevares, filmen hedder ikke ’Mommy’s Home 2’, men derfor kunne mødrene da godt interagere mere med deres mundhuggende mænd. John Cenas karakter tilfører desuden omtrent lige så lidt, som han gjorde i sin fem sekunder lange optræden i den første film.

Alt dette til trods kan man alligevel ikke lade være med at komme lidt i julestemning, når filmen når til sin afslutning, og nogenlunde underholdt er man da også det meste af tiden. Med fællessang, gran, glaskugler og en overraskende metakommentar, der indirekte adresserer publikum, bliver man faktisk næsten revet med i slutminutterne. ’Daddy’s Home 2’ lykkes noget af vejen med det, den har sat sig for, men nogen ’Alene hjemme’ er det altså ikke.

Foto: UIP