De hårde fortællinger tager humoren i hånden på årets CPH PIX

Foto af Kimberley French. © 2019 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved

Da jeg følte en trang til at grine, valgte jeg på dette års PIX-festival at gå efter film, der efter sigende skulle benytte sig af humor som middel til at fortælle nærværende og vedkommende historier. Og det gør ’Jojo Rabbit’, ’Take Me Somewhere Nice’ og ’The Death of Dick Long’ alle sammen – men på ret forskellig vis!

En såkaldt ”krigskomedie”
’Jojo Rabbit’ udspiller sig i Tyskland 1945, hvor den 10-årige nazist Jojo drømmer om at blive en del af Der Führers private garde. Filmen starter ud med, at Jojo får gearet sig op til at skulle på Hitlerjugend-camp med hjælp fra sin fantasiven: En barnlig og halvkvabset udgave af Hitler. Jojo løber derpå højtjublende og heilende gennem gaderne, publikum griner af den fjollede, fanatiske dreng, og stilen er sat. En ultra sort satirisk stil. Men den holder!

På trods af spas og nazi-løjer har filmen nemlig stadig en seriøs kerne og et relevant budskab, som bliver virkelig fint leveret gennem den sorte humor. For hvad stiller man lige op, når man pludselig finder ud af, at ens mor har gemt en jødisk pige inde i væggen, og hun overhovedet ikke stemmer overens med den monsterbeskrivelse af jøder, de fortalte om på Hitler-campen? Og man til og med bliver forelsket i hende, hvilket strider imod alt, man hidtil har lært?!

’Jojo Rabbit’ er et eksempel på, hvordan børn ikke er født med, men kan være skolet i had til en given gruppe mennesker. Det er en reminder om, at vi forsat skal huske på at være åbensindede og ikke lade os overbevise af falske fremstillinger i medier eller af fremmedhadske magthavere.

En coming of age-roadmovie
Det er som om heldet bare fuldstændig har forladt Alma i ’Take Me Somewhere Nice’. Hendes far er dødeligt syg, og hun vælger derfor at flyve til Bosnien for at besøge ham, men hendes fætter, Emir, gider ikke køre hende hen til hospitalet. Hun boller så med Emirs ven, Denis, men han har åbenbart en kæreste. Hun prøver på trods af sin mors forbud at tage bussen, men da hun skal kaste op under en tissepause, kører den fra hende, og hun mister derfor sin kuffert. Og sådan stables kaos på kaos på kaos videre gennem filmen.

Men denne fortælling er ikke en tragedie. På trods af alt denne modstand fortsætter Alma selvstændigt sin færden. Hun gør hvad hun vil uden at overveje konsekvenserne på en yderst naiv, men befriende vis. Hun handler ikke på baggrund af andres forventninger, men af egen lyst. Også selvom hun nok ikke altid er klar over, hvad hun egentlig vil.

Hun tager det roligt, hvilket kameraet afspejler. De stille, super flotte billeder underspiller det dramatiske, såvel som de opbygger den underspillede humor. ’Take Me Somewhere Nice’ er nemlig ikke en komedie, men Almas måde at håndtere livet på får publikum til at klukke og føle sig varme om hjertet, og jeg sad ved filmens slutning tilbage med en følelse af, at det hele nok skal gå.

Krimikomedien der også ville være en tragedie
I ’The Death of Dick Long’ ender en drengeaften grueligt galt: Dick dør! Grundet nogle uheldige omstændigheder gør vennerne Zeke og Earl deres bedste for at skaffe sig af med alt, der kan relateres til miseren, men der går ikke lang tid, før at der begynder at opstå forklaringsproblemer.

Første halvdel af filmen var virkelig sjov! Det hele er så super langt ude og absurd, at man kun kan grine. Men lige pludselig vender fortællingen 180 grader, og er i stedet så absurd og tragisk, at man næsten kun kan græde. Det var en meget mærkelig filmoplevelse, og jeg følte mig i den grad forrådt af Daniel Scheinert, filmens instruktør. Efter hvad jeg kunne tyde, var der lagt op til en god omgang absurd og langt ude skæg og ballade a la hans debutfilm, den surrealistiske komedie ’Swiss Army Man’. En film med sådan en titel, forventede jeg virkelig ikke, ville have et dybere, eksistentielt indhold, men det havde den. Og det var desværre ikke på den gode måde.

Det er lidt svært at forklare, hvad der egentlig er galt, for ’Jojo Rabbit’ blander jo også det seriøse med humor, men det er modsat virkelig vellykket. Jeg tror måske, det er fordi, at man godt ved, at en film om 2. Verdenskrig vil have et seriøst indhold. Og når de alvorlige og hjerteskærende scener toner frem i løbet af fortællingen, klæder de virkelig filmen. Det ville sådan set virke helt forkert, hvis krigen ikke på et tidspunkt blev taget seriøst og havde konsekvenser.

Samtidig tror jeg, at det var de færreste af dem, der tog ind for at se ’The Death of Dick Long’, der forventede at blive mødt af en fortælling om en mand, der ender i en dyb, dyb krise, og hvis liv aldrig bliver det samme igen. Den måde filmen går fra 100% humor til 0% humor på et split sekund, og det man før grinte af pludselig bliver alvor, får det til at virke som om, at instruktøren ikke har været helt klar over, hvilken slags historie han ønskede at fortælle. Det er ikke, fordi filmen er dårlig; den sjove del er virkelig sjov, og den alvorlige del er super intens og rørende. Det er bare en meget mærkelig kombi.

Alt i alt synes jeg, at det var nogle rigtig fine film, og jeg kan godt forstå, hvorfor PIX har udvalgt dem til årets indskrænkede program. Det var tydeligt at mærke, at de var lavet af yngre talenter med noget på hjerte, og de har alle tre turde bevæge sig ned ad andre veje end den økonomisk forsvarlige, hvilket jeg er stor tilhænger af. Det nye format WEEKEND gjorde det desuden meget lettere at overskue, hvad festivalen havde at byde på, og jeg er spændt på at se om PIX går videre med dette næste år.