De Standhaftige

En soldat møder en balletdanser, og deres forenede viden om kroppen kan måske lære ham at gå igen efter en mineulykke. Eller à la Avril Lavigne: He was a boy, she was a girl. Can I make it anymore obvious?…

Thomas har fået sprængt sine ben væk af en mine i Afghanistan, men træner nu som en sindssyg for at komme op på et par proteser og ned og pløkke nogle flere Talibanere. Sofie besøger sin kræftsyge faster på samme genoptræningscenter, men hendes faglighed fra sit virke som balletdanser, bliver snart en del af Thomas genoptræning. Efterhånden udvikler forholdet sig, og ‘standhaftig’ bliver mere end blot en reference til en etbenet tinsoldat.

…He was a punk, she did ballet…
Egentlig fungerer de to hovedkarakterer udmærket sammen. Mikkel Boe Følsgaard kan få stort set alt til at lyde overbevisende, og den tidligere kongelige balletdanserinde Cecilie Lassen kan for det meste spille op til ham. Dialogen er herligt snappy og svinger primært imellem råb og spydigheder. Imidlertid er der noget med en kæreste, som vi aldrig finder ud af, hvorfor Thomas er sammen med. Han virker i hvert fald ikke særligt interesseret. Hertil kommer at vi efter en enkelt sexscene i starten skulle have regnet ud, at Sofie åbenbart ikke kan binde sig. Kort sagt skal relationen forstyrres af en masse underforklarede ting og sager, når det jo egentlig havde fungeret fint nok, hvis man blot gravede sig ordentligt ned i egen præmis med en skadet soldat og en stædig balletdanser.

Generelt har filmen det problem, at der er for meget historie til sølle 105 minutter. Vi skal både nå at have hele Thomas vej fra Helmand og hjem, til at han skal blive en hel mand igen, om man vil. Hertil kommer Sofies raketballetkarriere og forløbet med den syge faster (som i øvrigt spilles rigtig fint af Karen Lise Mynster). Der er simpelthen for mange forløb i gang og de æder eftertænksomheden, så det hele kommer til at føles lige lovligt let. Jeg savner Jaques Audiards ‘Smagen af Rust og Ben’, hvor der rent faktisk undværes noget screentime til at skildre, hvor skrækkeligt det må være at skulle lære sin krop at kende efter at have fået et handicap.

…What more can I say?
Udover at der er for meget støj på linjen, er filmen egentlig fin nok. Den er pænt filmet med lav dybdeskarphed og masser af slørede baggrunde som resultat. Desuden får den nogle skønne billeder ud af både ballet og soldatertraumer, som det sig hør og bør.

Overraskelserne udebliver generelt i ‘De Standhaftige’, hvor filmens eksposition nærmest er en spoiler i sig selv, for man kan nogenlunde regne ud, hvilke elementer der introduceres, og hvordan det hele ender. Slutningen har langt hen ad vejen potentiale, men skaberne kunne åbenbart ikke tøjle deres trang til at binde så mange sløjfer på historien, så man skulle tro, at den var et par bleglyserøde tåspidssko.