Deepwater Horizon

Forestil dig ‘Titanic’. Erstat først isbjerget med et borerør, der går lige lukt ned i helvede, dernæst et isnende Atlanterhav med en brændende Mexicansk Golf og forestil dig til sidst at den onde kapitalist er John Malkovich og ikke Billy Zane.

Der er de her ord. Små samtalestoppere, der får éns koncentration til at forsvinde, så snart man hører dem. Alt afhængigt af hvem man er kunne det være ”betalingsbalance”, ”cosinusrelationer” eller ”modeblog” og for overtegnede er det blandt andet ”olieboreplatform”. Alt det der offshore gøgl lyder simpelthen så kedeligt, men i ‘Deepwater Horizon’ formår man at gøre olieboring spændende og rørende. Tilmed får man en intens spændingsfilm ud af en historie, som vi alle ved hvordan ender – nemlig med masser af olieindsmurte fugle.

Olieindustrien er stadig de onde
Mark Wahlberg og Kurt Russel spiller henholdsvis chefelektriker og arbejdsleder på Deepwater Horizon, en boreplatform der i 2010 arbejder med store forsinkelser på at klargøre et nyt rør. Netop fordi alting har taget for lang tid, begynder pengemændene fra BP at presse på for færre tests og mere fart. Arbejderne er imod, men må til sidst bøje sig cheferne med fatale konsekvenser til følge.

Man får megen voldelig skønhed ud af at krydsklippe mellem havbunden, mekanikken på boreplatformen og de mennesker, der snart bliver knust under så meget tryk, at det ikke er til at begribe. Sympatien fordeles mellem karaktererne med et par ture rundt på Deepwater i starten af filmen, hvor man får præsenteret de mennesker der tilbringer halvdelen af deres liv der. En let og indforstået dialog, få men passende familieanekdoter og en overordnet følelse af at træde ind i et fællesskab gør, at man virkelig hepper på disse mænd og kvinder senere da lorten rammer ventilatoren.

Dybere end Hollywood
Kameraet er altid tilpas tæt på og rystet til at filmen rent visuelt undgår at komme til at ligne en sjæleløs Hollywoodbasker. Tilsat det voldsomme lydbillede med masser af rumlen fra havets bund og genklang af verdens ødelæggelse står man tilbage med en ret flot film. Til tider går der lige godt CGI i den, men det er overordnet holdt på et fornuftigt niveau. Til gengæld kan det ikke understreges nok, at det hele er spildt hvis man ikke ser denne film på en kæmpe skærm udstyret med et endnu større anlæg.

Langt hen af vejen er ‘Deepwater Horizon’ faktisk helt oppe at ringe, men så skal man selvfølgelig smide det hele på gulvet med en mindesekvens tilegnet virkelighedens crew på boreplatformen. Ikke alene føles det manipulerende, men så bliver det også lige pludselig tydeligt i hvor høj grad man har fundet skuespillere både lettere, yngre og smukkere end dem de portrætterer. Det får det hele til at føles lidt kunstigt, selvom filmen i sig selv er rørende. Et afsluttende anfald af ‘Murica ændrer dog ikke på at spændingen, de skrabede karaktertegninger og den voldelige skønhed ved en menneskeskabt katastrofe i sin vorden tilsammen holder filmen ganske godt oven vande.