Dem Vi Var

En mand ligger på gulvet og kæmper for at komme op og stå på benene. Det gør så ondt at se på, at man selv begynder at bevæge alle led for at tjekke at forbindelsen mellem hjernen og kroppen stadig virker. Det opsummerer ganske kort den handling, der udspiller sig i dokumentarfilmen ´Dem Vi Var´.

Da den 39-årige familiefar Kristian får en blodprop i hjernen, ændrer det alt i den lille families liv. Kristian skal lære alt på ny – selv det at gå. Og det sætter store udfordringer til ham selv og resten af familien. Kristian er blevet et lille barn med en voksens bevidsthed. Han kan nemlig godt selv se, når bordet ikke er dækket ordentligt, men kan ikke lægge kniven og gaflerne det rigtige sted.

Den uhyggelige bevidsthed

I løbet af det år hvor vi følger Kristian og hans familie, ændrer hans personlighed sig også. Om det skyldes blodproppen eller den efterfølgende depression, får vi ikke noget svar på. Og hvor meget Kristian selv er bevidst om det, ved vi ikke med sikkerhed. Historien eskalerer den dag, Kristian endeligt kan komme hjem og bo med sin familie igen. For er han overhovedet den samme mand og far som før blodproppen? Og hvor langt skal en hustru gå for at holde løftet om at holde sammen i medgang og modgang?

Filmen er mest fortalt fra konens perspektiv, et perspektiv hvor den mand hun forelskede sig i – er væk. Og det stikker i ens hjerte, når han gør plads til, at hun kan sidde ved siden af ham, og hun sætter sig et andet sted. Men kan hun lære at ham elske igen – når hun føler den mand, hun giftede sig med, er blevet en anden?

Autentisk følelsesporno

De små klip og billeder fra tiden før blodproppen skaber en uhyggelig kontrast, der minder en om, at livet kan ændre sig på et splitsekund. Og netop derfra får historien om Kristian sin kraft. Indimellem ser man også tydelige glimt af Kristians ‘gamle’ personlighed – og det er her filmens sjove stunder findes. Kristian håndterer nemlig de konflikter, der opstår når hans ‘gamle jeg’ og ´nye jeg´ mødes i en konflikt med dyb ironi. Eksempelvis når den vej han går på, laver et lille sving, og han stolt råber tilbage til kameraet, at han klarede det store sving.

Filmen er ligesom temaet utrolig ubehagelig og deprimerende. Men det er virkeligt! Og måske netop derfor, er det en vigtig og interessant historie. Så hvis du har brug for en omgang følelsesporno – så drop det romantiske drama og tag ind og se historien om ‘Dem Vi Var’!  Den er autentisk, og minder dig om at værdsætte det, du allerede har.