Den 5. Bølge

Copyright: UIP

Rumvæsenerne kommer! ’Den 5. Bølge’ er endnu en film om dystopi med ungdommen i fokus. Den er langt fra original, men alligevel ikke helt som de andre.  

Cassie (Chloë Grace Moretz) var en ganske almindelig pige. Hun gik på high school og kom fra en typisk kernefamilie med faderen Oliver (Ron Livingston), moderen Lisa (Maggie Siff) og lillebroderen Sam (Zachary Arthur). Det største problem i hendes hverdag, var crushet på den populære Ben (Nick Robinson) fra skolens football-hold. Indtil den dag hvor alting ændrede sig. Den dag hvor de mystiske rumskibe dukkede op uden at foretage sig andet, end at svæve fredeligt over jordklodens største byer. Men alt dette skulle hurtigt ændre sig.

Jordnær film om rumvæsener
’Den 5. Bølge’ er en filmatisering Rick Yanceys bestseller af samme navn og tilslutter sig rækken af nyligt filmatiserede ungdomslitterære værker. I modsætning til ’Hunger Games’ og ’Maze Runner’-filmene byder ’Den 5. Bølge’ ikke på et væld af CGI-effekter. Den spiller i stedet på et mere realistisk hverdags scenarie, hvilket gør handlingen jordnær og det klæder faktisk filmen. Den bliver ikke bare ”endnu en alien-invasion”-film, men et interessant indblik i hvordan vi mennesker handler, når vi sendes tilbage til nederste trin på Maslow’s behovspyramide.

Filmens titel hentyder til rumvæsenernes uundgåelige angreb på menneskene. Rumvæsenerne som bare bliver kaldt ”the others” indleder nemlig bølger af angreb mod menneskeheden. Det første angreb er en elektromagnetisk puls, som lammer al elektronik på jorden. I en tid hvor mobiltelefoner styrer mange menneskers liv, er dette i sig selv en ganske alvorlig trussel imod den civiliserede verden, man da det samtidig medfører en række bilulykker, flystyrt o.lign. begynder alvoren at gå op for folk. Det næste angreb er et verdensomspændende jordskælv, som også sender enorme flodbølger mod klodens kystbyer. Dernæst kommer fugleinfluenzaen som udrydder en stor del af befolkningen. Med den fjerde bølge, kommer ”the others” selv til jorden, men desværre for menneskene har de taget menneskelig skikkelse. Dermed kan de vandre uforstyrret i blandt os, og ingen kan vide hvem de kan og ikke kan stole på.

Cassie alene i verden
De fire bølger af angreb har gjort Cassie forældreløs, hvilket efterhånden er blevet et karaktertræk for Chloë Grace Moretz – det sker også i Kick-Ass (2010), Carrie (2013) & If I Stay (2014). Desuden har hun mistet kontakten til sin lillebror Sam, som heldigvis er fragtet til en militærbase 130 km væk. Carrie overværer hvordan mennesker fyldes med paranoia i pressede situationer, og efter en massakre beslutter hun på egen hånd, at finde sin lillebror inden den endelig invasion rammer menneskeheden.

’Den 5. Bølge’ er J Blakesons anden spillefilm efter den anmelderroste debutfilm ’The Disappearance of Alice Creed’ (2009), og på produktionssiden findes flere interessante navne. Tobey Maguire (Æblemostreglementet, Spiderman m.fl.) er hoppet bag kameraet og er en af tre producere på filmen, hvis manuskript også har fået lidt stjernestøv i form af Oscarvinderen Akiva Goldsman (A Beautiful Mind ), som gudskelov er tilbage ved skrivemaskinen efter den helt igennem forfærdelige filminstruktørdebut ’Winter’s Tale’ fra 2014. Med en bestseller som udgangspunkt og en række interessante navne i produktionen, har der altså været masser af ambitioner. Desværre har lækkede e-mails fra Sony, afsløret hvilke prominente navne der var foretrukket til rollerne som General Vosch og Sergent Reznik som er gået til hhv. Liev Schreiber og Maria Bello. Det havde alt andet lige pyntet med Viggo Mortensen eller Russell Crowe som den kompromisløse general og Natalie Portman eller Jessica Chastian som den barske sergent, men ikke desto mindre formår J Blakeson at fortælle en god historie.

Intet nyt under den mørke sol
Problemstillingen er selvfølgelig set før i diverse zombie- og apokalypse-serier/film, og det er da heller ikke noget nyt, med de uundgåelige trekantsdramaer som naturligvis må opstå før eller siden. Men det bliver gjort ganske troværdigt, fordi fokus er rettet på Cassies historie og ikke den store verdenshistorie. Cloë Grace Moretz er efterhånden blevet en nydelig ung kvinde, og hun kan godt bære hovedrollen på sine skuldre. Nuvel, det bliver til tider lidt banalt og indie med efterårsfarver på træernes blade, de mange scener, hvor Cassie stirrer intenst off-screen og hendes frisure, der sidder, som var hun lige kommet fra frisøren – på trods af flere dages flugt gennem vildnisset på flugt fra ”the others”. Men ser man bort fra et par kontinuitetssvipsere og det lidt for gennemskuelige narrativ, er ’Den 5. Bølge’ faktisk en glimrende ungdoms-sci-fi. Men forventer man et CGI-orgie af en alien-invasion-film bør man nok vente på ’Independence Day: Resurgence’ i stedet.