’Den gyldne handske’ er brun og ækel

Copyright: Another World Entertainment

At se denne seriemorderfilm føles som at blive suget ned i en brun og røgfyldt tidslomme, hvor du langsomt kvæles i billig snaps og tyske schlagerhits.

Jeg er ikke den sarte type, nok snarere tvært imod. Jeg har set de mest groteske exploitation-film fyldt med lemlæstelser og blod i spandevis uden at rynke på næsen. Alligevel fik denne seriemorderfilm mig til at vende mig væk i væmmelse – og det er lidt af en bedrift.

Den (u)rene elendighed
Det er 70erne i St. Pauli i Tyskland, hvor det brune, røgtunge værtshus ’Den gyldne handske’ er frekventeret af tungt drikkende mænd med sveddryppende og arrede ansigter og halvsovende kvinder med fedtet hår, der er villige til at gøre hvad som helst for endnu et glas snaps. Her holder den snuskede Fritz Honka til, hvor han aggressivt lokker de desperate kvinder med ham hjem, og håbet om mere alkohol.

Her bliver deres i forvejen sørgelige skæbne forseglet. For Fritz er dybt alkoholiseret, hvilket stimulerer hans aggressive og voldsomt depraverede sider. Det ender ofte i et hadsk drab, hvor legemsdele bliver afhugget og gemt i den usle taglejlighed.

Filmen starter lige på og hårdt med en død kvinde på Fritz’ seng, der kynisk parteres. Her opstår filmens største problem. For med det samme er vi ikke i tvivl om, hvilken afskyelig type vores hovedperson er. Han udstråler ”klam seriemorder” og bliver dermed en kedelig kliché. Med sit fedtede ansigt, brune tænder og krumbøjede holdning er der langt til den mere spændende-renskurede prettyboy-psykopat Patrick Bateman fra American Psycho.

Lad mig komme ud!
Det er netop denne brune fedtethed, der gennemsyrer hele filmen. Fra det mørke og røgbefængte værtshus til den klaustrofobiske taglejlighed, hvor billeder af nøgne damer og små dukker blandes i en stor absurd pærevælling. Her driver skidtet ned af væggene, og man kan nærmest lugte stanken af lig, der forsøges overdøvet af den skov af Wunderbaum, som hænger rundt omkring.

Hele filmen emmer af væmmelse over denne mands person og uhumskhed. Han er usympatisk, og derfor føler jeg på intet tidspunkt med ham eller nogle af de andre triste skæbner. Kun den sørgelige Gerda, som Frits udnytter på grimmeste vis, har min sympati, og hendes historie ville jeg gerne se mere til. Jeg har brug for en karakter, der giver mig håb, men jeg har mest af alt lyst til at forlade denne klaustrofobiske og trøstesløse scene.

På trods af min ellers splatterhærdede krop måtte jeg se mig slået af en lille, fedtet, alkoholiseret misogynist, der skræmmende nok er baseret på en virkelig person. Aldrig har jeg været så glad for at komme ud i novemberregnen. Ud i lyset og den friske luft, hvor jeg kunne trække vejret igen. Jeg tror nok, der går lidt tid, før jeg skal på en brun bodega igen.