Den unge Karl Marx

stjerner3

af Andreas Michaelsen
9. november 2017

Ublu kulturmarxistisk propaganda i form af filmisk smagsdommeri. Borgerlige dissidenter henvises til Morgenfascisten Jyllandspestens kultursektion.

Instruktøren bag den eminente ’I am not your negro’, Raoul Peck, har med ’Den unge Karl Marx’ begået endnu en film om en kontroversiel historisk figur med revolutionære ideer. Modsat filmen om James Baldwin og borgerrettighedsbevægelsen i USA er der her dog tale om en særdeles tandløs affære. Jo mere rodfæstet éns betonsocialisme er, desto mere virker ’Den unge Karl Marx’ som en gigantisk tabt mulighed. Denne anmelder føler den faktisk næsten som spytklat i ansigtet. Så skulle hans bias i øvrigt også være lagt til frit skue.

Party like it’s 1848
Vi følger Marx’ liv i 1840’ernes Paris. Han er flyttet dertil i eksil fra Tyskland, hvor hans skriverier har gjort ham upopulær. I Frankrig arbejder han som freelance-skribent og forsøger at forsørge familien bestående af hans kone, Jenny Von Westphalen, og deres fælles datter. Begge parter spilles upåklagelig af henholdsvis August Diehl og Vicky Krieps.

Daddy Marx møder Friedrich Engels (Stefan Konarske) i den franske hovedstad, som på dette tidspunkt er Europas samlingssted for anarkister, socialister og andet revolutionært godtfolk. Det udvikler sig til et nært venskab med den da 24-årig søn af en britisk industrialist. Kombinationen af Marx’ enorme teoretiske overskud og Engels’ erfaring med industriens interne forhold resulterer i, at parret ender med at skabe Kommunisternes Forbund i 1847. I 1848 udgiver de sammen Det Kommunistiske Manifest – og derved ændrer duoen verdenshistorien for altid. Det er også her, filmen slutter.

Sukkersød socialisme eller kold kadaverkapitalisme?
The K-man er self. mest til førstnævnte, men desværre berører filmen kun Marx’ teorier på den mest overfladiske plan. Hans enorme intellektuelle overskud må vige pladsen for banale one-liners, og publikum får aldrig indsigt i det teoretiske fundament for manifestet. Vi bliver udsat for en decideret hvem-er-hvem-gennemgang af anarkister og socialister som Marx krydser klinger med. Men debatterne varer sekunder, hvorefter filmen præsenterer Marx som vinderen, uden at vi reelt har været vidne til det. Hvorfor f.eks. introducere Proudhon og Bakunin som karakter, når vi ikke må lære præcis hvad Marx var uenige med dem om?

Det virker som om Peck gerne ville cementere, at han er inde i stoffet. Og når det kun sker via blotte konstateringer og opremsning, får filmen en kedelig smag af forelæsning – desværre uden indhold. Så kan man ligeså godt sætte sig til at læse manifestet, det er skam også kedeligt (tro mig), men i det mindste lærerigt.

Marx boller og teorierne holder
Men indrømmet, det er fedt at se Marx portrætteret i hans velmagtsdage fremfor den lettere slukøret gamle julemand, vi normalt kender ham som. Vi har faktisk med en lidt sexet, ung rebel at gøre. Han får tømmermænd og har lækker sex med sin frisindede kæreste. Ja parret kunne sagtens gå for et liste-Å stemmende, urbant hipsterpar, der har spontan tirsdagssex ind over espressomaskinen og det rustikke skærebræt med ølandshvedebrøddet i deres rummelige (men ikke alt for store), lyse og altanudstyrede 4-værelses på indre Nørrebronx.

Dialektisk materialist savner gnist
Men en film om Marx forpligter altså til noget mere relevant samfundskritik end et sølle slideshow over rulleteksterne sat til en Bob Dylan-sang. Når borgerlige tastaturkrigere som Bent Blüdnikow ikke engang kan ventes at stødes over sin film om kommunismens fader, så har man sgu pisset i nælderne! Et godt redskab til at afgøre om sin film er venstreradikal nok, er som bekendt Søren Espersen-testen.

Ville Søren Espersen skrive en vred kronik om DR som rød propagandamaskine, og følgelig forlange massive besparelser, såfremt din film blev vist på DR K? Trickspørgsmål: Søren ser aldrig DR K. Og i øvrigt vil han altid forlange nedskæringer af statsradiofonien alligevel, da det eneste positive DR nogensinde kunne gøre i hans øjne var, at opfinde en tidsmaskine, rejse tilbage i tiden og opfinde TV 2 Charlie før TV 2.

Pointen er: haters gonna hate, så hvorfor ikke stikke til dem i sin film?

Foto: kino.dk