Der findes kun tre lesbiske på Broadway

Også i 'The Prom' ligger der et forældre opgør. Her skal kæresten Alyssa (til venstre) sige fra overfor sin strenge mor, der forvente topkarakterer og sender hende på bibelskole. Foto: Melinda Sue Gordon/Netflix

Filmen ‘The Prom’ viser den ene af Broadways i alt tre lesbiske hovedpersoner. At der findes så få, skyldes kønnet på dem, der producerer musicals, vurderer forsker.

I december havde Netflix-filmen ‘The Prom’ premiere. Den handler om high school-eleven Emma, der ikke kan få lov at tage sin kvindelige kæreste med til skolens bal.

Ganske få musicals har lesbiske hovedpersoner, selvom musical-genren ofte er blevet tæt sammenkædet med dele af LGBT-miljøet. 

På musicalens hovedgade Broadway har der kun været tre lebiske hovedpersoner igennem tiden. Det er i forestillingerne ‘The Color Purple’ fra 2005, ‘Fun Home’ fra 2015 og ‘The Prom’ fra 2018. 

Flere karakterer fortolkes som homoseksuelle

Nogle musical-gængere har tolket visse karakterer som homoseksuelle, fortæller Michael Eigtved, der er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

– Man taler om at forestillingen ‘Wicked’ på mange måder kan ses som en queer fortælling, sådan at de to hekse har et forhold på et mere symbolsk og fortolkningsmæssigt plan. Men det er ikke noget, der er erklæret eller åbent.

Den første mandlige, homoseksuelle hovedperson var i forestillingen ‘La Cage Aux Folles’ fra 1983. Der er altså 22 år mellem den første mandlige til første kvindelige, homoseksuelle hovedkarakter. 

Mænd laver forestillinger om mænd

Lektor Michael Eigtved begrunder fraværet af lesbiske hovedpersoner med kønnet på dem, der producerer musicals. 

– Når du ser på produktionssiden, så er både komponister, forfattere og instruktører mænd. Helt banalt, så har de produceret forestillinger om emner, der interesserer dem selv.

Musicalen ‘Fun Home’ er et godt eksempel på det. Både musik, sangtekster og manuskript er lavet af kvinder.

Det samme gælder musicalen ‘The Color Purple’, som talkshowvært Oprah Winfrey blandt andet var drivkraft bag.

Er det vigtigt med lesbiske hovedpersoner?

Louise Toft, som er marketingchef i One And Only Musical Teater, er bevidst om potentialet i at have homoseksuelle hovedpersoner. 

– Jeg synes, det er vigtigt, at homoseksualitet er repræsenteret. Det er igennem kulturoplevelser, at folk kan erfare noget nyt om dem selv og om samfundet. 

Hun har set ‘The Prom’ og er ikke afvisende overfor, at One And Only Musical Teater ville kunne sætte en lesbisk musical op. 

– Er der en god kærlighedshistorie, og en kamp, der skal kæmpes, så er jeg sikker på, at folk kan relatere til historien uanset hvad.

Musicalerne ‘The Color Purple’ og ‘Fun Home’ står begge til at blive filmatiseret.

‘The Color Purple’, der er baseret på bogen af samme navn af Alice Walker, blev filmatiseret af Steven Spielberg i 1985 og nomineret til 11 Oscars. Musicalen skal filmatiseres i 2023, men ‘Fun Home’ er i støbeskeen hos Jake Gyllenhaal