NICOLAI MELDGAARD ESKESEN

Hvad gør man som instruktør når økonomien krakker i  hjemlandet og mulighederne for at få lavet sin film, er lig så få som hovedkarakteren i den film man vil lave. I islandske Dagur Káris tilfælde, tager man til USA og får fat i folk som Paul Dano og Brian Cox, tilsætter stemning i form af New Yorks back alleys, samt en stor portion begsort humor og vupti; årets fineste julegave for filmelskere er en realitet.

Det starter ellers håbløst trist. Lucas(Paul Dano) bor som en hjemløs under en bro. Hans eneste selskab er en kattekilling. I krydsklip ser vi barejeren Jacques(Brian Cox), der spyer galde udover sine få kunder og senere får et kolerisk anfald over et kassettebånd med afslapningsteknikker, hvilket udløser en tur på hospitalet med et hjerteanfald. Her kommer han til at lægge på stue med Lucas, der i sit mismod har forsøgt at begå selvmord.

Jacques fatter interesse for den godhjertede, men noget naive Lucas, der i sin taknemmelighed vil gengive hospitalspersonalet tjenesten for at de reddede hans liv.Den gnavne gamle mands plan, går i al sin enkelthed ud på, at Lucas skal føre hans bar videre, som den er med navn og det hele. Snart er Lucas i gang med at lære bartenderiets skrevne, såvel som uskrevne regler samt den ædle, men svære kunst at brygge en ordentlig kop kaffe.

Dagur Kári har tidligere lavet den fine slackerfilm Voksne mennesker fra 2005 og før det Noi Albinoi, men i Det gode hjerte er dagdriveren udskiftet med randeksistenserne på samfundets laveste trin, og man kan med Islands økonomiske deruote de sidste par år i tankerne, ikke lade være med at drage sammenligninger fra Lucas og Jacques meget forskellige personligheder som to udtryk for, hvordan Island forsøger at tackle krisen.

Det fine ved Det gode hjerte er at ovenfor nævnte tolkning aldrig spærrer for historiens underfundighed og særlige stemning, hvor de to skuespillere og specielt Brian Cox brillerer med oneliners og krakilske kommentarer. Samtidig skaber baren og glimtene af den upolerede New York virkelighed en særegen rå stemning, der som i alle instruktørens film er akkompagneret af Kári og vennen Orri Jónssons minimalistiske og stemningsfulde musik.

Det gode hjerte er en underholdene og fin film, der på umærkelig ukompliceret skæv vis får kombineret humor, tragedie og et minimalt plot sammen til sit helt særegne univers, der ikke alene får en til at føle sig hjemme i baren sammen med Lucas og Jacques. Ja, man har som stamkunderne slet ikke lyst til at gå!

Tjek filmens hjemmeside her

og Slowblows særegne musik her