Det hvide bånd – Premiere 14/01/2010

Ryggene af 5 af Eichwalds "uskyldige" børn. Foto: Camera Film

Af

NICOLAI MELDGAARD ESKESEN

Undertitlen til Michael Hanekes seneste film, vinderen af den gyldne palme sidste år, lyder ganske uskyldigt: En tysk børnefortælling. Men hvis nogen skulle foranlediges til at tro, at Haneke på sine gamle dage(manden er efterhånden blevet 67) , er blevet en hyggelig gammelfar, der som en mandlig version af Astrid Lindgrens fortæller eventyr a la Alle vi børn i bulderby, ja så er man ikke alene gået galt i biografen. Faktisk er man nok bedre tjent med at blive helt væk, hvis man har sin barnetro kær, for sjældent har den østrigske instruktør været mere bidende dystopisk i denne fortælling holdt i sort/hvid om nogle mystiske hændelser i den lille tyske landsby Eichwald i starten af det 20. Århundrede.

I starten er kun ordet. Fortællerens. Tøvende fortæller han(Ernst Jacobi) om dengang han som ung lærer boede i den gudfrygtige by Eichwald. Faktisk er han ikke bare tøvende, han pointerer sågar, at store dele af historien er baseret på det han husker gennem hukommelsens selektive si og hörensagen.

Således advaret fortæller han om den dag, da byens læge(Rainer Bock) kommer slemt til skade, da han falder fra sin hest. Det viser sig, at nogen har spændt en stålwire ud på vejen foran hesten. Ved åstedet indfinder sig også en del af byens børn leddet af præstens ældste datter Klara(Maria-Victoria Dragus).

Snart følger flere mystiske hændelser, hvor en bondekone dør af en arbejdsulykke på baronens savværk. En hændelse der udløser en hævnaktion fra sønnen og faderens efterfølgende selvmord. Altid er børnene i nærheden og da en handikappet dreng findes mishandlet falder hovedpersonens mistanke på børnene.

Er Det hvide bånd så en arthouse instruktørs version af en krimi, der som Roman Polanskis Chinatown uden illusioner beskriver et samfunds korrupte tilstand, krydret med film noirens typiske fortællerstemme?! Svaret er på en måde ja og nej. De ovennævnte elementer bruges af instruktøren, til at inddrage og engagerer publikum i filmens handling, der aldrig har travlt, men langsomt opruller byens hierarkier og den stille terror der hersker. I symbolske sidehistorier ser vi hvorledes baronen udnytter bønderne til de dør. Hvordan præsten disciplinerer sine børn ved at udstyre dem med hvide bånd om armen, som påmindelse om den uskyld de skal (gen)finde. Lægen, der vulgært i bogstaveligt og konkret betydning tilsviner sin husholderske på det groveste. Her bevæger filmen sig mere over i det allegoriske terræn, der er guf for kulturhistorisk interesserede som undertegnede.

Den strenge pastor i filmens mest kærlige øjeblik(!). Foto: Camera Film

Haneke har selv udtalt at han med Det hvide bånd ikke har været interesseret i at lave en film om årsagerne til tysklands udvikling henover 1. Og frem imod 2.verdenskrig og nazismen. Han er mere interesseret i at plante spørgsmålstegn i hovedet på tilskueren end at give nemme og færdige svar. Denne anmelder kunne med den historiske viden om hvad der siden skete, ikke lade være med at drage sine analogier når filmens blonde og dydigt tavse børn, der måske, måske ikke lemlæster byens handikappede dreng, til nazisternes senere forfølgelse af alt fra jøder til retarderede. Her synes vejen fra det hvide til det røde bånd med det nok så berygtede svastika meget kort.

Styrken ved Det hvide bånd er at denne tolkning blot er en af mange, man tænker videre over efter filmen. Er denne dystopiske børnefortælling Hanekes måde, at genfortælle Freuds pointe om, at mennesket er en Homo homini lupus: En ulv imod andre mennesker!? Eller er det den lige så dystre bibelske tolkning at ”fædrenes synder hjemsøger børnene”, der er på spil?. Svarene giver langt fra sig selv, og hvis man genkalder sig fortællerens formaninger fra starten, bliver selve hans (selv)portræt og fortælling draget i tvivl. Kan vi overhovedet stole på og lære af historien? En ting er denne anmelder i hvert fald sikker på. Det hvide bånd er et mesterværk, der for altid vil frarøve enhver tro på at ”I gamle dage var alting meget bedre end i dag”!

6 ud af 6 stjerner