Die andere Heimat – En fortælling om længsel

Edgar Reitz’ slægtskrønike ’Heimat’ står som en milepæl i tysk tv-dramatik. Med sit store excentriske værk ville Reitz vise tyskerne deres egen historie. Heimat-trilogien, der strækker sig over 32 episoder i spillefilmslængde, fortæller historien om Tyskland i årene 1919-2000. Det vil sige, at trilogien strækker sig over nogenlunde samme tidsperiode som de danske serier ’Matador’, ’Edderkoppen’, ’Krøniken’, ’Taxa’ og ’Album’. Med sin nyeste Heimat-film har Reitz lavet en såkaldt prequel, der dækker samme periode som ’Bryggeren’.

Heimat-trilogien fortæller den store historie set fra den almene borgers perspektiv. Trilogien følger familien Simon og de andre beboere i den lille landsby Schabbach, igennem flere generationer. Titlen Heimat, kan oversættes til hjemby eller hjemstavn, og er en slags ironisk reference til de tyske Heimat-film, som var populære i Tyskland i 1950’erne. Kernen i Heimat-trilogien er netop opbrud, og hvordan kan man føle, at man har en hjemstavn i et land med sådan en historie?

Drømmen om fjerne lande og længsel efter et bedre liv

Denne gang har Reitz valgt, at lade fortællingen udspille sig i 1840’erne, og handlingen foregår stadig i samfundet omkring den lille by Schabbach. Jakob (Jan Dieter Schneider) er stavnsbundet til at arbejde i faderens smedje, men han er så heldig, at kunne læse. Han vil derfor hellere bruge tiden på at læse bøger – til faderens store irritation. Jakob er fascineret af bøgernes lærdom og beretninger fra fjerne lande. Han bliver specielt interesseret i bøger om Sydamerika og drømmer om at rejse fra det forarmede Europa og emigrere til Brasilien.

Men det handler ikke kun om læsning for Jakob. Han begynder at få øjnene op for Jettchen (Antonia Bill), som han indvier i sine drømme om Brasilien. Nogenlunde samtidig vender Jakobs storebror Gustav (Maximilian Scheidt) hjem fra militærtjeneste og bidrager til smedearbejdet. Det giver Jakob en smule ro, og han får endnu mere tid til læsningen. Han lærer sig selv de indianske sprog, og de andre indbyggere i byen omtaler ham som indianeren. Det står efterhånden klart, at Jakob skal forfølge sin drøm –  sammen med Jettchen.

Filmens undertitel er ”en fortælling om længsel”, og det skal tages ganske bogstaveligt. Den ene ulykke overlapper den anden for de stakkels Schabbach-beboere. De kæmper med despotisme, religiøse problemstillinger imellem katolikker og protestanter, men værst af alt hungersnøden. Endnu værre bliver det, da en stor og usædvanligt lys komet passerer tæt på jorden. Det påvirker klimaet, så høsten slår fejl, og børnedødeligheden stiger markant. Jakob, Gustav og Jettchen indser alle, at kun deres drømme kan redde dem.

God tid til indlevelse

Heimat-trilogien er kendetegnet ved skiftet mellem scener i farve og scener i sort/hvid, for at forstærke stemningen i scenerne. ’Die andere Heimat’ er overvejende sort/hvid og kun i farve på udvalgte steder, hvor det har symbolsk effekt. I en filmserie på mere end 56 timer er der tid nok til at forklare tingene grundigt. Men det er netop Reitz’ teknik at overlade fortolkningen til tilskueren, idet han somme tider udelader vigtige handlingsmomenter, så man selv skal udfylde de tomme pladser. Modsat opskriften fra mange Hollywood-film, har Reitz ikke travlt med at klippe og komme videre i fortællingen. Han udnytter tiden ved at lade visse scener trække ud for derved at forstærke indtrykket. Disse teknikker har Reitz taget med sig i seneste skud på Heimat-stammen, som med ’Die andere Heimat’ nærmer sig 60 timers spilletid.

Visuel lækkerbisken

Edgar Reitz har skabt endnu en indlevende filmoplevelse. Han gør det let som tilskuer at leve sig ind i hverdagslivet i 1840’erne, og man føler næsten man er tilstede. ’Die andere Heimat’ er lidt sløv i begyndelsen, men efter en halv times tid kommer der skub i fortællingen. I resten af filmen er der fuld valuta for pengene, og når længden er næsten fire timer, betyder den langsomme begyndelse mindre. Det smukke landskab omkring landsbyen er den perfekte setting for den imponerende billedside. Skuespillerne i de bærende roller er stort set uprøvede, men de leverer alle overbevisende præstationer. Mest iøjnefaldende er Antonia Bill i rollen som Jettchen, som leverer varen i alle scener, hun er med i. Filmens eneste svaghed er dens forhistorie. Kender man til Heimat-trilogien, vil slutningen ikke være så overraskende. Men den er perfekt til filmen og byder i øvrigt på en interessant cameo, som filmelskere vil nyde. Er man i forvejen fan af Heimat-trilogien, vil man elske denne prequel, men den kan sagtens ses som en separat film. Er man den mindste smule ”germanofil” eller har man forkærlighed for tysk film er ’Die andere Heimat’ et must see!