’Dolly Parton’s Christmas on the Square’: Det kimer nu til (kitschet) julefest

Copyright: Netflix

Det bliver en holly, jolly, Dolly jul, når musikken er skrevet af Parton og kulissen er af papmaché. Hurra for det!

Dolly Parton er kørt i stilling som skytsengel, når en sød, fiktiv by i det amerikanske Midtvesten står overfor den visse undergang. En Scrooge-inspireret karakter ved navn Regina vil sælge byen, og kun et sandt julemirakel kan få den kyniske kvindes kvaler og onde planer til at forsvinde.

Der bliver sunget på livet løs i den julede musicalfilm, hvor Regina, spillet lunefuldt af Christine Baranski (den høje veninde fra ’Mamma Mia’), indtager byens torv sammen med de andre beboere i fælles dans og krumspring.

Byens beboere inkluderer personer som hendes gamle flamme, frisør, assistent og en ung præst, der måske/måske ikke viser sig at have familiær tilknytning til frøken Scrooge. Ja, det er i den grad en Regina-centreret verden, vi befinder os i.

Helligånden Dolly

Selvom Baranski er den altdominerende hovedperson, så er det den tennessee’anske sangfugl Dolly Partons show.

Hendes filmdebut var i den ikoniske ’9 to 5’-film, der fastslog hende som filmstjerne og soundtrack-darling (hun har skrevet 9 to 5-sangen og I Will Always Love You, som Whitney Houston lånte til ’The Bodyguard’). Sidenhen har hun mest optrådt i egne projekter eller i rollen som sig selv (for eksempel som gudmor i ’Hannah Montana’).

Og for at være ærlig, hvorfor skulle Dolly nogensinde spille nogen andre end sig selv? Hun er kvinden med den høje frisure, tyngekraftudfordrende barm og hvepsetalje, der alligevel formår at udstråle ærbare familie værdier, og det er en bedrift i sig selv.

Jeg er kæmpe fan af ikonet, der er lige dele ligestillingsforkæmper og forretningskvinde – og 100% sin egen. På magisk vis er hun kunstig og ægte i ét hug. I min bog vil hun altid være en helt, og derfor kan hun slippe afsted med næsten hvad som helst.

Syng med på floskel i sky

Som del af det syv minutter lange åbningsnummer erklærer Regina, at hun vil sælge byen til et firma, der vil bygge et kæmpe indkøbscenter. Det lidt pauvre modsvar fra beboerne bliver, at de forener sig i en floskel-glad borgerkomité i den lokale kirke.

Her bliver der i én sang konkluderet, at ”Hvis du aldrig prøver, vinder du aldrig”, samt opfordret til, at man skal bestige bjerge, ræk ud efter stjernerne og flyve frit som fuglen som løsning på problemet – Ga-Jol-pakke-poesien vil ingen ende tage. Jeg nyder massakren af den gode smag, for julefilm har aldrig rigtig rimet på originalitet, og det er skam også helt i orden.

Til gengæld har en dygtig (men håbløst kikset) rimsmed af en manuskriptforfatter været på spil både i forhold til replikkerne. Det vildeste dis, der ryger i Reginas retning, er ”You are using Cheeta Mall to cheat us all”. Ouch! Den sad! Vred borger nr. 5, gav hende den nedern kapitalist tørt på!

Ingen julegevir, kun landsbystemning af pap og papir

Filmens musik følger fint en klassisk musical-stil med et meget fortællende tekstunivers. Den bliver næsten lidt grinagtig, når bybeboerne synger ”The wicked of the middle” om Regina, der er en reference til musicalen ’The Wizard of Oz’ og i ren ’Les Misérables’-ånd melodramatisk udbryder ”We will resist!” til hendes valg om at sælge byen.

Helt uden stedfornemmelse og reference til omverdenen er filmen derfor ikke, trods dens syntetiske kulisse. Det er meget tydeligt, at ingen har sluppet en vind på det set – hverken moder natur eller vred borger nr. 5. Det forbliver et sterilt plastik-helvede, der underholder, men julestemningen transcenderer ikke plasmaskærmen for mit vedkomne.

Det’ en Dolly-verden

Special effects skal understrege Dolly Partons skytsengle-magi. I starten ser vi hende klistret ind i billedet igennem, hvad der ligner en green screen, hvor hun giver den som utroværdig tigger med i fuld makeup. Senere får hun som engel plads på en metallisk vatklump af en sky, hvor hun fint svæver, mens hun synger – kitschet og nydeligt.

’Dolly Parton’s Christmas on the Square’ har klassiske Hallmark’ske træk, hvor tandløse karakterer, sukkersøde familiefortællinger og et drama uden ordentligt bid i, er fast inventar. En syndig genre, jeg elsker at hade, og hader at elske, men takket være underholdende lyriske kvaliteter i både sange og replikker, sidder jeg alligevel tilbage med et skyldigt, kækt smil på læben.