Don Fabijans bekendelser

Kresimir Mikic som Don Fabijan og Niksa Butijer som Petar i Don Fabijans bekendelser. Photo Courtesy of Reel pictures.

Kresimir Mikic, Kroatiens svar på Adrien Brody, leverer godt og indlevende skuespil som præsten Fabijan, der må face sine egne seksuelle frustrationer i kampen for at redde en lille kroatisk ø fra at uddø af mangel på børnefødsler.

’Don Fabijans bekendelser’ er et humoristisk angreb på den katolske kirke og dens indflydelse i de

baltiske lande. Filmen handler om den unge præst Fabijan, der bliver udstationeret som hjælpepræst på en lille ø i Adriaterhavet. Han har dog svært ved at få nogen indflydelse i lokalsamfundet, da byens beboer meget bedre kan lide deres gamle præst og derfor udelukkende skrifter hos ham. Fabijan må derfor finde en anden måde at hjælpe sine sognebørn på. Da han finder ud af at fødselsraten på øen er i bund, beslutter han sig for, som den handlekraftige katolik han er, at tage kampen op mod øens prævention. Med hjælp fra øens kioskhandler og apoteker begynder han at kortlægge øboernes sexliv, prikke hul på alle øens kondomer og bytte p-piller ud med vitaminpiller.

Det er dog ikke uden komplikationer at skulle kortlægge alle øens beboeres sexliv, når man selv er en hellig mand. For uanset om man er katolsk præst eller er ej, er de menneskelige drifter stadig til stede i en, og det fører til frustrationer, hvis de ikke bliver udlevet. I filmen bliver Fabijans seksuelle frustrationer på humoristisk vis visualiseret ved, at man som publikum ser Fabijans tanker. Hver gang han hører om en sexakt, kan han til sin store væmmelse ikke lade være med tænke på den. Det fører til forskellige forestillinger om øboere, der har sex; køn og køn imellem, med samme køn, med dyr og døde mennesker.

Heldigvis for Fabijan er den katolske kirke korrupt, og en præsts syndige tanker er det sidste de tænker på. Han får sågar at vide fra en kardinal, at kirken er ligeglad med, at man dyrker sex som præst, så længe det ikke er med børn, da der er alt for mange af sådanne sager i medierne.

Fabijan får da heller ikke færre problemer, da næsten alle øens kvinder bliver gravide. De mange uønskede babyer skaber en masse katolske problemstillinger, der på humoristisk, men også tragisk, vis, bliver portrætteret i forskellige situationer. Som eksempel kan nævnes, tvangsægteskabet, abort og æresdrab. Også Balkankrigen kommer op og vende, da det går op for den racistiske apoteker, at den manglende prævention kan medføre, at der bliver født flere børn med albanske aner.

Selv om disse ting ikke lyder særlig opløftende, bliver de skildret med en sort humor, der er svær ikke at grine af. Som f.eks. da den racistiske apoteker hiver en bazooka frem midt i en redningsaktion, hvor de skal befri en kidnappet pige. Eller da den forfjamskede Fabijan bliver afsløret af en rengøringskone i at ligge inde med et xxl kondom.

Selv om man som dansker ikke har den samme kulturelle forståelse, når man ser ’Don Fabijans bekendelser’, som en kroater eller en serber har, kan man sagtens følge med og grine af filmen. Den har meget af samme blanding af sort humor og alvor, som vi kender fra danske sorte komedier som f.eks. ’De grønne slagtere’eller ’Blinkende lygter’, selvom tematikken og opsætningen er anderledes.