Downsizing

Ideen om at skrumpe mennesker for at redde verden fra overbefolkning er stupid, når man tænker over den for længe. 

Kald mig bare blåøjet, men jeg synes faktisk præmissen for ’Downsizing’ lød som en sjov idé. Et videnskabeligt gennembrud giver folk mulighed for at redde verden ved at lade sig nedskalere til mikrostørrelse. Menneskernes motivation for at blive minimeret bliver dog hurtigt økonomisk fremfor idealistisk. For på trods af at menneskerne bliver små, bliver deres penge omvendt store. Det kønsløse par Paul og Audrey bruger ikke mange af filmens minutter på at overveje planen. Samfundet for miniaturemennesker ”Leisure Land” lader til udelukkende at bestå af fritidsaktiviteter og økonomisk tryghed. Før man ved af det, sidder de to i deres menigmands cargobukser og kondisko i venteværelset for at blive skrumpet.

Matt Damon fungerer dårligt som rosinmenneske
Alexander Payne har ikke givet Damon meget at arbejde med. Paul Safranaks absurde jobtitel, ville fastfryse de flestes ansigter i en kronisk pafhed. Han er nemlig ergoterapeut med speciale i arbejdsskader fastansat på restaurantkæden Omaha Steaks. Den person, som har tænkt, at det lød som en fed idé til den bærende karakter i en film, burde få indført den mellemting mellem en citruspresser og en buttplug, der i filmen bruges til at fjerne røvhulshår på folk inden de skal skrumpet, analt på ubestemt tid.

Fans af Matt Damon vil få suget al livssaft og kraft ud af sig som vindruer i solen. For man skal ikke regne med andet end kedelig naboopførsel fra karakteren Paul Safranak. Damons velkendte charme skal man lede længe efter. Det lader til, at det eneste karakteren går den mindste smule helhjertet op i er, at folk udtaler hans efternavn med tryk på anden stavelse. Paul bliver desværre ikke den mindste smule mere interessant af at blive skrumpet til en højde på 15 centimeter, for ikke engang det omfang lader han til at have personlighed nok til at kunne fylde.

Biroller, der ryger i svinget
Resten af beboerne i minisamfundet Leisure Land er heller ikke interessante. Det gode ved, at man som seer ikke er investeret i birollerne overhovedet, er at mange af dem introduceres for at forsvinde ud af filmens plot som dug for solen. I starten af filmen skal vi død og pine se Matt Damon assistere sin syge og bitre mor med en kanyletjans, hvorefter hun aldrig nævnes i filmen igen. Det par, som inspirerer Paul og konen til at gennemgå downsizing-manøvren er med i én efterfølgende scene og aldrig igen. De biroller, vi tværtimod får lov til at stifte bekendtskab med i mere end to scener, er åndssvage racestereotyper. En nasal vietnamesisk kvinde, en kriminel serber og svenske Rolf Lasgård som tør norsk videnskabsmand.

Instruktør Alexander Payne lader til at have glemt, at han ikke lavede en roadmovie – den eneste genre, hvor det ville have været tilnærmelsesvis i orden at skyde med spredehagl med engangskarakterer på den måde. Den eneste følelse, ’Downsizing’ vækker, er raseri over løsagtige forhold til kausalsammenhænge. Og hvad der godt kunne have trængt til en nedskalering var filmens urimelige længde på 144 minutter. Jeg vil hellere giftes med Reese Witherspoons karakter i ’Election’ end nogensinde at se ’Downsizing’ igen.

Billede: UIP.