Vi er virkelig i Hollywoods inderste mørke med en film som Edge of Darkness. På trods af at filmen er baseret på en britisk miniserie, instrueret af den britiske Martin Campbell som også har lavet filmen, er alt ved Edge of Darkness ærketypisk amerikansk på godt og ondt. Super-amerikaneren Mel Gibson fra australien er ude af sladderposten (næsten) og tilbage på lærredet hvor han trods alt gør sig bedst. Edge of Darkness er et rigtigt star vehicle for ham, og kunne umiddelbart virke som et godt valg for et comeback for manden som blev kendt som Mad Max, Martin Riggs og William Wallace.

I filmen udforsker han en personlig tragedie som rammer hårdt, pludseligt og uninteressant. Ved hjælp af spidsfindige manuskriptforfattere ender det med at han for snøret hele verden om sin lillefinger og dermed kan gøre mere eller mindre som det passer ham igennem filmen. Med andre ord en selvtægtsmand med opbakning fra samfundet – mere amerikansk bliver det ikke. Selvfølgelig skal efterforskningen vare en spillefilmslænge – og lidt til – og derfor viser det sig at intet er som det ser ud og den kære hovedperson finder sig midt i en sammensværgelse som går op til allerhøjeste niveau. Det kan ikke kaldes chokerende og det er heller ikke videre spændende.

Edge of Darkness er fyldt med karakterer. Det virker som om at filmen hvert 10. Minut føler behov for at introducere en ny karakter. Det er utvivlsomt et levn fra TV-serien, som man kan forestille sig lod dem udfolde sig i større grad. Hver gang sidder man som publikum og håber på en eller anden form for underholdning, en fed karakter som man vil kunne huske, eller i det mindste en interessant skuespiller, men filmen leverer aldrig. Det nærmeste vi kommer er Ray Winstones unødvendigt mystiske ligegyldighed, hvis tilstedeværelse er umulig at forstå for både personerne i filmen og publikum. Resten af tiden bliver tiden fyldt ud med hollywoods B-hold, diverse semi-kendte ansigter og andre generelt kedsommelig handling.

Det største problem ved Edge of Darkness er dog den mangel på mening som ofte forekommer. For eksempel når Gibson bryder ind hos en person for at ende i en kamp på liv og død, for derefter at have en afslappet samtale med attentatmanden, som forresten har noget han skal give til manden han lige har forsøgt at slå ihjel. Man klør sig selv lidt i hovedbunden flere gange i løbet af filmen. En anden kuriøsitet, som dog er mere underholdende end en direkte fejl, er at Mel Gibson i starten virker som man kender ham, for 10 minutter inde i filmen at slå over i en meget påtaget boston-accent. Det er nærmest brugt som en chok-effekt for at få publikum op ad sæderne.

Edge of Darkness er en dårlig film med et kedeligt, stereotypyt og usammenhængende plot. Et par fucks og blodige voldsscener er det eneste som redder den fra at være fuldstændig tam og forfærdelig, men Mel Gibsons comeback kan på ingen måde siges at være pengene værd.

2/6.