Før du læser videre så sæt lige din mad fra dig.
Efter mange år som ivrig CPH PIX-gænger, har jeg efterhånden en del erfaring med PIX’s store udvalg og i særdeleshed deres mere blodige af slagsen. Jeg har nemlig en fascination og en forkærlighed for ekstremt eksplicitte, blodige, voldlige, groteske og ikke mindst provokerende horrorfilm gerne tilsat en gang beskidte sexscener. Alt det som biograferne ofte ikke viser til daglig. Denne genre er PIX heldigvis leveringsdygtig i, dog af varierende standard.
For at en film har en makaber scene eller to er desværre ikke nok til at tilfredsstille mit lidt forskruede behov for splat. Ej heller gør 50 liter blod og griseindvolde at det er en underholdende film. Der skal både være en god historie, interessante karakterer og generelt bare godt håndværk.
Franske frastødelser
Dette leverer min første festivalfilm ’The Night Eats the World’ til UG. Jo jo det er godt nok endnu en zombiefilm, men på mange måder anderledes end de fleste. Her begiver hovedkarakteren sig nemlig ikke ud på et zombiedræbende togt, men forskanser sig i den bygning som han vågner op i, og forsøger derefter at overleve med de midler han finder i de forskellige lejligheder.
På trods af usædvanlig få zombiekonfrontationer, har filmen hele tiden en nerve og intensitet hvilket gør at min sidemand konstant hopper rundt i sædet af spænding (så stop dog!). Men filmen har også et lag af humor, og så er det forfriskende at se en zombiefilm hvor der ikke bliver taget hovedløse dumdristige beslutninger bare for at seeren kan få lidt mere blod.
Koreansk kannibalisme
Men netop fordi der er så få groteskheder her, så bliver mit behov for splat ikke dækket. Jeg begiver mig derfor videre til den sydkoreanske ’Human, Space, Time and Human’ af Kim Ki-duk som fik halvdelen af publikum til at forlade salen under visningen til Berlinalen i år. Et sikkert tegn på at jeg klart måtte se denne film!
Der går dog ikke mere end 5 minutter før det står mig klart hvorfor folk udvandrede. På trods af langt flere groteskheder end den foregående, blandt andet eksplicitte voldtægtsscener og kannibalisme, så er der mangel på alt andet. En historie der ikke giver mening. Dilettantisk skuespil og elendigt manus der skærer mig i ørerne. Men det der er mest iøjnefaldende er den amatøragtige måde den er filmet og klippet på, som mest af alt mindede om en skoleproduktion. Så heller ikke her finder jeg tilfredsstillelse.
Brasilianske blodigheder
Med en sen visning og en titel der lyder; ’The Cannibal Club’ så kan man da næsten ikke blive blodskuffet. Ganske rigtigt så lægger denne brasilianske appetitvækker ud med en hed sexscene hvis klimaks ender med lidt andre kropsvæsker end sæd(vanligt). Skønt! Desværre forsætter den ikke helt i samme stil og med en titel hvor ordet kannibalisme indgår, så forventer jeg at se noget mere splat og makabrere ædeorgier.
Visuelt er den dog en fryd for øjet. Der er lagt en klar stil med rene linjer og tydelige farvevalg. Sammen med hovedpersonernes ekstravagante livstil og rigdom clincher dette dejligt med de dyriske sex scener og blodsdryppende voldshandlinger. En tydelig kommentar til de riges udnyttelse af underklassen.
Giv mig nu kvalme!
Der er flere kendetegn ved mine udvalg i PIX’s Thrills and Kills-kategori udover blodmængden. Kannibalisme er et træk der går igen i flere af disse historier. Derudover virker det som om at sex og blod ofte går hånd i hånd. Er der masser af vold i en film, kan du være næsten sikker på der også vil være en eksplicit sexscene.
Men hvorfor er det at jeg på trods af rigelige mængder blod og groteskheder ikke er helt tilfredsstillet? Måske fordi jeg i årenes løb er blevet hærdet af de ekstremiteter som CPH PIX har budt på. Lige fra ’A Serbian Film’ til ’The Human Centipede’, så er der næsten ikke det tabuiserede og utænkelige emne som denne festivals film har taget op.
Det er som om at disse blodsudgydelser ofte har en større indvirkning på mig når jeg ikke forventer de kommer. Som for eksempel i Paul Schraders fantastiske ’First Reformed’. Et stille drama der udvikler sig i en helt anden retning, og med Ethan Hawke i sin til dato bedste rolle efter min mening.
Forhåbentligt kan de næste dages valg af film som japanske ’Tokyo Vampire Hotel’ eller den argentinsk, franske, chilenske ’Murder me, Monster’ rette op på dette og give mig bare en anelse kvalme i år. Bon appetit!