Ender´s Game

I slipstrømmen af den popularitet filmatiseringen af science fiction dystopien Hunger games har fået, får vi nu fornøjelsen af Orson Scott Cards dystre fremtidsunivers, hvor jorden med nød har overlevet et angreb fra rummet. For at forhindre en gentagelse sætter staten sin lid til specialtrænede børnesoldater. Det er der kommet et spektakulær og foruroligende rumepos ud af.

Det siges at I krig er sandheden altid det første offer. En talemåde som Gavin Hoods filmatisering af den kontroversielle forfatter Orson Scott Cards bog Ender´s Game fra 1985 i den grad lever op til. Filmens cast af tæller kendte skuespilnavne som Harrison Ford, Ben Kingsley og Viola Davis samt de to lovende skuespillere Hailee Steinfeld der brød i gennem i Ethan og Joel Coens True Grit fra 2010 og den kun 16 år gamle Asa Butterfield. Sidstnævnte havde sin første hovedrolle i filmatiseringen af The Boy in the stripped pyjamas i 2008 og var også omdrejningspunktet for Martin Scorseses Hugo fra 2011.

I Ender´s Game spiller Butterfield den unge Ender, der som det 3. barn i familien Wiggin(i fremtidens samfund må en familie kun få 2 børn) skal klare at blive optaget på militærets specialprogram for børn med særlige evner. Dette program leddes af den kontante Oberst Graff (Harrison Ford) og den noget mildere Major Anderson (Viola Davis). Den første går op i resultater og elevernes snarrådighed, hvor majoren på trods af modstand stædigt forsøger at indarbejde følelser og sociale færdigheder i kamptræningen.

Den på en gang sårbare og semigeniale Ender formår på trods den hårde træning, at få et par venner på det rumakademi blandt andet den lidt ældre Petra (Hailee Steinfeld) og sammen udforsker de nærkampsteknikker i vægtløs tilstand. Her er filmen visuelt næsten på højde med en anden aktuel rumfilm; Alfonso Curarons Gravity.

I takt med at Ender stiger i graderne og får mere erfaring, som skal ruste ham til den kommende rumkrig, stiger den emotionelle og psykiske belasting på den unge mand, og da Ender ved en slåskamp sårer en overordnet alvorligt, får hans selvhad ham til at afbryde uddannelsen. Kun ved hjælp af al sin snilde får oberst Graff overtalt Ender til at fortsætte og fuldføre uddannelsen.

Ender´s game er på overfladen en spektakulær fortælling om en ung mands afgørende rolle i en rumkrig mellem jorden og en fremmed race. I de visuelt imponerende kampscener bl.a. de føromtalte nærkampe i nul-G får vi det blikfang som nok skal appellerer de fleste med hang til action og højt tempo. Samtidig kredser filmen om det uskyldstab, som hovedpersonen Ender filmen igennem opdrages til gennem en uddannelse, som det siges på et tidspunkt i filmen, uddanner børn til at være kolde krigsmaskiner. Asa Butterfield personificerer dette dilemma i sit spil hvilket understreges af hans ranglede krop og drengede udtryk.

I forlængelse af denne tematik udforsker filmen a la Paul Verhoeven Starship Troopers(dog uden den grovkornede satiriske tone) også den krigspropaganda og løgne som Ender og hans medsoldater konstant udsættes for. På foruroligende vis tegner filmen en dyster fremtid for en menneskehed, hvis verdensanskuelse bestemmes i sort-hvide aboslutter, og hvor sandheden er en entydig størrelse bestemt af magthaverne.