Et Ægte Par

FOTO: Made in Copenhagen

’Et Ægte Par’ tilføjer noget nyt, varmt og værdigt til den måde, vi fremstiller mennesker med Downs Syndrom. Først udkom den som film under CPH:DOX, nu i tv-serie for TV2 i en mere vandet udgave. Men den er stadig sød.

Sidsel og Christian er to unge med Downs Syndrom i et seriøst parforhold. En hund, en (robot)baby, Sidsels storbydrømme og Christians behov for at være alene på gården bliver alt sammen noget, der blokerer for varmen mellem de to. Formen er måske lidt anderledes, men kærligheden – og dens tristesse – er genkendelig for mange mennesker.

Sidsel er det mest banalt-geniale menneske, jeg har mødt på film. Hun øser ud af plastik-glimmer-hjerte-betragtninger om livet, sine drømme og sit parforhold. Det er en gave at høre hende sige ting som ”jeg vil elskes, ligesom de gør i tegnefilm eller Violetta”. Eller endnu bedre: ”Når vi skændes, har jeg det som en fugl i et bur. Det er bedst at lade kærligheden .”

Måske særligt, fordi hun er et drømmende væsen, der helst vil leve i en eventyrverden, men må forholde sig til alle de besværligheder, som er i virkeligheden. Hun ser uendeligt trist og opgivende ud, mens hun fortæller om sine lyserøde 2D-drømme. Sidsel er en lup, der forstørrer parforholdets essens.

Tynd kaffe, men stadig kaffe
Instruktøren Emil Langballe udkom med ’Et Ægte Par’ under CPH:DOX for en måned siden.Nu kommer så TV-versionen i tre dele. Hvor filmen var åben for, at man kunne lægge sine egne oplevelser ned over den, synes serien mere lukket og forklaret.

Desværre bliver tredelingen en smule udvandet i forhold til filmen. Afsnittene er kun 27 minutter lange og når samlet op på spillefilmslængde, særligt hvis man tager anslagets fyld og de lange tilbageblik med.

I filmen ser man en forelskelse møde hverdagen og udvandes – man håber, den rummer en kærlighed, der er stærk nok til, at parforholdet kan overleve. Emil Langballe fanger en sammenlagt stemning af håb, betagelse, sorg, irritation og dagligdagstommerum mere end godt.

Temaerne i afsnittene ændres i forhold til filmen, fordi afsnittene må stå som egne dramaer i en samlet fortælling. Man glider ikke på samme måde ind i parforholdets kapitler, fordi opdelingen ikke er skarp nok i serien. Det føles som en film, der er delt i tre; afbrudt.

Resultatet bliver, at hvor filmen rummer en dobbeltsiddehed mellem den ægte forelskelses flakken mellem to mennesker, der har svært ved at indgå kompromiser, hælder serien mere til en fortælling om to, nuttede handikappede mennesker. Men man får stadig en masse af det første.

Et nyt take på noget jeg troede, jeg kendte
Det er vigtigt at lave fortællinger om alle de forskellige former, vi mennesker kommer i. ’Et Ægte Par’ er et helt demokratisk projekt, der introducerer seeren til en del af verden, få kender til; et ægte parforhold mellem to mennesker, der ikke er som alle andre. Mest betragtes de af mange som børn i store, voksne kroppe. Jeg tænkte, mens jeg så TV-serien, at de næsten må være noget andet. Noget tredje i sin egen ret.

Tænk for eksempel på ’Er jeg gak, mor’ med Morten og Peter. Hvordan ville de være blevet fremstillet, hvis instruktøren havde taget dem og deres livsverdener alvorligt?

’Et Ægte Par’ er både skarp i sin form – to elskende med Downs Syndrom – og såvel som i dens indhold – en undersøgelse af, hvad et parforhold er.

Det er et unikt, varmt og værdigt blik på to fynboer, der ikke er som alle andre. Det er godt set, flot lavet og noget, der kan anbefales for alle, som kender bare en anelse til at have romantiske følelser for nogen. TV-serien har måske en bredere appel, fordi den er mere underholdende, mens filmen er mere intim, hårdere – og bedre.

Et Ægte Par vises på TV2 i aften klokken 20.50. De næste to tirsdag på samme tidspunkt. Du kan læse anmeldelsen af dokumentarfilmen her.