Fahrenheit 11/9 -

Ligesom USA’s nuværende politiske klima er Michael Moores nyeste dokumentar uforudsigelig, uretfærdig og uundværlig

Michael Moore er kendt af alle dansklærere som ham, der altid skal nævnes, når man taler om ”den interaktive dokumentar”. Dokumentaren, hvor filmskaberen optræder meget tydeligt i fortællingen med sine holdninger. Med ’Bowling for Columbine’ og ’Sicko’ blev Moore anerkendt for at skabe sarkastiske og fremprovokerende dokumentarer, der indbød til diskussion om det USA, vi ofte forsøgte at efterabe. Efter en vis multimilliardær blev erklæret præsident, har vi ikke haft brug for Moore til at fortælle, at der er noget helt galt i ”mulighedernes land”. Jokesne skriver sig selv, og det har også fået Moores senere film til at falde i underholdningsværdi. I stedet fremstår de ligeså kedeligt gentagende som din jyske vens politiske tirader. Det er derfor en fryd at erklære ’Fahrenheit 11/9’ for et strålende comeback, hvor Moore vælger at fokusere på dem, der forsøger at gøre en forskel fremfor at fyre endnu et ledt diss af imod systemet.

Thanks Obama?!
Lad være med at dømme Moores nyeste dokumentar ud fra den fejlagtigt markedsførte plakat, der får filmen til at ligne en typisk omgang anti-Trump propaganda. I stedet har vi at gøre med et spændende og tragisk kig på, hvordan 100 millioner mennesker har mistet lysten til at gå op i deres eget lands valg. For hvorfor stemme demokratisk, når demokratiske præsidenter som Bill Clinton og Barack Obama ofte ender med at bruge penge på flere bombefly og færre homobryllupper?

Moores dokumentarer er mestre i at fremtvinge forargelse, chok og vrede ud af publikum. Men at han i denne omgang får mig til at blive mere vred på Barack Obama og hele Clintonfamilien end selveste Donald Trump, er en gennemført genistreg.

Spild af vand og liv
Når ’Fahrenheit 11/9’ ikke topper, er det selvfølgelig, når Moore vælger at gå efter Trump og lave klichefyldte sammenligner med Der Führer. Jovist er der skræmmende historiske sammentræf mellem Trumps og Hitlers respektive veje til magt, men Moore burde være for kreativ til at bevæge sig over mod forudsigelige værre-end-Hitler-memes.

Til gengæld ruller øjnene mindre og presser i stedet vredestårer frem, når Moore fortæller om en stor vandkrise i sin hjemstat, Michigan. I den fattige by Flint, der hovedsageligt er befolket af sorte, har guvernør Snyder valgt at skifte Flints vandforsyning fra Lake Huron til Flint River. Det svarer til at tvinge alle danskere til at drikke af Københavns Søer under Distortion-festivalen!

Flints nye lortevand er fyldt med bly og leder til, at tusindvis af børn og voksne bliver ramt af sygdom og død. Pårørende protesterer, men Snyder modtager for meget finansiel støtte til at gøre noget ved det. Trump bliver endda inspireret af Snyders diabolske handlinger og indser, at man kan opnå meget med det helt rigtige hold af ældre mænd. Uretfærdigheden giver mig lyst til at rejse til Amerika omgående og starte min egen valgkampagne, bevæbnet med min ”starter pack” af YouTube-vlogs, Twitter-udbrud og Instagram-selfies med lange politiske budskaber!

Voice of the voiceless
Heldigvis får Moore og adskillige nye græsrodsbevægelser mig til at ombestemme mig i min spontane beslutning. Det er deres kamp mod systemet, som er hjertet bag ’Fahrenheit 11/9’. Moore kan godt lide at romantisere så meget, at protester fra lærer, læger og skolebørn bliver gjort til Jesu genkomst. Men det er meget svært ikke at holde med dem, der kæmper for at undgå mere død. Så vær klar på en frustrerende og inspirerende påmindelse om, at USA ikke er helt tabt endnu. For der er flere amerikanere der er trætte af de gamle sygesikring- og våbenlove, end vi ofte går og tror.