Filmmagasinet Nosferatu

Konkurrence. Vind billetter til Zaytoun.

Quizmaster — Mon, 20 May 2013 13:30:32 +0000

Torsdag d. 23. maj er der premiere på Zaytoun, instrueret af Eran Riklis som også stod bag den anmelderroste film Citronlunden (2008). Zaytoun er et drama om et usædvanligt venskab mellem en israelsk pilot og en palæstinensisk flygtning. Du kan vinde billetter til filmen – vi har 5 x 2 styk til rådighed.

For at deltage i konkurrencen skal du:

1. Svare rigtigt på nedenstående spørgsmål

2. Sende dit svar OG dit navn og din private adresse til quiz@nosferadio.dk

3. Skrive ZAYTOUN i emnefeltet

Man kan kun deltage i konkurrencen en gang. Konkurrencen kører til og med søndag d. 26. maj 2013 og de heldige vindere kan se deres navn her på siden dagen efter. Billetterne udsendes med B-post snarest derefter.

Konkurrencespørgsmål:

Hvem spiller de to hovedroller i Zaytoun?

Held og lykke.

Forpremiere på The Angels’ Share med whiskysmagning til særpris for 2 Nosferatu venner

Quizmaster — Fri, 17 May 2013 15:12:52 +0000

Kære Nosferatuvenner.

Vi har et godt tilbud til en af jer.

Vi har to billetter til en pris af 65 kr stykket (normalpris 80 kr) til forpremieren på Ken Loachs nyeste film THE ANGELS’ SHARE mandag d. 20. maj kl. 19 i Grand Teatret med efterfølgende whiskysmagning – meget apropos, da filmen netop handler om whisky:

Filmen: Ken Loach har begået en slags ’Sideways’ med skotsk højlandswhisky. Filmens hovedfigurer er en lille gruppe socialt udfordrede døgenigte og småforbrydere, der mødes til samfundstjeneste. Der skal både betales tilbage til samfundet og støbes fundamenter til en mere ansvarlig fremtidig livsførelse. Det gælder ikke mindst for ballademageren Robbie (Paul Brannigan), der venter barn med sin kæreste, Leonie (Siobhan Reilly), men som til stadighed får bøllebank af sin svigerfamilie. Der er virkelig noget at arbejde med, men under socialarbejderen Harrys (John Henshaw) beskyttende vinger vækkes Robbies skjulte talent for whiskyfremstilling – og mulig vej ud af den sociale deroute.

Så hvis du har lyst til at være en af de to – så send en mail til quiz@nosferadio.dk og skriv KEN LOACH i emnefeltet.

Du skal skrive dit mobilnummer og dit navn i mailen
Vi skal modtage din mail senest søndag d. 19. maj kl. 18
Vi trækker lod blandt de indkomne mails
Du får svar søndag aften på sms

Held og lykke!

Paradies: Liebe

Anne Kristine Sørensen — Thu, 16 May 2013 07:49:53 +0000

Ubarmhjertigt indfanger kameraets øje de mægtige matroner, der steger deres svulstige kroppe i solen, badet i kenyanernes pengegriske blikke. Hvem udnytter hvem?
Med en elegant blanding af alvor og humor slår Ulrich Seidl benene væk under publikum med første del af trilogien om længslen efter paradis på jord.

I Wien kedes den midaldrende enlige mor Teresa (Margarethe Tiesel) af hverdagens ensformighed. Arbejdet som handicaphjælper og forsøgene på at opdrage den dvaske teenagedatter udfylder hendes dage, men efterlader en dyb længsel efter livsindhold.
Teresa drager til Kenya som sexturist i det stålsatte, og noget misforståede, øjemed at finde ægte kærlighed blandt sydens unge beboere.
Den hæmmende blufærdighed hun ankommer med, forsvinder hurtigt, hjulpet på vej af en overdådig mængde mandlige ”beundrere” og ikke mindst nye veninder, der allerede er garvede Sugar Mamas.
De unge mænds tomme løfter om evig kærlighed går rent ind hos Teresa, der naivt vandrer fra den ene udsuger til den næste, klyngende sig til håbet om, at der dog må findes kærlighed i paradis.

Et konstrueret paradis
”Jambo” og ”Hakuna matata” –”Hej” og ”Intet problem” – så enkelt er det, så kort er vejen til paradisets lykke, lyder den kenyanske guides udsagn i bussen på vej til hotellet i et forsøg på at lære turisterne de nyttigste gloser.
Paradoksalt nok, for har man først sagt ”hej”, følger problemerne – i hvert fald for Teresa. Som et smukt fatamorgana i horisonten og som rovdyr lurende på nemt bytte står de sorte adonis-skikkelser linet op i det hvide sand foran liggestolene.
Planimetriske billeder som dette – såkaldte Seidl-tableaus – dominerer filmens imponerende fotografering. De stringente kompositioner præsenterer paradisets skønhed, men peger samtidigt på dets uvirkelighed, dets konstruktion.

Manden bag værket har instrueret talrige prisvindere, er blevet kaldt Hanekes efterfølger og kan tælle Werner Herzog blandt sine beundrere.
Ulrich Seidl var fire år om at filme 80 timers materiale og måtte efter halvandet år i klipperummet sande, at kolossens opdeling var en nødvendighed. Resultatet blev en trilogi bestående af Paradies: Liebe, Paradies: Glaube og Paradies Hoffnung med en fælles tematisering af menneskets længsel efter en tilstand af permanent lykke.
De tre film åbnede i konkurrence på hver deres festival i henholdsvis Cannes, Venedig og Berlin.

Ingen skelnen mellem godt og ondt
Paradies: Liebe fortæller en historie om kærligheden med sexturismen i Kenya som en noget utraditionel ramme. Teresa længes efter lykke og kærlighed, men søger den det forkerte sted og bliver offer for sin egen naivitet og godtroenhed. De midaldrende hvide kvinder vil have sex, og de unge sorte mænd vil have penge til deres fattige familier – en forretning, der fungerer for dem, der accepterer reglerne. Teresa har dog tydeligvis misforstået spillet og bestyrtes over sine elskeres uærbare hensigter.
Spørgsmålet er dog hvem der udnytter hvem?
På trods af den klare afgrænsning mellem de to parter er publikums sympati som en fredløs sjæl, der konstant må skifte side.
”Den, der får den op at stå, vinder!” lyder det skingre, ivrige forslag til Teresas intime fødselsdagsfest, hvorefter fire kvinder skiftes til at gnide sig op ad den bestilte ’Toy Boy’, der danser på befaling af de lystne kunder. Kort forinden har vi overværet Teresa blive lænset på groveste insisterende vis af sin ”kærestes søster”, efterfulgt af højrøstede formaninger og skældsord.
Der tilbydes absolut ingen identifikationsmuligheder, da ingen af parterne har retten på deres side; der er ingen skelnen mellem godt og ondt.

Det ubarmhjertige bliks mester
Seidl kaldes ikke ’det ubarmhjertige bliks mester’ for ingenting – scener som ovennævnte trækkes i langdrag; de indrammer og fastholder karaktererne i de ubehagelige situationers uflatterende lys, men selv i sådanne øjeblikke lettes temaets alvor af de voldsomme kroppes uelegante nøgendans eller kvindernes selvbevidste, akavede flirten. De humoristiske indslag redder publikum fra at drukne i tragedien og gelejder filmen uden om alle sentimentalitetsfælder og løftede pegefingre.

Margarethe Tiesel er et fund til rollen som den flerfacetterede hovedkarakter. På den ene side finder man Teresa ganske forfærdelig: som del af den evindeligt pludrende kvindeklike, som beordrende ’sugamama’, der insisterer på at instruere sine elskere i hvordan de skal kærtegne hendes bryster, og som den ynkelige, dum-naive turist, der søger kærlighed som sexturist. Alligevel kan man ikke undgå at føle sorg, når hun sidder alene på hotelværelset og foretager utallige ubesvarede opkald til teenagedatteren, der ikke engang ringer på sin mors fødselsdag. Ensomheden er til at tage og føle på.
Teresa fastlåses i et ulykkeligt handlingsmønster, hvilket desværre resulterer i lidt for mange situationsgentagelser; udeladelsen af et par enkelte scener kunne have gavnet helheden.

Paradies: Liebe er en ganske særlig, grusomt ærlig film om ensomhed og længsel med et vanvittigt intelligent humoristisk strejf.

Der skabes høje forventninger til efterfølgeren.

Den Store Gatsby

Mia Horup Pedersen — Wed, 15 May 2013 22:01:27 +0000

Filmen tager dig i hånden og lokker dig ind i et farvestrålende univers, et kalejdoskopisk karneval, en tidskapsel med overdådigt berusende fester, fascinerende mennesker og blændende 20’er nostalgi. Dette er toppen af isbjerget – en metafor, som både afspejler filmens tema og til dels denne anmelders personlige mening om Bas Luhrmans filmatisering af, hvad der kaldes en af de største amerikanske romaner nogensinde, ”The Great Gatsby”.

Klassikeren
Baz Luhrmans filmatisering af F. Scott Fitzgeralds klassiker ”The Great Gatsby” er en historie om forelskelse, illusioner og bedrag. VI følger vores protagonist, obligationssælgeren Nick Carraway (spillet af Tobey Maguire), ind i 20’ernes Newyorker-forstadsmiljø i en periode hvor højkonjunktur, fest og letsindighed besjælede kulturen. Året er 1922 – syv år før børskrakket på Wall St.
Nick bliver for alvor inddraget i denne verden, da han stifter bekendtskab med sin nye nabo, den mystiske rigmand Jay Gatsby (Spillet af Leonardo DiCaprio). Nick er en ydmyg, selvudslettende person, hvem først synes kedelig i lyset af de andre rollers kompleksitet. Men i takt med at filmen skrider frem, og 20’ernes NewYorker-borgerskabs overfladiske facade krakelerer, farves den simple Nicks karakter som den eneste sympatiske og ikke-illusionsforstyrrede person.

Nostalgi
Mystikken omkring dette miljø, der først synes så dragende og spektakulært, brister i takt med at vi lærer dets sande natur at kende. Da Gatsby langsomt afmystificeres, oplever Nick en skrøbelig og ensom mand bag det smukke, velklædte ydre. Gatsby har én mission tilbage i livet, og det er genskabe sit forliste kærlighedsforhold til ”The Golden Lady” – Daisy (Spillet af Carey Mulligan). Gatsby er en drømmer, der i sit sind søger efter en tabt tid. En drøm hvis umulighed ekkoer af nostalgi i sin grundessens: ”Man kan ikke genskabe fortiden,” som Nick Carraway skånsomt forsøger at banke ind i hovedet på Gatsby. Men det er samtidig denne ukuelige tro på livet som inspirerer Nick.

Visuel Luhrmansk
Stilen emmer Baz Luhrman. Som tilskuer bevæger man sig rundt i et kaotisk væld af abrupte billeder af glitrende, overdådige og farvestrålende kostumer, der eskorteres af cigarrygende gentlemen, hvis ekstravagance kun er en drøm troværdig. Mise-en-scene, og billedæstetikkens pompøsitet i koalition med 3D kulminerer i en storslået magi. Filmen værner om en guldalder, hvis rigdom og letsindighed vi som mennesker midt i en krise kun kan romantisere og lade os opsluge af.
Filmens visuelle 20’er udtryk ledsages af et soundtrack indeholdende et musikalsk powerhouse: Jay-Z, Beyoncé, Kanye West, Lana Del Ray, The XX, Gotye og danske Coco O leverer lækre beats til de luksuriøse fester, hæsblæsende bilscener og de dramatiske klimakser. I samarbejde med musikerne og costume-designeren Catherine Martin, har Baz Luhrman skabt et fortryllende univers.

Ikke Romanen Tro
Roser skal filmen have masser af, men den har også nogle mangler – eller nærmere tilføjelser, som denne anmelder ikke bifalder. Historien fortælles bagud af Tobey Maguires karakter Nick Carraway, som vi i filmens første scene møder hos hans psykolog i tiden efter begivenhederne. Han lider af alkoholmisbrug, søvnmangel og en lang liste af andre psykiske produkter affødt af den skæbnesvangre sommer. I denne rammefortælling følger vi Nick nedskrive historien om Gatsby, som en slags terapi. Dette er Luhrmans egen tilføjelse, der mest af alt virker som den praktisk nemmeste måde at håndtere en fortællermodus. Og så er det da vist også præcis den samme som i Moulin Rouge. Host host.
Et sidste crowd-pleasing twist i filmen bevirker, at vi som tilskuer vidner, at Gatsby fik ro i sjælen, hvilket ikke var tilfældet som læser af romanen.

Opgaven er endnu ikke løst
Den Store Gatsby er en storslået og berusende film med et blændende filmisk udtryk. Den inkorporerer de stadigt i dag inspirerende citater og Nick Carraways analyserende personbeskrivelser. Skuespillerpræstationerne er strålende; Leonardo DiCaprio er min egen personlige inkarnation af Jay Gatsby, og Carey Mulligan er en fremragende Daisy med sin på en gang skrøbelige naivitet og sin barnagtigt sprudlende person.
Filmen er et smukt stykke håndværk og en vældig film. Men opgaven om at fange essensen af Fitzgeralds klassiker, er endnu ikke løst. Udfordringen om hvem der formår, at skabe en overbevisende filmatisering af Den Store Gatsby, forbliver et hængeparti i Hollywood.

Konkurrence: Vind billetter til The Great Gatsby! Konkurrence er slut!

Quizmaster — Sun, 12 May 2013 16:29:30 +0000

Konkurrencen er slut. Tak for den store deltagelse

De rigtige svar er som følger:

1. 1926

2. Strictly Ballroom (De forbudte trin) – 1992

3. Francis

Og så de 5 heldige vindere af 2 stk billetter:

Frederik J., Kbh S

Helle A., Kbh

Simon M., Kbh V

Johan N., Kbh N

Katrine D., Kbh V

Tillykke til jer!

Det er på torsdag d. 15. maj at The Great Gatsby i Baz Luhrmans fortolking har premiere i Danmark. Det er der mange der glæder sig til – og nu kan Nosferatu endnu engang være din tro tjener ved at give dig chancen for at kunne tage en gæst med at se filmen ganske gratis. Vi har 5 x 2 billetter som vi ligger i champagnekøleren til vinderne af konkurrencen.

For at deltage i konkurrencen skal du:

1. Svare rigtigt på nedenstående spørgsmål

2. Sende dit svar OG dit navn og din private adresse til quiz@nosferadio.dk

3. Skrive GREAT GATSBY i emnefeltet

Man kan kun deltage i konkurrencen en gang. Konkurrencen kører til og med fredag d. 17. maj 2013 og de heldige vindere kan se deres navn her på siden dagen efter. Billetterne udsendes med B-post snarest derefter.

Konkurrencespørgsmål (3-i-1):

1. The Great Gatsby har været filmatiseret flere gange. Hvilket år kom den allerførste filmatisering af The Great Gatsby?

2. Baz Luhrmann har en del stærke filmsucceser bag sig. Men den første film han virkelig gjorde sig bemærket med handlede om dans. Hvad hed filmen og hvilket år er den fra?

3. Bag filmen ligger den utrolig populære og absolut store amerikanske klassiker The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald. Hvad står F’et for?

Så er der bare tilbage at ønske jer held og lykke.

Bonsái – månedens film i Cinemateket

Nicolai M. Eskesen — Thu, 09 May 2013 13:24:27 +0000

Chilenske film er en sjælden gæst i de danske biografer, og det er da også kun på grund af det danske filminstituts satsning på ”månedens film” at den lille artfilm Bonsái kan opleves i Cinemateket i løbet af maj måned. Desværre er filmen ikke helt forløst i sit forsøg på at være en skæv og tænksom film, om en ung forfatters forhold til kærligheden filtreret gennem litteraturen.

Bonsái, der var udtaget til konkurrencen Un certain Regard på sidste års Cannes filmfestival, har på trods alle sin aspirationer om at være en rigtig indie-film, en lille understrøm af underfundig minimalistisk humor. Dette kommer til udtryk i filmens start, hvor vores hovedperson Julio (Diego Noguera) i sin første time på universitetet, bliver konfronteret med en underviser, som lettere brutalt deler klassen op efter hvorvidt de har læst Marcel Prousts På sporet af den tabte tid eller ej. Det fremgår tydeligt, at Julio med sin lidt for sene tilkendegivelse ikke har læst den litterære klassiker, hvilket han efterfølgende forsøger at råde bod på ved at få fat i bogen. Desværre må vores hovedperson sande(som så mange andre) at Proust ikke er nem at læse, hvilket resulterer i at Julio efter at være faldet i søvn i læsningen på stranden vågner op med et hvidt aftryk fra bogen på brystkassen.

Heldigvis har Julio mere held med kærligheden, da han møder Emilia (Nattalia Galgani). De indleder et passioneret forhold til hinanden og litteraturen. Et forhold vi som tilskuere ved ikke vil holde, idet at filmen springer frem og tilbage mellem Julio og Emilias ungdomstid og Julios liv 8 år senere, hvor han forsøger at etablerer sig som forfatter ved at renskrive et manuskript for den mere kendte forfatter Gazmuri(Hugo Medina). Denne har dog ikke råd til at have Julio ansat, men i stedet for at fortælle sin nabo og nuværende kæreste Blanca( Trinidad González) om det beslutter Julio selv at skrive manuskriptet, der bygger på hans oplevelser af det tidligere forhold til Emilia.

Bonsái er en lille underfundig film som på overfladen ikke gør meget væsen af sig med sin minimalistiske stil og en hovedperson fanget mellem sine forskellige følelser til de to kvinder i hans liv. Den underspillede humor gør, at man tilgiver dele af de tydelige og lidt træge referencer til Marcel Proust og temaet om hvordan erkendelsen subjektive slør indhyller erindringen af fortiden og gør den til et kludetæppe af virkelighed og fiktion, fortid og nutid. Pudsigt nok insisterer filmen i sin form på at holde disse adskilt i kapitler som ikke rigtig bibringer noget til selve fortællingen. Bonsái skal ses, hvis man er i humør til litterære referencer, weltschmerz og ikke mindst Chilensk punkrock som filmens lydside er spækket med.

Broken City

Frederik Schelde-Jensen — Wed, 08 May 2013 11:10:37 +0000

Mere politik, mindre gangster, men bare slet ikke i nærheden af sit forbillede: The Departed. Løgn og intriger på for høje niveauer i den nye krimithriller med Mark Wahlberg og Russell Crowe.

Syv år er gået siden Billy Taggart (Mark Wahlberg) likviderede en voldtægtsforbryder og drabsmand. Han fik befolkningens applaus, men måtte fratræde sin stilling i politiet. Afskedigelsen førte til, at Billy nu agerer privatdetektiv, og helterollen bragte ham sammen med voldtægtsofferets søster, Natalie (Natalie Martinez). Eftersom detektivbureauets pengekasse er tom, modtages tilbuddet med kyshånd, da New Yorks borgmester Hostetler (Russell Crowe) ringer til Taggart for at få opklaret, hvem hans kone har en affære med.

Taggart finder ud af, at borgmesterfruen Cathleen (Catherine Zeta-Jones), ses med borgmesterens modkandidats pressechef. Cathleen forsøger at købe billederne af Taggart og forklarer ham, at det ikke er som det ser ud, men Taggart betragter sagen som afsluttet. Kort efter myrdes presserådgiveren, og Taggart befinder sig på et splitsekund midt i intrigernes epicenter.

Ulovligt har borgmester Hostetler nemlig indgået en byggeaftale i det kvarter hvor hele historien begyndte: I det kvarter, hvor Taggart syv år inden likviderede kærestens voldtægtsforbryder. Da Taggart vil yde retfærdighed overfor New Yorks borgere, kommer et fældende bevis på bordet, og han må gøre op med sig selv, om byens ve og vel eller hans egen fremtid er dét, der vejer tungest.

Instruktør Allen Hughes har med Broken City lavet et prætentiøst forsøg på en højspændt politisk thriller om magt, korruption og retfærdighed. Russel Crowe giver den ubemærket som New Yorks modbydelige borgmester Hostetler, og der er da heller ingen ting at sige om Cathering Zeta-Jones’ præstation.
Er man til den hårdtslående udgave af Mark Wahlberg, vil derimod ikke gå forgæves, idet rollen som Billy Taggart læner sig op ad de brutale præstationer han leverede i We Own the NIght (2007) og Shooter (2007).

Broken City leverer intet nyt til genren – den er, meget firkantet sagt, en gammel historie med nye skuespillere. At borgmesteren er korrupt og har en klemme på Gud og hver mand er en gammel traver. Det samme er valget mellem byens fremtid eller ens egen. Skal sandheden for en dag, eller skal man fortsætte som man hele tiden har gjort?

Broken City forsøger at favne for bredt, og det er her, filmen knækker. En ødelagt by, borgernes forhold til politikerne der skal genskabes, korrupte politimænd og en privatdetektiv der slår sig på flasken igen, er for meget af det kendte. Hvis man vil se en god krimithriller anbefales Martin Scorseses The Departed (2006). Deri er Wahlberg også bedre, og ingen er for fine til selv at gøre the dirty work.

Jeg taler til jer – John Kørners Verden

Anders Bjerg — Wed, 08 May 2013 08:50:03 +0000

”Det er min verden” siger maleren John Kørner på et tidspunkt, mens han trisser rundt i sit atelier omgivet af egne halv- og helfærdige kunstværker. En verden der i dokumentaren Jeg taler til jer – John Kørners verden skildres af garvede Jørgen Leth, der efter 50 år som filmager selvfølgelig har det håndværksmæssige på plads. Men filmen formår kun delvist at forføre mig og Leth, der selv optræder i en række scener, fremstår noget så lidt Leth’sk som ulidenskabelig.

Men hvem er overhovedet ham John Kørner? Først og fremmest er han maler – og en dygtig en af slagsen. I dokumentaren følger man ham i en periode på 5 år, hvor han blandt andet laver en serie malerier, der forholder sig til de dræbte danske soldater i Afghanistan. Hans stil er farverig og delvist abstrakt, og selvom han er kritisk overfor krigen, forfalder han ikke til patos. Det dystre lurer altid i hans kunst – også i det vægmaleri han laver til det ny-istandsatte Amalienborg med titlen ”Afghanistan”, hvor vejsidebombens destruktion både bryder og smelter sammen med den orange horisontlinje. Desuden virker Kørner både sympatisk og ukrukket og fortæller muntert, hvor glad han er for, at han ikke længere behøver at stå og vente på toget kl. 6 om morgenen, som dengang han var tømrerlærling.

Interessant? Spændende?

En stor del af dokumentaren er filmet i Kørners atelier, og er en indføring i både hans overordnede visioner samt den næsten meditative håndværksmæssige proces, der ligger bag de monumentale værker. Det er tydeligt at Kørner elsker at male, og denne lidenskab lykkes det Leth at fange, så den lyser ud af lærredet

Filmen har dog sine begrænsninger, som desværre opstår, når Leth selv træder ind foran linsen og interagerer med Kørner. Ifølge pressematerialet fører mødet mellem de to til: ”berigende, sjove og nærværende samtaler om livet, kunsten og kvinderne”. Selvfølgelig er det ikke fair, at dømme en film ud fra pressematerialet, der mest af alt er en reklame i forklædning. Men jeg havde stadig forventet mig mere af scenerne, hvor Kørner fører Leth rundt i sit atelier til en uformel snak om de forskellige projekter. For nærmest uanset hvad Kørner siger, responderer Leth med udmarvede gloser som: ”interessant” og ”spændende”, og byder han ind med mere fyldige svar, er de hverken særligt interessante eller spændende.

Muligvis skyldes Leths mådehold i samtalerne, at filmen er et portræt af Kørner, og at Leth blot forsøger at tale ham varm. I så fald synes jeg, at Leth undervurderer sin egen position som kulturel kolos. Sagt på en anden måde; hvis jeg ser Jørgen Leth foran kameraet, forventer jeg at høre hans karakteristiske og let messende stemme udbrede sig om stort og småt – eller i det mindste lidt adjektivisk opfindsomhed fra manden der sommer efter sommer besjæler Tour de France.

Brugte Kvinder

Ikke overraskende er konstellationen Leth-Kørner stærkest, når det drejer sig om førstnævntes evige fascinationsobjekt – eller subjekt? – kvinden. Hun får en central rolle, da Kørner laver udstillingen ”Kvinder Til Salg”, hvor han med et voldsomt men æstetisk formfuldendt billedsprog kommenterer på den samtidige debat om prostitution. I en lidt konstrueret skypesamtale – Leth er på Haiti – diskuterer de to om udstillingen kunne hedde ”Brugte Kvinder”, noget Leth opponerer kraftigt imod, fordi selv stærke og intelligente kvinder ynder frivilligt at blive ”brugt” i den seksuelle akt.

Ifølge Leth har ordet ”brugte” altså også en erotisk konnotation, der går tabt når det sættes i forbindelse med prostitution. Hmm, måske ikke den mest elegante pointe, men diskussionen er stadig niveauer over Leths narcissistiske og tingsliggørende seksuelle fantasier i hans forrige film Det erotiske menneske.

Et billede siger mere…

Jeg taler til jer – John Kørners Verden giver et afdæmpet indblik i den Kørnerske skaberproces, hvor aktuelle samfundsproblematikker æstetiseres på gigantiske lærreder. Krigen i Afghanistan og prostitution er vanskelige emner at male over, uden at udtrykket bliver sentimentalt eller ligegyldigt. Men netop ligegyldigheden spøger i periferien af Leths film. For selvom Kørner er både sympatisk og ivrigt talende, bliver det ikke for alvor givende at høre ham reflektere over sin kunst. De faktiske malerier indeholder så meget spænding og ambivalens, at en begrebsliggørelse af deres tematikker fremstår en smule banaliserende. Og når Leth sjældent giver Kørner det nødvendige modspil, lever filmen ikke op til sit vedkommende potentiale.

Jørgen Leth er tilbage, men han er også kreativt grånende.

Konkurrence! Vind billetter til EN SANG FOR MARION. Konkurrencen er slut.

Quizmaster — Mon, 06 May 2013 19:57:25 +0000

Konkurrencen er slut. Det rigtige svar er: London.

Her er vinderne:

Charlotte J., Søborg

Mogens K., Sæby

Katrins J., Kolding

Abbas I., Hillerød

Line P., Kbh S

Tillykke og god fornøjelse med filmen.

Så er der konkurrence IGEN. Nosferatu har 5 x 2 billetter til EN SANG FOR MARION som får premiere onsdag d. 8/5. Filmen har Terence Stamp og Vanessa Redgrave i hovedrollerne – to af Englands store skuespillere gennem tiden.

For at deltage i konkurrencen skal du:

1. Svare rigtigt på nedenstående spørgsmål

2. Sende dit svar OG dit navn og din private adresse til quiz@nosferadio.dk

3. Skrive EN SANG FOR MARION i emnefeltet

Man kan kun deltage i konkurrencen en gang. Konkurrencen kører til og med lørdag d. 11. maj 2013 og de heldige vindere kan se deres navn her på siden dagen efter. Billetterne udsendes med B-post snarest derefter.

Konkurrencespørgsmål:

Terence Stamp og Vanessa Redgrave er født i samme engelske by. Hvilken?

Held og lykke.

Side Effects

Louise Salling — Wed, 01 May 2013 22:03:24 +0000

Steven Soderberghs nyeste film er fuld af gode intentioner om at fortælle en vedkommende og samfundskritisk historie om en glubsk medicinalindustri og en lille mands kamp mod systemet. Desværre kryber den aldrig for alvor ind under huden.

Scenen er sat i New York , hvor Martin Taylor (Channing Tatum) netop er blevet løsladt efter at have siddet i fængsel for insider-handel. Hans kone, Emily, (Rooney Mara) har måttet opgive sin privilegerede overklassetilværelse og havner i en gevaldig depression i kølvandet på Martins løsladelse. Hun opsøger derfor psykiateren Jonathan Banks (Jude Law) for at komme de sorte tanker til livs. Han udskriver en ny type eksperimentel antidepressiv medicin, og så tager sagerne søreme fart. Snart er Jonathan fanget som en lus mellem medicinalindustriens og patientens negle.

Hvad der umiddelbart ser ud til at være en samfundskritisk historie om Vestens overforbrug af antidepressiver og medicinalindustriens pengehungrende hensigter, viser sig at være en psykologisk thriller af labyrintiske dimensioner. Filmens manuskriptforfatter, Scott Burns, har udtalt at han har ønsket at lave en ’noir-lignende thriller’. Det lykkes desværre ikke til fulde.

Filmens problem er nemlig, at den både vil pege på det vestlige menneskes manglende evne til at kapere modgang, at den vil kritisere medicinalindustrien og at den samtidig vil være en thriller af Hitchcock’ske dimensioner. Det er simpelthen for meget af det gode, og den gaber over alt for mange ting på en gang. Hver for sig ville de to temaer have fungeret fint som separate film, men Soderbergh rammer desværre ikke plet i forsøget på at ville det hele.

En formildende omstændighed er dog Rooney Maras fine spil, hvor hendes underspillede mimik gør én lige tilpas utilpas. Det fungerer fremragende, at jeg hele tiden er i tvivl om hendes intentioner, og ikke ved, om hun er til at stole på.
Jude Law formår at træde ud af pretty-boy-flødebolle fælden, og det klæder ham med rande og rynker. Og så er Catherine Zeta-Jones, om end en smule karikeret, herlig som den kølige, skruppelløse femme fatale-psykiater.

Side Effects når aldrig helt i mål, fordi den gaber over for mange temaer på en gang. Det fungerer desværre ikke at koble samfundskritisk debatfilm med psykologisk thriller. Filmen er dog et gedigent stykke filmhåndværk og fungerer i kraft af solide skuespilpræstationer og overraskende effekter.