Hvis man har (været så uheldig at få) set traileren for I lossens time, får man indtrykket af at her har vi endnu en film der foregår i en lukket institution(som i R fra 2010) om en forsømt dreng(som i Submarino også fra 2010), der får hjælp fra en velmenende præst(som i Forbrydelser fra 2004). Genkendeligheden bliver ikke mindre af at filmens hovedperson Helen spilles af hele Danmarks knudekvinde nr.1 – Sarah Lund i Sofie Gråbøls skikkelse.

Således beredt med negative forventninger satte denne anmelder sig i biografmørket med intentionen om alligevel at give Gråbøl og Co. en chance. Selve filmen starter i snedækket landskab et sted i Sverige, hvor man ser en enlig skikkelse bevæge sig gennem snemasserne akkompagneret af filmens fortæller Helen, der beskriver den forfrosne unge mand og hans vej til sin morfars hus. Fremme ved huset opdager han at et ældre ægtepar nu bor i huset. En kendsgerning som får fatale konsekvenser idet drengen på brutal hvis dræber de to ældre mennesker med en hammer, men da han overvældet af skyld vil begå selvmord ved at sætte ild til sig selv, svigter modet såvel som tændstikkerne.

Kontrasten til næste scene, hvor vi møder Helen på arbejde i kirken med besværlige konfirmander, som hellere vil tjekke deres mobiltelefoner, er til at tage at føle på. Da Helen kommer til at bande i ren frustration bemærker en kirketjener tørt, at hun er den første præst som har bandet i kirken. Helen har det tydeligvis svært med at engagerer sig i jobbet og måske er det derfor at hun vælger at hjælpe psykologen Lisbeth (Signe Egholm Olsen) da denne opsøger hende efter en prædiken.

Lisbeth vil gerne have præsten til at tale med en af patienterne på den anstalt, hvor hun har lavet forsøg med at give de indsatte kæledyr. Patienten, viser sig at være den unge mand som slog det ældre ægtepar i ihjel ved filmens start, har tilsyneladende forsøgt at begå selvmord på ordre fra Gud. Ved ankomsten til anstalten Katrineberg fornemmer man som tilskuer hurtigt, at Lisbeth langtfra har fortalt Helen alt om forsøget og hendes problemer med personalet.

Langsomt men sikkert oprulles historien i kraft af Helens vedholdende forsøg på at nå ind til den på overfladen sindsforstyrrede dreng (eminent spillet af Frederik Johansen). På mesterlig vis kortlægges det foruroligende forsøgsforløb, samtidig med at vi når ind til den hjerteskærende fortælling og forklaring på den unge mands tilstand og drab i starten af filmen.

I Lossens time er en film der kredser om tunge temaer som forbrydelse og straf.  Skal man erkende at nogle gerninger syge eller ej fortjener et livsvarigt ophold på anstalter, hvor de ikke kan gøre skade på sig selv og andre. Her symboliserer Helen som den tvivlende præst det modsatte synspunkt, hvor håbet om frelse er det der driver hende til at hjælpe. Samtidig kredser filmen også om forskellen mellem tro og videnskab, hvor psykologen Signe kommer til kort overfor Helens stadig mere indgående spørgsmål til forskerens moral.

Alt dette er indrammet eller rettere indkapslet af de mange låste døre og små rum på den lukkede anstalt, hvor man i glimt hører indsatte råbe fortvivlet eller ser dem fikseret eller paralyseret af psykofarmaka. Kontrasten til de få men kraftfulde scener uden for murene, hvor Helen når ind i den uligevægtige drengs erindringsglimt er filmpoesi på højt plan!

I Lossens time er Søren Kragh-Jacobsen tilbage i topform med årets hidtil bedste danske film!

Klassikeren
Baz Luhrmans filmatisering af F. Scott Fitzgeralds klassiker ”The Great Gatsby” er en historie om forelskelse, illusioner og bedrag. VI følger vores protagonist, obligationssælgeren Nick Carraway (spillet af Tobey Maguire), ind i 20’ernes Newyorker-forstadsmiljø i en periode hvor højkonjunktur, fest og letsindighed besjælede kulturen. Året er 1922 – syv år før børskrakket på Wall St.
Nick bliver for alvor inddraget i denne verden, da han stifter bekendtskab med sin nye nabo, den mystiske rigmand Jay Gatsby (Spillet af Leonardo DiCaprio). Nick er en ydmyg, selvudslettende person, hvem først synes kedelig i lyset af de andre rollers kompleksitet. Men i takt med at filmen skrider frem, og 20’ernes NewYorker-borgerskabs overfladiske facade krakelerer, farves den simple Nicks karakter som den eneste sympatiske og ikke-illusionsforstyrrede person.

Nostalgi
Mystikken omkring dette miljø, der først synes så dragende og spektakulært, brister i takt med at vi lærer dets sande natur at kende. Da Gatsby langsomt afmystificeres, oplever Nick en skrøbelig og ensom mand bag det smukke, velklædte ydre. Gatsby har én mission tilbage i livet, og det er genskabe sit forliste kærlighedsforhold til ”The Golden Lady” – Daisy (Spillet af Carey Mulligan). Gatsby er en drømmer, der i sit sind søger efter en tabt tid. En drøm hvis umulighed ekkoer af nostalgi i sin grundessens: ”Man kan ikke genskabe fortiden,” som Nick Carraway skånsomt forsøger at banke ind i hovedet på Gatsby. Men det er samtidig denne ukuelige tro på livet som inspirerer Nick.

Visuel Luhrmansk
Stilen emmer Baz Luhrman.  Som tilskuer bevæger man sig rundt i et kaotisk væld af abrupte billeder af glitrende, overdådige og farvestrålende kostumer, der eskorteres af cigarrygende gentlemen, hvis ekstravagance kun er en drøm troværdig. Mise-en-scene, og billedæstetikkens pompøsitet i koalition med 3D kulminerer i en storslået magi. Filmen værner om en guldalder, hvis rigdom og letsindighed vi som mennesker midt i en krise kun kan romantisere og lade os opsluge af.
Filmens visuelle 20’er udtryk ledsages af et soundtrack indeholdende et musikalsk powerhouse: Jay-Z, Beyoncé, Kanye West, Lana Del Ray, The XX, Gotye og danske Coco O leverer lækre beats til de luksuriøse fester, hæsblæsende bilscener og de dramatiske klimakser.  I samarbejde med musikerne og costume-designeren Catherine Martin, har Baz Luhrman skabt et fortryllende univers.

Ikke Romanen Tro
Roser skal filmen have masser af, men den har også nogle mangler – eller nærmere tilføjelser, som denne anmelder ikke bifalder. Historien fortælles bagud af Tobey Maguires karakter Nick Carraway, som vi i filmens første scene møder hos hans psykolog i tiden efter begivenhederne. Han lider af alkoholmisbrug, søvnmangel og en lang liste af andre psykiske produkter affødt af den skæbnesvangre sommer. I denne rammefortælling følger vi Nick nedskrive historien om Gatsby, som en slags terapi. Dette er Luhrmans egen tilføjelse, der mest af alt virker som den praktisk nemmeste måde at håndtere en fortællermodus. Og så er det da vist også præcis den samme som i Moulin Rouge. Host host.
Et sidste crowd-pleasing twist i filmen bevirker, at vi som tilskuer vidner, at Gatsby fik ro i sjælen, hvilket ikke var tilfældet som læser af romanen.

Opgaven er endnu ikke løst
Den Store Gatsby er en storslået og berusende film med et blændende filmisk udtryk. Den inkorporerer de stadigt i dag inspirerende citater og Nick Carraways analyserende personbeskrivelser. Skuespillerpræstationerne er strålende; Leonardo DiCaprio er min egen personlige inkarnation af Jay Gatsby, og Carey Mulligan er en fremragende Daisy med sin på en gang skrøbelige naivitet og sin barnagtigt sprudlende person.
Filmen er et smukt stykke håndværk og en vældig film. Men opgaven om at fange essensen af Fitzgeralds klassiker, er endnu ikke løst. Udfordringen om hvem der formår, at skabe en overbevisende filmatisering af Den Store Gatsby, forbliver et hængeparti i Hollywood.

Bonsái, der var udtaget til konkurrencen Un certain Regard på sidste års Cannes filmfestival, har på trods alle sin aspirationer om at være en rigtig indie-film, en lille understrøm af underfundig minimalistisk humor. Dette kommer til udtryk i filmens start, hvor vores hovedperson Julio (Diego Noguera) i sin første time på universitetet, bliver konfronteret med en underviser, som lettere brutalt deler klassen op efter hvorvidt de har læst Marcel Prousts På sporet af den tabte tid eller ej. Det fremgår tydeligt, at Julio med sin lidt for sene tilkendegivelse ikke har læst den litterære klassiker, hvilket han efterfølgende forsøger at råde bod på ved at få fat i bogen. Desværre må vores hovedperson sande(som så mange andre) at Proust ikke er nem at læse, hvilket resulterer i at Julio efter at være faldet i søvn i læsningen på stranden vågner op med et hvidt aftryk fra bogen på brystkassen.

Heldigvis har Julio mere held med kærligheden, da han møder Emilia (Nattalia Galgani). De indleder  et passioneret forhold til hinanden og litteraturen. Et forhold vi som tilskuere ved ikke vil holde, idet at filmen springer frem og tilbage mellem Julio og Emilias ungdomstid og Julios liv 8 år senere, hvor han forsøger at etablerer sig som forfatter ved at renskrive et manuskript for den mere kendte forfatter Gazmuri(Hugo Medina). Denne har dog ikke råd til at have Julio ansat, men i stedet for at fortælle sin nabo og nuværende kæreste Blanca( Trinidad González) om det  beslutter Julio selv at skrive manuskriptet, der bygger på hans oplevelser af det tidligere forhold til Emilia.

Bonsái er en lille underfundig film som på overfladen ikke gør meget væsen af sig med sin minimalistiske stil og en hovedperson fanget mellem sine forskellige følelser til de to kvinder i hans liv. Den underspillede humor gør, at man tilgiver dele af de tydelige og lidt træge referencer til Marcel Proust og temaet om hvordan erkendelsen subjektive slør indhyller erindringen af fortiden og gør den til et kludetæppe af virkelighed og fiktion, fortid og nutid. Pudsigt nok insisterer filmen i sin form på at holde disse adskilt i kapitler som ikke rigtig bibringer noget til selve fortællingen. Bonsái skal ses, hvis man er i humør til litterære referencer, weltschmerz og ikke mindst Chilensk punkrock som filmens lydside er spækket med.