Fences

Copyright: Paramount Pictures

Denzel Washington har formået at overføre nogle af teaterets kvaliteter til film. Skuespil og dialog er bærende for filmens fremdrift og gør ’Fences’ til en særegen filmoplevelse med lyriske replikker, legende kamerabevægelser og skuespilpræstationer der når højder, som det sjældent er set før.

’Fences’ er et Pulitzer-vindende teaterstykke skrevet af dramatikeren August Wilson. I 2010 blev stykket for anden gang opført på Broadway med stor succes. Derfor er det ikke bemærkelsesværdigt, at næsten hele castet er taget fra de skrå brædder til lærredet med Denzel Washington som hovedrolleindehaver og instruktør. Selvom man skulle tro det, føles ’Fences’ ikke som et filmet teaterstykke. Tværtimod kombineres kvaliteter fra to kunstformer og afføder en helt særlig stemning.

En lille fortælling gøres stor
Fortællingen udspiller sig i 50ernes Pittsburgh. I et lavere middelklassehjem der er en smule forfaldent, bor patriarken Troy med hans kone (Viola Davis) og søn (Jovan Adepo). Troy er en alkoholisk pessimist. Hans bitre tilgang til livet har rod i hans tabte hæder som baseballspiller, fordi hans karriere blev standset af racediskrimination. Hans harme livssyn og kæmpemæssige ego viser sig at have markante konsekvenser for hans familie.

Det er ikke en pompøs eller særlig bemærkelsesværdig historie, der fortælles. Men det er langt fra et simpelt drama. Der er få skift i kulissen, og karaktergalleriet er håndgribeligt. Oftest foregår fortællingen i familiens åbne baghave, hvor dagligdagens skænderier, brok og sniksnak udspiller sig. Sjældent fremføres begivenheder, der foregår uden for den lille baghave – de hændelser som ender med at skabe konflikter. Det giver fortællingen en lukkethed, en kvalitet der skaber en overvældende nysgerrighed omkring de forskellige scener.

Der gives langt mere plads til eftermælet, når karaktererne er samlet i baghaven. Scener får lov til at blomstre med voldsomme følelser og intens palaver. Jo mere vi lærer de forskellige familiemedlemmer at kende, des mere nuanceres vores syn på Troy, som man det ene tidspunkt finder sympatisk, og det andet stik modsat.

Skarp sniksnak
Når Troy vender hjem fredag aften fra sit arbejde som skraldemand, drikker han vanligt sin flaske gin med kollegaen Bono. En humørfyldt dagligdags snak, som var det en hvilken som helst anden fredag aften, udføres med en legende gestik og poetisk dialog. Når Troy fortæller anekdoter og vittigheder, kan det høres, at han har fortalt dem hundrede gange før. Jo mere gin der når til hjernen, des yderligere hæves stemmen og sniksnakken. Der siges måske ikke om så meget, der betyder noget for fortællingen, men det betyder meget for vores forståelse af karakteren Troy, at denne typer scener får lov at spille sig ud.

Det kan mærkes, at skuespillerne kender deres karakterer ud og ind. Det er ikke tilfældigt at Washingtons skuespil og filmen blev skænket en Oscarnominering. Mindre tilfældigt er det, at Viola Davis vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle. For når hendes virkelighed falder sammen, rejses et hvert hår på kroppen og tårerne presser sig på.

På trods af at ’Fences’ er en dialogtung og lang forestilling, bliver den aldrig kedelig. Svært er det dog at abstrahere fra filmens kristne overtoner, som for undertegnede bryder lidt med indlevelsen. Men det bør ikke overskygge filmens velkomponerede dialoger, hjerteskærende skuespil og lysten til at klappe. En filmoplevelse der ikke går i glemmebogen.